Sjørup-Aulum (421

Udklip421

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Sjørup-Aulum, 39 km (421).
Søndag den 15. august 2021.

Det er endnu en af denne augusts mange overskyede dage. I løbet af dagen kommer der små byger, der sjældent varer mere end fem-ti minutter. Og solen formår heller ikke at bryde igennem i længere tid end det. Med en temperatur lige under tyve grader er det fint vejr til en lang vandretur.
Min tur begynder i Sjørup, en lille landsby på hovedvejen mellem Viborg og Holstebro. Den lille by ligger klods op ad en stor plantage, som er et anderledes behageligt sted end rabatten langs den travle hovedvej. Doktorstien hedder den jordsti, som jeg følger parallelt med hovedvejen og stadig inden for rækkevidde af trafikbruset. Her i kanten af plantagen er der løvtræer, især eg, mens nåletræer begynder ind mod kernen af beplantningen. Klaser af orange rønnebær lyser op i underskovens dunkle lys. En ravn skriger på afstand, og så, pludseligt og overraskende højt, lige over mit hoved, mens den kommer glidende bagfra. Minuttet efter kommer den strygende ind forfra og gentager manøvren. I den smalle lysskakt over stien kan jeg lige akkurat få et glimt af den store sorte fugl.
Efter et par kilometers vandring må jeg dog ud på hovedvejen. I første omgang skal jeg kun gå et kort stykke for at komme frem til dagens første højdepunkt. Røverdalen er et fredet stykke hede, ikke mere end tyve hektar, der som en tynd strimmel land løber fra den højere liggende landevej ned til bækken i bunden af den ådal, som Røverdalen selv er en sidedal til. Fra rastepladsen her fører en afmærket, blind sti gennem dalen, der har lyngklædte sider og græshede på dalbunden. Spor af forhistoriske veje krydser den smalle hede.
Lyngen på bakkesiden står med dæmpede grønne og brune farver, mens en flod af gyldent græs løber gennem dalen. I begyndelsen møder jeg kun få spredte lyngkoste i blomst. Området er ikke hegnet ind til afgræsning, men der er tydelige spor af mekanisk slåning, og her finder jeg et ganske lavt tæppe af blomstrende lyng, planter er blot en håndsbredde i hånden. Som jeg når ned til bunden af dalen, ser jeg dog også høj og gammel lyng blomstre i lilla, især i bræmmer langs sandvejen. Der er to-tre meters fald ned mod bækken, der er helt skjult af krat. Jeg kan se vådt ler, tegn på fremvældende vand og sumpet terræn længere nede. Så jeg holder mig oppe på den tørre hede, velvidende at jeg kommer til at se megen å senere på dagen.
Sandvejen deler sig i to grene i den nedre del af dalen. De ender begge blindt, og jeg går samme vej tilbage, op til landevejen og Rasteplads Røverdalen. Et par biler er holdt ind, og bord og bænke er taget i besiddelse. Jeg skal også videre mod vest, ad den stærk befærdede hovedvej. Heldigvis skal jeg kun gå tre kilometer, inden jeg når Hagebro. Jeg genser det lille sjove skilt, der advarer om krydsende odder, som jeg husker fra min vandring langs Karup Å (vandredag 277). Der holder flere biler i vejsiden, og der står lystfiskere syd for åen. Nord for broen bliver engene bredere, og skoven når sjældent ud til brinken, mens åen snor sig det sidste stykke til udløbet i Skive Fjord (vandredag 278).
Ved vejkrydset på den anden side af Karup Å svinger jeg mod syd og går mod Haderup ad en fredeligere landevej. Som mange af de andre små byer i dette tyndtbefolkede område er byen en række huse på hver side af landevejen, i dette tilfælde forankret omkring en ganske stor middelalderkirke i kampesten og hvidkalkede mure, rødt tegl på skibet og et lille, spidst tag på kirketårnet. Byen er da også den største bebyggelse i en stor omkreds. Denne egn er gammel hedeslette, hvor lyngen nu om dage er erstattet af store øde plantager.
Ved kirken drejer jeg mod øst, væk fra landevejen mod Herning, for at komme ned til Haderup Å og den afmærkede sti, der følger åen et stykke mod syd. Egentlig er det en fiskesti, Herning kommune har fiskeretten her, så der er frit lystfiskeri for enhver. Haderup Å munder ud i Karup Å få hundrede meter før Hagebro. På den strækning jeg kommer ind på, få kilometer opstrøms, har åen dog i sig selv en anseelig vandføring, bred dog til flotte genspejlinger af himlen. Den har et let slynget løb, i en lav, smal ådal. I begyndelsen er der en bred slået sti nær brinken, med et fint blik gennem dalen, fra vandranunklerne i åen, til kvæget øverst på bakkesiden. Snart splittes den dog op i lystfiskerne trampesti langs kanten af åen, og den markerede rute som jeg følger, ad trampestier, plankebroer og en rest af et dige, gennem fugtigt kær, markeret med friske kokasser fra kvæg, der skjuler sig et sted i labyrinten af lavt krat. Stien svinger væk fra åen, følger en sidekløft op mod landevejen, mens landskabet går over i tør eng og egentlig skov.
Tilbage på landevejen vælger jeg straks en mindre bivej, der fører mig tilbage til ådalen og en lille landevejsbro over den. Som jeg går over broen, har jeg endnu engang det flotte lange blik gennem ådalen, både mod nord og syd, og på begge sider af åen er der åben eng og intet krat.
Nu, på den anden side af åen, går jeg rask mod syd, i begyndelsen gennem plantage på begge sider, men til sidst også med udsigt over ådalen. I en fold kan en håndfuld køer glæde sig over at have overtaget overbygningen på en gammel godsvogn til læskur. DSB står der endnu at læse med hvide bogstaver. En ganske smal vej, næsten en cykelsti, giver mig mulighed for at krydse tilbage til den vestlige side af åen. Engene er stadigt brede, men vandløbet er kapslet ind i krat, der halvvejs har lukket sig over vandløbet.
Vest for åen når jeg frem til Gindeskov Krat, et fredet område med hede og gammelt egekrat. Der er flere små afmærkede vandreruter her, som jeg benytter på min vej gennem terrænet. I begyndelsen følger jeg et sandet vejspor, som giver et sidste åbent udsyn over landskabet, som det løber over græshede nær et skovbrynet, hvorfra buske og enkelt stående træer spreder sig. Herfra går en spinkel trampesti gennem krattet. I skovbunden er der på lysåbne steder høj, gammel lyng i store koste. Nærmest skovbrynet er der stadig enebuske blandt løvtræerne, men som jeg kommer længere ind i krattet, dominerer lav eg, med spinkle stammer, i forvredne og forkrøblede former. Trampestien rammer en skovvej, som jeg følger ud mod en større hedeflade. Samtidig bryder solen kortvarig frem og kaster et smukt lys over de sidste metre af egekrattet, som det åbner sig mod heden.
Heden er domineret af græsslette, med langt mellem de fritstående træer. Lyng optræder i puder og bræmmer, i ujævn blomstring, som jeg så det i Røverdalen, stadig med det smukke syn af lysende lilla mod gyldent græs. I nordvest kan jeg langt borte fra se, hvordan heden brat ender for foden af en majsmarks grønne palisader.
Jeg slår ind på en vandrerute, der fører tilbage i krattet og ned til åen. Vandløbet er dog skjult bag tættere krat, og våd skovbund tvinger stien til at holde en vis afstand. Den afmærkede sti fører frem til en parkeringsplads, hvor et par tyske familier spiser frokost ved træbordene.
Snart efter er jeg ude på det flade vestjyske agerland. Markerne er store og adskilt af lange læhegn. Korn og kartofler veksler med græsmarker og kvæg. Tre kilometer ad en snorlige landevej fører mig til Feldborg, dernæst følger jeg en zigzag rute ad små veje frem mod Hodsager.
Her går jeg et kort stræk på velkendte stier (vandredag 360). Sydvest for byen fører en afmærket sti over engene omkring Storåen, der løber i en stor bue fra det inderste Jylland til udløbet i Nissum Fjord (vandredag 326). En bred sti er slået gennem engens høje græs, og en træbro fører over åen, der her bugter sig smukt gennem landskabet. Kvæg holder til på begge bredder. Strømmen har skabt en tre fod høj sandbrink, og hvor åen strejfer den modsatte dalside, kan jeg se sandet blotlagt i flere meters højde. Gamle åslyngninger ligger afsnørede tilbage som damme med åkander på stillestående sort vand. Et stykke borte skriger to hejre ad hinanden og flyver lavt over rørskoven. Når de store fugle flyver højt på himlen, kan det være svært at påskønne deres størrelse, men her, med rørskoven som målestok, gør deres vingefang et imponerende indtryk.
Jeg træder ind i skovbrynet og møder en skovvej, der straks hæver sig til et fladere plateau et par meter over engens niveau. Det er Stovbæk Krat, fredet ligesom Gindeskov Krat. Det er et gammelt egekrat, med indesluttede hedestykker. Sandveje fører over heden, og efterhånden som jeg kommer frem, virker det, som om den blomstrende lyng tager mere og mere plads fra græsset. Jeg forlader den afmærkede rute og går mod vest over en hede, sammenstykket af blomstrende lyngpuder, hvor jeg for første gang denne dag får en oplevelse af blomstrende lyngflader, ikke bare adskilte lyngbuske.
Inden længe er jeg dog igen på asfaltvej og tager hul på de sidste kilometre frem mod Aulum. Det er dyrket land, let kuperet, med lange, lave bakkesider. Kartoflerne blomstrer, mens kornet er høstet, og halmen endnu ligger tilbage i lange baner. Med den ringe højdeforskel trækker selv små vandløb en bred bræmme af eng med sig. For foden af kirken i Aulum græsser en fåreflok fredeligt på en stor, vildtvoksende eng. Jeg går forbi fårene, forbi kirken og frem til togstationen.

Adam Zamoyski: Phantom Terror, 80-221.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s