Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ribe-Gredstedbro, 30 km (419).
Onsdag den 4. august 2021.
Ribes gamle bykerne er præget af åen, der undervejs endda splittes op i tre løb, der skaber et par øer, som for længst er integreret i bymassen. De forenes umiddelbart opstrøms for den gade, der hedder Skibsbroen. Her findes byens åhavn, her står stormflodssøjlen, og på den anden side er der åben eng. Og sådan bliver det ved med at være, engen er fredet for bevare dette markante aspekt af en gammel marskstads bratte bygrænse. Hovedengen hedder området nord for åhavnen. Navnet henviser til tidligere tiders skik med at opstille stager med henrettede forbryderes afhuggede hoveder ved bygrænsen til skræk og advarsel.
Byen gennemløbes også af andre vandløb. På denne grå, overskyede morgen følger jeg Tved Å opstrøms, mod nordøst. Åen udgør en grøn korridor mellem beboelseskvarterer, og der er brede, velanlagte stier, med små fåreflokke på engstriberne. Uden for bygrænsen følger jeg en udmærket sti på nordsiden af åen, del af en mindre afmærket vandrerute. Egentligt er det blot en trampestis slidspor, men der er slået på begge sider af stien, og den er tydeligvis brugt af de lokale, især hundeluftere. Der er taget høslæt på nogle af engene, og en enkelt mark ligger brak og er helt dækket af gul brandbæger. Vegetationen står høj på åens brinker, her og der med lyserød dueurt, andre steder overgroet med snerle, der har store, hvide blomster.
En bro fører stien over på den anden bred, og snart derefter forlader den åen og går gennem et åbent land præget af dyrkede marker og mindre plantager. En grusvej fører gennem Fæsted Mose, der er næsten fuldstændigt opdyrket, bortset fra et mindre fredet parti kaldet Langskifter. Orange rønnebær står i skarp kontrast til den tilgroede moses dæmpede jordfarver. Nord for mosen ligger Haslund Krat, med små afmærkede stier. Inde i krattet findes en cirkelrund jordvold, resterne af en fårefold fra syttenhundredtallet.
Stien er afmærket, men stedvis næsten forsvundet. Til sidst finder jeg dog frem til en grusvej ved det nordlige skovbryn og når via en jordvej ud til landevej. En lang jævn stigning fører mig frem til et udsigtspunkt over agerlandet. I hjørnet af en majsmark står en høj pæl, hvor et metalbånd bærer årstallene 1864-1920. Det markerer altså den gamle grænse. Den gik jo hovedsageligt langs Kongeåen, men Ribe og dens opland blev lagt ind under Danmark. På mine to forrige vandredage har jeg også krydset den gamle landegrænse. Hviding, hvorfra jeg begyndte min tur til Mandø, var det sted, hvor de tyske og danske jernbanenet mødtes (vandredag 417). Skovbrynet mellem Varming Plantage og Åskov Hede udgjorde også en landegrænse (vandredag 418), Stensbæk Plantage blev oprindeligt anlagt af den prøjsiske stat.
I dag skal jeg imidlertid ikke ind i 1864’s tabte land. Solen er skjult bag skyerne, så jeg må have kompasset frem for at bekræftige det, som forskelle mellem kortet og landskabet fortæller mig: Jeg går den forkerte vej, den snørklede sti inde i krattet og de små veje derefter har ganske snydt min retningssans. Heldigvis er jeg kun kommet få hundrede meter på afveje, så jeg drejer blot om på hælen og går tilbage og videre mod nord. Straks krydser jeg Tved Å og fortsætter over det højere land mellem denne ådal og den, der ligger længere mod nord.
Undervejs passerer jeg den travle landevej mellem Kolding og Ribe. Ellers er der ikke meget trafik på de små veje, jeg vandrer ad. I en indkørsel, på kanten af en tom gårdsplads, snuser en ræv dovent rundt. Mens jeg iagttager den, sætter den sig mageligt til rette, øjensynligt uvidende om at jeg blot er tredive meter væk. Den får omsider øje på mig, og straks er den forsvundet ind i det høje læhegn omkring det lille husmandssted.
Jeg lægger an til at gå videre, men fryser så, en hare hopper over vejen, men stopper brat nær vejkanten. I stedet for at hoppe ind i krattet, gør den pludselig omkring, og springer af sted ned ad landevejen, så jeg får et godt indtryk af kraften i dens bagben.
Snart efter når jeg frem til den grusvej, der fører ned til en smal bro over Kongeåen. Her kobler jeg mig på Kongeåstien. Denne vandrerute blev åbnet for seks år siden. Samme år, den sidste dag i oktober, stod jeg præcis på dette sted, og måtte opgive at gå videre langs åen, fordi en togforsinkelse havde kostet mig en times kostbar dagslys (vandredag 124). I stedet måtte jeg i aftenmørket gå ad landevejen til Gredstedbro. Nu er jeg tilbage for at gå det manglende stykke af Kongeåstien, til Gredstedbro, nedenstrøms.
Kongeåstien går for det meste klods op ad åen. Der er etableret trælåger i hegnene mellem de forskellige englodder, enkelte steder er der også anlagt træbroer over vandløbet. Ruten begynder vest for Vamdrup (vandredag 123) og ender ved Kongeåens udløb i Vadehavet (vandredag 125). Det er en smuk tur. Alligevel er der ikke så meget som en antydning af et slidspor langs med åen, end ikke en stribe mørkere farvet vegetation eller bøjede og nedtrampede urter. Tydelig er der ikke megen trafik her. Jeg skal snart opdage hvorfor.
Fra broen nyder jeg udsigten gennem den lave ådal med brede enge. Et knopsvanepar viser deres afkom frem, endnu i ungfuglenes grå fjerdragt. En god del af engene bruges til høslæt, flere steder er der små flokke kvæg eller får på græs. Enkelte steder er der en tæt nedbidt grønsvær, som møder åen med en brink en fod høj. Men oftere er der høje rør eller en stribe krat langs brinken.
Over lange stræk har aflejringer fra lange tiders regelmæssige oversvømmelser skabt let forhøjede brinker. Det er ikke mere end ti-tyve centimeter højdeforskel, men det betyder at der tilbageholdes regnvand på de flade enge, ankeldybt og langt, langt ind på markerne, som jeg kan se, da en halv snes sortbrogede køer fjerner sig fra en tør plet nær åen og bisser hen over sjapvåde enge, da jeg nærmer mig. I det halvhøje græs er det stillestående vand usynligt for øjet, men nu piskes hvidt skumsprøjt op for foden af dyrene. Ofte er stien æltet til mudder eller klippet op i dybe huller af kvægets skarpe klove og vægten bag dem. Øjensynligt har lågerne og træbroerne en særlig tiltrækning for de store dyr, for jorden er hulet ud, og der er skabt store mudderpøle foran dem.
Jeg kommer kun langsomt frem. Med krumspring og små og store omveje klarer jeg mig nogenlunde igennem, indtil jeg ser mig fanget på en smal trampesti, næsten lukket af højt brændenældekrat på begge sider og oversvømmet af tilbageholdt regnvand. Så jeg bøjer mig for det uundgåelige og ender endnu engang med gennemblødte vandrestøvler. Kongeåstien kræver afgjort gummistøvler, hvis man vil bevare et minimum af komfort.
Åen slynger sig smukt gennem landskabet. Den arbejder sig over til den sydlige dalside, hvor Hjortlunds hvide kirke ligger smukt og sikkert et stykke oppe på dalsiden. Nord for åen er dalsiden højere, og der ses den hvide landsbykirke i Jernved, højere i terrænet og på længere afstand af åen. En træbro giver adgang til den anden side af vandløbet, og den afmærkede sti gør en længere afstikker helt op omkring Jernved Kirke og den store kornmark på bakkesiden foran kirken.
Jordveje og trampestier fører mig tilbage til åen. En landmand er i færd med at køre gylle ud på et stort engstykke. En stor flok måger har slået sig ned der, i selskab med kragefugle og stære. Da stien når ud til åen, er terrænet heldigvis langt mere fremkommeligt end på det tidligere stræk. Selv kvæget er venligere. En nysgerrig flok køer eskorterer mig hele vejen gennem folden og frem til lågen. Omsider er der ved at komme større åbninger i skydækket. Lejlighedsvist er der solskin, blå himmel og genspejling af hvide skyer i åens blanke vand. Jeg følger åens slyngninger frem mod Gredstedbro, nu med mere overskud til at nyde det smukke landskab, indtil jeg kan åbne den sidste låge og træde op på asfalten i udkanten af stationsbyen.
Ved siden af lågen står en af de karakteristiske høje træpæle med rødmalet spids, der (sparsomt) afmærker stiens vej langs åen.
Fredrik Backman: Folk med angst, 1-129.
Jyske Vandreture 