Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture.
Vejle-Stouby, 25,8 km.
Mandag, den 3. januar, 2011.
Den Jyske Længdebane løber langs nordsiden af Vejle Fjord. Det er en af de smukkeste strækninger på det danske banenet. Mest mindeværdig er den i de første majdage, hvor bøgeskoven er sprunget ud i grønt.
I dag står bøgene uden løv, fjorden er frosset over, og solen hænger lavt.
Ved havnen ligger et træskib forladt hen, den frosne fjord strækker sig langt ud på den anden side af Vejle Fjord broen. Fortovene og stien langs fjorden ligger overisede hen, isen er fasttrampet og glat, og jeg må søge ud på cykelstien i jagt på fast fodfæste.
Dette er en dag, hvor sanserne spændes til det yderste, en dag for omtanke og hurtig indlæring.
Øjnene søger over underlaget i en evindelig søgen efter ruhed og blot en anelse forhøjet friktion. Den blanke is, optøet og tilfrosset vand er det værste, veje hvor rabatten er høj og spærret, og isen er poleret glat og hård af bildæk.
Grusede veje, og veje, hvor isen er slidt igennem, og jorden står sort og gæstfri frem er det bedste. Selv rimfrost over isen synes så velkommen som en øde motorvej på en sommerdag, den nødtørftige fremkommelighed har mange ansigter: skovveje, hvor bøgebladene er indlejret i isen, et lag af hvide iskrummer der knaser tørt under støvlerne og giver vejgreb, det riflede spor fra et traktordæk, i dag så permanent som aftrykket af en dinosaurfod i forhistorisk, forstenet mudder.
Af til skrider begge mine støvler et par tommer, uvilkårligt slår jeg ud med armene, en tegneseriefigurs overdrevne kropssprog, et skib der sætter sejl, et øjeblik af kort, nytteløs kropspanik jager igennem mig hver gang. Da jeg endelig falder, er det på en smattet asfaltvej, forræderisk gul af sand under isen. Jeg bryder faldet på håndroden af højre hånd, intet brækket, intet blod, blot smerte og overraskelse.
Vejles nye vartegn skulle have været et havnefrontsbyggeri formet som fem bølgetoppe. De har nået at bygge to, og siden har byggeriet stået i stampe i årevis. De tegner sig lette og uvirkelige, målt mod havnens tunge bygninger og broen længere ude.
I begyndelsen går jeg langs en befærdet udfaldsvej mod vest, til velhaverkvarteret Bredballe, hvor store villaer vender sig mod fjorden med store terrasser og panoramavinduer. Længere ude fletter ældre landsbyhuse sig ind, og gaderne har stemningsfulde navne som Jeppes Kilde, andre dufter af tjære og småskibsfart som Kaptajn Berthelsensvej og Skippervej.
Asfalten ender og fortsætter som en tiliset skovvej. Pludselig har jeg hele vejen for mig selv og kan høre sneen knirke under mine støvler. Den efterladte skræl fra en mandarin virker som en eksotisk blomst i vinteren, chokerende orange mod den hvide sne og det grå lys inde i skoven. De nøgne bøgetræer efterlader et ublufærdigt, dybt kig ind i skoven.
Vinterskoven er smuk, men vejen er krævende. Et kort afstikker ud til fjorden, to flegmatiske heste på en strandeng, en stor hovedgård omkredset af skoven. Terrænet bliver overraskende kuperet, bakker og slugter. Store, vidstrakte marker inde i landet, skov nær kysten. Af og til indgangsportaler i engelsk godsstil, hvor lange grusveje fører til usete landsteder. Et skilt med henvisning til det sanatorium, der er obligatorisk på sådanne steder i det danske landskab. Enkelte krager på markerne.
Jeg når frem til den sidste pynt på dagens tur, isflagerne er presset sammen i et uregelmæssigt, sammenrimpet mønster, efter smag, patchwork, et næsehorns panser, eller den sammensyede hud på dr. Frankensteins monster.
Jeg står på rutebilen i Stouby, et stop på landevejen mellem Juelsminde og Vejle. Der er stadigt sol på himlen. Vi kommer ind til Vejle, via den lange bakke nordfra, et klassisk, mindeværdigt stykke vej, fra min barndoms bilture til Lolland eller Fyn. Nedstigningens lange rytme sidder i kroppen på samme måde, som kroppen husker bevægelserne fra alt det bordtennis og badminton, vi plejede at spille i familien.
Joseph Conrad, Nostromo, xxii-xxviii, 1-32.
Jyske Vandreture 