Ribe-Stensbæk Plantage (418)

Udklip418

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ribe-Stensbæk Plantage, 38 km (418).
Tirsdag den 3. august 2021.

Himlen er overskyet, og det er en morgen med et gråt, uldent lys, da jeg begynder min vandredag på torvet ved Ribes domkirke.
Så godt det lader sig gøre følger jeg Ribe Ås vej opstrøms gennem byen, indtil jeg når frem til Dagmarsgade, der forbinder banegården med den gamle bykerne. Her åbnes rummet omkring åen brat. En sti går gennem et lille anlæg nord for åen, og fortsætter under en lav jernbanebro, dernæst i en bue syd om Ribes nyere kvarterer. Åen er omgivet af massive rørskove. Et enkelt sted fører en lang, handicapvenlig træbro ud til en udsigtsplatform langt ude i rørskoven. En informationstavle fortæller om mulighederne for at se sort sol her i træktiden: Spurveflokkenes fælles flyveøvelser, før de slår sig til ro i rørskovene. Rørene blokerer næsten fuldstændigt for adgang til åen. De få undtagelser virker som en åben port i et grønt plankeværk. Kajakker og robåde ligger nær ved disse sjældne åbninger ud til vandet.
Stien fører mig frem til en mindre landevej ind i landet. Et kort stykke uden for bygrænsen ligger det fredede område Tange Bakker. I Østjylland ville ingen finde på at kalde det for bakker, men der er ikke så store højdeforskelle i det flade marskland. Det er et gammelt flyvesandsområde med tilgroede indlandsklitter. Der er stadigvæk en tydelig vaskebrætsstruktur, med lavninger og klitter, selv om klitterne er blevet pænt afrundede. Det hele er overgroet med græshede, med små spredte lyngpartier, et par enkelte koste i blomst. En lille flok kvæg hviler i en af gryderne. Området er ikke stort, jeg følger en trampesti parallelt med landevejen og får et godt indtryk af en landskabstype, der tidligere var langt mere udbredt i Jylland og som stadigt kan ses i større målestok steder som Grene Sande og Randbøl Hede (vandredag 120) eller Vrads Sande (vandredag 166).
Asfaltvejen, som jeg vender tilbage til, ender blindt, men fortsætter som en grussti for fodgængere og cyklister. Endda en velholdt grussti, på en forhøjet jordvold, løftet en meter over flade enge og marker, formodentligt et gammelt dige, overflødiggjort af Kammerslusen, der sikrer Ribe Ås opland fra oversvømmelser ved ekstraordinært højvande i Vadehavet (vandredag 114). I sydkanten af de brede enge ses den røde murstenskirke i Seem ligge alene i landskabet. Der er lavt krat og højt urtevækst i grusstiens vejkant, meget af det overvokset af slyngplanten snerle, der nu blomstrer med store, hvide tragtformede blomster. Andre steder er begge vejsider trukket op med lange linjer af gul rejnfan.
Stien møder en grusvej og krydser Ribe Å, der her slår et stor sving mod nord. Forude ligger den lille landsby Varming, hvor jeg igen får asfalt under fødderne. Jeg drejer mod syd, engene afløses af dyrkede marker. Et par gravhøje stikker som klippeskær op over den mandshøje majs. Et kort stræk følger jeg landevejen mod Gram, indtil jeg får mulighed for at komme ind i det sammenvoksede kompleks af plantager omkring Stensbæk.
Inde i plantagerne er der stadigt stykker af utilplantet hede. På min vej gennem Nørbæk Plantage kommer jeg forbi en lyngflade rammet ind af plantagernes lange lige skovbryn. Lyngen fremstår i matte grønne og brune nuancer og er endnu langt fra blomstring. Skovvejene er også som trukket efter en lineal og skærer hinanden i rette vinkler. En rådyr springer over vejen, og fugle synger fra usete steder.
Efter en times vandring gennem skovene kommer jeg frem til det offentligt ejede område ved Stensbæk Plantage og de større hedestykker her, Åskov Hede, Ballum Bjerg Hede og Stensbæk Hede. Som jeg dukker ud af plantagen har jeg Åskov Hede udbredt foran, heden tæt pakket med klimper. Det er det, der gør de tre heder anderledes end næsten alle andre heder. En klimpe er en lav bakke med flad top. De kan have varierende størrelse. De største her i området har vel fire meter høje, stejle sider, og kan være flere hundrede meter lange. De ser ud, som om de er vokset op af den flade hede under dem, men virkeligheden er præcis omvendt. Klimperne var engang moser opstået på en smeltevandsslette af sand. Udvaskning af mineraler har skabt et uigennemtrængelig al-lag under dem, der har hjulpet dem til at bevare vand. Opdyrkning af arealet mellem moserne førte fra omkring femtenhundredtallet til udpræget sandflugt, der fjernede sandet mellem moserne. Mosernes fugt holdt derimod på sandet under dem. Så engang var fortidens landskab mere eller mindre i højde med klimpernes top, og det mellemliggende areal er sænket gennem afblæsning af sand. Hele processen er forklaret på en stor informationstavle, som viser en gennemskåret klimpe i profil.
Bunden mellem klimperne er dækket af græshede i to-tre gyldne nuancer. Jeg følger afmærkede vandreruter og ridestier rundt i området, med spredte småbuske og klynger af lyng, heller ikke meget af den i blomst. Ridestierne virker ikke meget brugt. Jeg har ikke gået ret langt på en af dem, da en råbuk pludselig stikker hovedet op af det høje græs ganske tæt på. Den betragter mig i lange sekunder med et spørgende udtryk, inden den uden en lyd forsvinder med høje, ubesværede spring.
Ballum Bjerg Hede har om ikke et bjerg, så dog en høje bakkekam, resten af en bakkeø fra forrige istid, udstyret med en hanekam af nåletræsplantage. Inde i plantagerne og langs skovbrynene bliver jeg slemt plaget af insekter, et halvt hundrede ad gangen kan der være. Heldigvis er det ikke stikkende myg, blot fluer og andet der bruger mig som saltslikke. De søger især mod øjne, ører, næsebor og mundvige. Så det er en ren lise at komme ud på den åbne hede, hvor en let brise skaffer mig et ophold i insektplagen. Der er ikke megen sol denne dag, der forbliver overskyet, til gengæld er temperaturen langt mere velegnet til lange vandreture end julis hede dage.
De største klimper finder jeg på Stensbæk Hede. En stor fåreflok holder til midt på heden. De har øjensynlig en yndlingsklimpe, hvor de har slidt sig igennem til sandet og nu hviler, stakket op i etager.
Efter at have krydset heden drejer jeg mod vest og begynder på hjemturen. Jeg når frem til landevejen mellem Gram og Ribe, 11,3 km står der på vejpælene af plastic. Egentlig ville jeg hellere gå ad mindre veje, men jeg har allerede gået langt, og de alternative ruter er væsentligt længere, så jeg bestemmer mig for landevejen. Heldigvis er den slet ikke så trafikeret, som jeg kunne have frygtet. Et par timers rask gang ad snorlige landevej bliver det til. Først kommer jeg ud af plantagerne, så går landevejen parallelt med de brede enge omkring Ribe Å og min vandrerute først på dagen, nord for åen. Jeg kan se kvæg og husdyr derude, men åen selv er skjult i det lave terræn. En musvåge jager med afmålte skrig langs et læhegn, et par rådyr græsser for foden af en gravhøj.
Uundgåeligt dukker det smukke syn af Ribe Domkirke op, hævet over det lave landskab op i horisonten. Landevejen går syd om byen, men separate gang- og cykelstier tilbyder en kortere vej til byens centrum, og til sidst står jeg igen på torvet, for foden af domkirken.

Eduardo Mendoza: El negociado del yin y el yang, 230-376.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s