Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Karup-Hagebro, 34,8 km (277).
Søndag den 12. august 2018.
Det er en overskyet dag, temperaturen under tyve grader, det småregner om formiddagen, og i løbet af dagen bliver det til støt heldagsregn med få pauser. Med andre ord, den danske sommer har indfundet sig efter to måneder med solskin.
Karup ligger på et af de fladeste steder i Danmark. I modsætning til andre byer af samme størrelse er det ikke kirketårnet, der rager op over de omgivende huse. Derimod er det kartoffelfabrikkens store siloer. Som jeg går mod nord, kan jeg længe se dem i horisonten, når jeg kigger mig over skulderen.
Jeg følger en smal landevej, der løber parallelt med Karup Å. Åen glider i lette bugtninger gennem tilgroede enge. På den fjerne bred græsser en håndfuld kvæg uden dog at gøre meget indhug på vegetationen. Her og der er store flader dækket af lilla gederams. Vandløbet er kantet af lave grønne brinker. Under den overskyede himmel ser vandet tungt og glansløst ud.
Landevejen trækker væk fra åen, og store og små stykker plantage breder sig langs vejen og skjuler vandløbet. Høstede marker byder på rækker af plastic-indpakkede bigballer. På en stor græsmark står der træskure, som engang har været overbygningen på togvogne til kreaturer eller anden fragt. På en kartoffelmark står en vandingsmaskine arbejdsløs hen i den lette regn, den tykke slange omhyggeligt rullet op.
Nær Høgild fører en natursti ind i plantagen og ad trampestier langs åen. Undervejs kommer man igennem et fint lille egekrat, der vedligeholdes ved kreaturafgræsning. Egetræerne er spinkle med lave kroner, i modsætning til den fredede egeskov ved Langå, hvor kvæget græsset mellem høje, tykke stammer (vandredag 119).
Det første stykke ses åen blot gennem løvhænget, men så kommer jeg frem til et udsigtspunkt, hvor brinken er tre meter høj. Foran brinken ligger enge, hvor Karup Å slynger sig i gennem i smukke, tætte slyngninger, der ligger så tæt sammenpresset, at vandløbet flere steder er ved at afsnøre små øer i sit eget løb. Trampestien fører ind i en stor fold. Der sidder et skilt på trælågen ind til folden; egentligt blot et hvidt stykke kopipapir i en plasticlomme, nonchalant klipset fast på lågen. “Tyr i indhegningen,” står der med fornærmende små bogstaver.
Efter en tur ud på engen søger jeg tilbage til den høje skrænt, der ligger en smule tilbagetrukket fra åen. I begyndelsen når skoven helt ud til skrænten og endda nedad, mens snart er der åben slette, noget af det tørt og med overdrevskarakter, længere fremme grøn eng. Udsigten over den slyngede å i ådalen er fantastisk. Over korte stræk er skrænten så stejl, at den står uden bevoksning, med rå sandflader. Jeg har set den samme kombination af naturligt slynget å og høje sandbrinker ved Skjern Å (vandredag 96).
Den lodrette sandvæg frembyder en naturlig geologisk profil: Øverst kan man se, hvor tyndt det sorte muldlag er, under det et gråt udvaskningslag, og derefter er det meter på meter af sand. Omkring en meter fra toppen af skrænten er profilen grundigt gennemhullet af digesvalers redehuler.
Jeg følger skovbrynet rundt og når frem til åbent land, hvor kun en strimmel egekrat på den fladere skråning adskiller åens våde enge fra plateauets græsmark. I spredt fægtning holder en flok skotsk højlandskvæg til her, vel et dusin i alt. Et par af dem har plantet sig midt på stien. Jeg taler til dem med lav rolig stemme, indtil jeg er sikker på, at de har set mig komme. De tilkaster mig et par søvnige blikke, og jeg kan gå forbi dem i en halv meters afstand uden tegn på panik og aggression. Det giver mig lejlighed til at se deres imponerende horn på tættest mulig afstand – de virker større så tæt på. Jeg når frem til den lave eng ved Høgild Bro. En af de langpelsede køer flytter sig langsomt, så jeg kan benytte den stente, der giver mulighed for at komme over hegnet.
Der står lystfiskere langs åens brinker, og et par biler holder på den lille parkeringsplads. Jeg går ud på broen for at nyde udsigten ned gennem ådalen, men jeg krydser ikke over. I dag holder jeg mig på den østlige side af Karup Å. I stedet søger jeg igen ud til landevejen mod nord. Hvor der er åbent land, kan jeg følge åens løb, men kun indirekte, ved at erkende konturerne af den lavning, der skjuler vandløbet.
Nogle kilometer fremme kommer jeg til den lille landsby Resen. Herfra går jeg i en stor trekantet løkke ind i landet, en tur gennem Kongenshus Mindepark. Det er første gang, jeg kommer ind i mindeparken fra vest. Det giver et tydeligt indtryk af, hvordan Karup Ådal er opbygget af terrasser. Fra Resen er der en kort, hård stigning op til det første flade niveau, adskillige hundrede meter længere fremme er der en langt jævnere stigning op til det øverste plateau.
Det er her mindeparken ligger, den frugtbare jord nærmest åen er naturligvis opdyrket. Regnen er taget til, og der er intet læ at finde ude på heden. Det dominerende indtryk af heden er af et brunt dække, rustrødt, hvor lyngen er visnet. Her og der, især langs gamle vejspor, står der blomstrende lyng, og mindre partier danner også sammenhængende lilla flader. De gamle veje er overgroede og mange steder svundet ind til smalle trampestier og fåreveksler. Undervejs krydser jeg gamle hulveje, der har slidt sig ned i terrænet for mange herrens år siden.
Jeg følger skrænten mellem de to terrasseniveauer mod sydøst. Gennem regndisen kan jeg se plantagernes skovbryn i det fjerne, tættere på græsser får i små flokke. Fårene er nyklippede og ser snehvide ud. Til sidst når jeg frem til en af de afmærkede stier på heden, følger den rundt om en klynge gravhøje og ned i ådalen omkring Resen Bæk, der skærer gennem den sydligste del af mindeparken som en grøn kile af sump og pilekrat.
En sti fører langs dalen, i kanten af den hededækkede dalside, frem mod Mindedalen. Her er der en stensat oval med mindesten for personer og steder forbundet med hedeopdyrkning. Langs den jordve,j der fører ned til pladsen, står der med passende mellemrum flere og større mindesten. Vejen fører op til mindeparkens informationscentrum. På trods af regnen er der en hel del gæster, jeg ser skikkelser på øverste niveau af udsigtstårnet og en mindre gruppe kinesere kommer ud fra den lille hvide bygning overfor.
Den lange grusvej, der fører gennem parken, snor sig gennem dalen langs Resen Bæk og ud til landevejen. Jeg har været her flere gange før, så for variations skyld går jeg ad små stier og veksler over heden og ud til asfaltvejen. Fra bunden af ådalen er der en smuk udsigt, rustrød lyng på den nordlige bakkeside, grønt græs på den sydlige. På det flade terræn ud mod landevejen er der mere blomstrende lyng, end jeg har set hidtil.
Tilbage på landevejen fortsætter jeg min vandring, først tilbage til Resen, dernæst mod nordvest. Det er agerland, domineret af majs. I løbet af dagen har jeg set gravhøje i plantagerne, på græsmarker, stubmarker og heden. Nu ser jeg også en gravhøj stikke toppen op, som en ø i et hav af mandshøj majs.
I nord når jeg ud til landevejen mellem Viborg og Holstebro, ved Hagebro, der ud over et busstoppested også kan glæde sig over en kro, en grillbar, en benzinstation og en købmand – og så ikke meget mere. Der er tyve minutter til min bus kommer. Det giver mig lige tid til at gå hen til broen over Karup Å. Et vejskilt advarer om krydsende oddere. Et par biler holder ved en lille parkeringsplads, og som alle andre steder er der et lille skilt, der oplyser om fiskerettigheder. Åen har nået en pæn bredde, og engene er vide.
Snart efter kommer min bus. “Kom indenfor i tørvejret,” siger chaufføren venligt.
Fernando Aramburu, Patria, 510-598.
Jyske Vandreture 