Ribe-Esbjerg (420)

Udklip420

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ribe-Esbjerg, 33 km (420).
Fredag den 6. august 2021.

Det er min sidste vandredag ved Ribe i denne omgang. Som de andre dage er morgenen grå og overskyet. Jeg begynder dagen med at gå ned til Skibbroen, Ribes åhavn, hvor stormflodssøjlen står. Det metalbånd, der markerer stormfloden i 1634, hænger langt over mit hoved. Vandet stod næsten to meter højt inde i domkirken den dag, og tusindvis af mennesker druknede i vadehavsregionen.
Jeg følger Ribe Å nedstrøms, runder Riberhus’ gamle borgbank med skulpturen af Dronning Dagmar og forlader byen med kurs mod havet. Langs den smalle landevej afløses kornmarker af enge, og husene bliver færre og færre. En ensom gård ligger højt på et værft, en kunstig banke, hævet over den omgivende kortmark. Der er fugleflokke i luften. Drosler piler over græsset, og går så pludselig i luften på én gang. En sværm af spurve svirrer over kornet, og, som ved en fælles beslutning, lader de sig synke ned mellem de høje strå, og er som forsvundet ved et trylleslag.
Jeg når frem til det høje, græsklædte dige, og den vej der løber på indersiden. En lille stribe små fritidshuse i træ kanter vejen. Æ Haw står der skrevet på et af dem med store bogstaver, ved siden af et rundt kahytsvindue.
Få hundrede meter mod nord ligger Kammerslusen, hvor Ribe Å løber ud i Vadehavet. Der ligger en gammel kro her, en lille åhavn med små både og nogle få sommerhuse. Jeg bestiger de få trin til toppen af slusen, hvorfra der er en fin udsigt ind i landet over engene, åen og domkirkens profil i det fjerne, over diget, der løber op og ned langs kysten, og over marsken og Vadehavet.
Det er middelvandstand, på vej mod højvande. Kvæg græsser på den brede ydermarsk, Esbjergs høje havnebygninger ses i horisonten, en tynd stribe blåt hav mellem den fjerne by og den brede marsk. Jeg gransker omhyggeligt åen på dens korte løb fra sluseport til hav, for jeg har tidligere set sæler her (vandredag 125). I dag er der dog ingen af de karakteristiske runde hoveder at se. I stedet bliver min opmærksomhed fanget af de mange svaler. Sluseporten står åben på vidt gab, jernlågerne smækket ind til siden, og de små vævre fugle bruger tværbjælkerne som klippehylder. Svalerne lander og sætter af i en ubrudt strøm, fuglene under kun sig selv det kortest mulige hvil. En gangbro, hævet over porten, fører over vandet. En lille kabine med store vinduespartier tillader behagelig betjening af sluseporten i al slags vejr. I dag er den tom.
Jeg stiger ned fra diget og begynder den lange vandring mod nord. Digevejen er over adskillige stræk spærret for bilkørsel, men det er muligt gå eller cykle i hele digets længde. Får græsser på diget, med særlig forkærlighed indtager de hvilepladser oppe på digekronen, hvorfra de betragter mig gå forbi. Kvæget, derimod, ser jeg kun i den flade ydermarsk, eller på engene bag diget. Formodentlig er de hegnet ude fra det sårbare dige. Med deres skarpe klove og kropsvægten bag kan de gøre en helt andet slags skade på den beskyttende jordvold end de små lette får.
Adskillige gange ser jeg tårnfalke jage over diget, de har sikkert gavn af opdriften fra diget. To gange ser jeg rørhøge stryge lavt over rørskovene omkring de små damme på engene bag diget. Her ser jeg også en stor flok viber, vel et par hundrede stykker. De fleste fouragerer på græsset og fylder en hel mark, med en konstant svirren af vinger som fugle ankommer eller fortrækker.
Snart efter når jeg frem til Kongeåslusen, der, det imponerende navn til trods, er en langt mindre sag. Åen er ganske vist bred, men der er blot et simpelt træskur til at rumme mekanikken, og der er ingen sluseporte, som kan åbnes for både. Digets græsvold går ubrudt over åen, hvis vand strømmer gennem de lave betonpiller som bærer digevejen. Fra digets top kan jeg iagttagende det fremadskridende tidevand. Store tunger af vand arbejder sig ind på mudderfladerne uden for marsken, derfra er der åbent vand hele vejen over til Fanø. Klitrækken derovre hæver sig tydeligt over vandlinjen (vandretur 327).
Lange afvandingskanaler flankerer digevejen, som regel fulde af sort stillestående vand og kantet af høje tagrør. En af de største har en vandoverflade dækket af andemad og gule åkander i blomst. To par knopsvaner har indtaget hver sin ende af det, der fremstår som en aflang, kunstig dam.
Diget svinger mod vest, der står sømærker oppe på digekronen. I nord og øst kan jeg se hvide landsbykirker. I vest naturligvis de høje bygninger i Esbjerg Højvandet nærmer sig sit maksimum, grønne enge møder blåt vand, mudderfladerne er næsten fuldstændigt overskyllede. Solen har fået mere magt, så det er varmt i læ af diget, og rart at mærke en frisk brise, når jeg med mellemrum stiger op på udkigsstederne. Jeg vandrer mod nordvest og når snart frem til sluseporten, hvor Sneum Å løber ud i Vadehavet.
Den hvide kirke, jeg kunne se i nord, er Sneum Kirke, der et stykke inde i landet ligger ud til åen. Drivvejen går forbi kirken og krydser åen der (vandredag 51). Sneum Å er det nordligste, sluseregulerede vandløb, der munder ud i Vadehavet. Helt mod nord, inderst i Ho Bugt, løber den store Varde Å som noget ganske usædvanligt ureguleret ud i havet (vandredag 263).
Der er en lille samling fritidshytter ved slusen, dertil en stor, kunstig skabt slusesø, som er en berigelse for fuglelivet. Ved parkeringspladsen er der opstillet borde, bænke og informationstavler. En flok kvæg hviler i skyggen på den anden side af elhegnet. Diget løber endnu nogle få kilometer, indtil det endeligt ophører et par kilometre syd for Tjæreborg. Højvandet kulminerer og når helt frem til engene syd for hovedvejen mellem Esbjerg og Ribe.
Jeg kaster et sidste blik på marsklandskabet, nu med Esbjerg Havn klods overfor, går op til hovedvejen, følger den et kort stykke, indtil jeg kan komme ind på fredeligere cykelstier, der fører mod Esbjerg.
Bilerne suser forbi i en tæt strøm, mens der er længere mellem cyklisterne. Asfaltstien trækker væk fra hovedvejen, krydser tilstødende veje i en tunnel og når endelig frem til industrikvarteret og dernæst almindelige gader. Jeg nærmer mig hurtigt havnen, men så snart jeg er kommet under den jernbanebro, der fører en godsbanes stikspor til havnen, drejer jeg mod nord og går de sidste få meter op til banegården.

Fredrik Backman: Folk med angst, 129-367.
Adam Zamoyski: Phantom Terror, 1-80.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s