Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Tofterup-Varde, 31,3 km (262).
Onsdag den 13. juni 2018.
Det var hedebølge, da jeg påbegyndte min tur ad Kyst-til-kyst-stien (vandredag 260), stadig varmt på den næste etape (vandredag 261), og nu er det så blevet en behagelig sval dag til en vandretur. Det er overskyet, og med en livlig brise, så det er lige på kanten til at blive for koldt til at gå i t-shirt.
Kyst-til-kyst-stien følger ådalene på tværs af Jylland. Turen begyndte gennem Vejle Ådal, krydsede den jyske højderyg og vandskellet og fortsatte gennem Holme Ådal. I dag fortsætter jeg langs Holme Å, indtil den løber ud i Varde Å, og derefter går jeg gennem Varde Ådal frem til byen selv.
Sidste vandredag gik jeg det meste af dagen på spinkle trampestier, ofte på selve åbrinken. I dag løber ruten især på grusveje og jordveje, sommetider på nogen afstand af åen og det sumpede terræn omkring den.
Fra Tofterup går jeg mod vest. I udkanten af byen er stien markeret med en pæl i overstørrelse, gulmalet top og oplysning om Natursti til Blåvand. Ruten følger en markvej over kornmarkerne på bakkerne nord for åen. Så snart jeg støder på en landevej fører de gule pæle mig dog over på sydsiden af åen og markveje mod vest. Engene står med saftigt og højt græs, uberørt af grønthøstere eller husdyrs muler.
Jeg går en smule højere i terrænet, hvor jeg har en fin udsigt over åen. Det dyrkede land er opdelt i store firkanter, hvor der ikke er langt mellem vandingsmaskinerne. Højt over mit hoved er der gang i et større luftslag, to hidsige krager styrtbomber en musvåge. Fuglene forsvinder bag et læhegn, men jeg genfinder dem længere fremme, stadigt med fuld gang i slagsmålet.
Ruten gør en omvej, hvor landevejen mod Varde krydses, og da jeg igen står ved Holme Å, er den blevet opdelt i to løb, en lang lige kanal og det oprindelige snoede forløb på engene nord for. En fiskehejre letter fra kanalen, da jeg går over dens lille bro.
Stien mod vest går oven på kanalens dæmning. Der er gul iris og vandranunkel i det brune vand, der kun glider langsomt frem. Tæt pilekrat flankerer over lange stræk vandløbet. Som ved banestier er der plantet træer og buske langs dæmningen, så jeg får kun lejlighedsvist udsigt over de brede enge, hvor åen slynger sig frit.
Kanalen har høje skrænter, med regelmæssige mellemrum krydses den af små broer, omhyggeligt skiltet med oplysninger om maksimalt akseltryk, beregnet til brug for gårdenes traktorer. Der ser nu ikke ud til at blive taget meget hø på engene mere. I hele forløbet er kanalen kantet af bolværk i træ. Det har tydeligvis ikke været vedligeholdt i årtier og er under langsomt forfald.
Et stykke fremme går kanalen gennem et parti løvskov, der fører frem til kanalens udløb i Karlsgårde Sø. Her er der et grødefang over åen og mulighed for isætning af kanoer. Grene med blomstrende kaprifolium hænger ud over bolværket.
Karlsgårde Sø er en kunstig sø, opdæmmet til brug for vandkraftproduktion ved Karlsgårdeværket. Værket var i sin tid det næststørste i Danmark, oprettet på samme tid (1921) som Tangeværket (1920), det største danske vandkraftværk (vandredag 91). Ligesom det er tilfældet med Tange Sø, er der også rester af forladte gårde på bunden af Karlsgårde Sø.
Min rute fører gennem plantagen nord for søen, som der kun er lejlighedsvise udsigtsmuligheder over. Små stykker hedekær med blomstrende kæruld holder stadigt ved mellem træerne. Umiddelbart vest for det gamle kraftværk munder Holme Å ud i Varde Å.
Varde Å løber videre med høje, skovklædte brinker. For første gang i dag kommer jeg til at gå på egentlige trampestier, først i skoven, dernæst gennem engenes kvægfolde hvor nysgerrige køer står på rad og række og stirrer. Åen løber i store naturlige slyngninger nu, og stien følger dem trofast, så jeg nærmer mig kun langsomt Vejle, skønt det er en kort strækning i fugleflugtslinje. De sydlige brinker er høje, og erosion skaber store sandbrud på nogle steder.
Som jeg kommer længere frem, trækker skoven sig tilbage og giver plads for brede, flade enge. Der er ikke mange kær eller fugtige partier, i stedet er brinkerne omtrent en meter over åens vandstand. I det flade terræn er Varde endnu ikke synlig i horisonten, men byens nærhed er synlig: I det fjerne, mod nord, er der livlig trafik på en landevej, i mellemgrunden kører arrivatog på usynlige jernbaneskinner. Snart går jeg under den bro, der fører omfartsvejen øst for Varde over åen.
Vest for omfartsvejen ligger en golfbane, hvis klippede plæner når helt ud til åens brink. En lystfisker kaster snøren ud, med støvlerne placeret på greenen, og få meter borte gør golfspillere klar til slag. Jeg går i kanten af golfbanen, ind til jeg kommer ind på trampestien gennem engenes indhegninger.
Pludselig spærres stien af en flok skotsk højlandskvæg med svungne horn og bølgende pels. Jeg nærmer mig roligt, men de store dyr sætter alligevel i tungt trav, indtil de har lagt et halvt hundrede meters afstand til mig. Engene er tættere afgræsset, end jeg har set det tidligere. Der er kvæg i store folde på begge sider af åen, kokasser, dybe klovspor, hvilepladser slidt ned til sand under læhegnets skygge. Tættere på byen er der også heste på græs, på en eng smykket med gul brandbæger.
På sin vis er dette også et tegn på byens nærhed, engene er et rekreativt område for byens borgere, og man foretager intensiv naturpleje for at bevare et præg af åbent landskab. Den gradvise tilgroning med pilekrat, jeg har set mange andre steder langs Holme Å og Varde Å mangler da også helt her.
I byens udkant forlader stien åen og fører gennem et parcelhuskvarter frem til bykernen og banegården i gule mursten. De grønne arrivatog holder ved perronerne..
Elena Poniatowska, Dos veces única, 216-295.
Jyske Vandreture 