Aulum-Holstebro (360).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Aulum-Holstebro, 37,4 km (360).
Søndag den 26. april 2020.

Himlet er skyet, og det er adskillige grader køligere, end da jeg afsluttede min vandretur i Aulum i sidste uge. Min vej ud af byen fører mig omkring de fugtige enge, der grænser op til parcelhuskvarterer og kirken. En lille flok får hviler på toppen af en høj.
Øst for byen kommer jeg ind på små landeveje og grusveje, der fører over dyrket land til Skærbækmølle. Herfra genoptager jeg min vandring langs Storåen, som den svinger i en stor bue mod nordvest – frem mod Holstebro.
I begyndelsen løber vejen oppe på den flade land, med dets store, flade vestjyske marker, hvor vandingsmaskiner er i gang. Det er en tørvejrsdag, og vandingsmaskinerne sender en duft af sommerregn, vand og jord, ind over vejen. Åen er ude af syne nede på engene, men markeret af en smal stribe krat og høje urter. Brune, sorte og hvide heste græsser derude.
Ved det ensomt beliggende Brohus krydser en grusvej engene og åen. Jeg har fulgt Storåen fra Gludsted Plantage (vandredag 358), over flad hedeslette nord om Ikast og Herning (vandredag 359) og videre langs kanten af Skovbjerg Bakkeøs højere terræn. Nu er åen endeligt ved at blive klemt ind i en ådal, samtidig med at dens løb kastes ud i smukke slyngninger fra dalside til dalside. Åens brinker hæver sig en meter over vandoverfladen. Erosion har fået det gule sand frem under den tykke grønsvær og væltet træer her og der. Dalsiden i øst er højere, skråningen er dækket af spredt krat op mod plantagen på det flade terræn. Lyngkoste og lav dækker de tørre partier.
Inde i plantagen drejer jeg mod nord ad første grusvej og når snart derefter landevejen mod Karup, som jeg bruger til at krydse tilbage over Storåen, denne gang med et lidt højere udsigtspunkt fra den jordvold, der fører vejen over de våde enge. Vest for åen viser et skilt ind til parkeringspladsen ved Stovbæk Krat.
Stovbæk Krat er et fredet område, der omfatter enge med Storåens mæandre og et egekrat på gammel hede. En afmærket trampesti fører ind krattet, snart kantet af en række gamle egetræer. Nogle af åens slyngninger når helt hen til kanten af de store træer. En håndfuld køer græsser ude på engen.
Gamle ege med tykke stammer afløses af en sektion høje nåletræer, hvor der er nyfældede træer og træstubbe med cirkelflader af frisk ved. Over mit hoved hører jeg ravneskrig fra to forskellige positioner, en ravn passerer fra øst, og kort efter vender to af de sorte fugle tilbage under meget højlydt konversation. Længere fremme finder jeg egekrattet, der omkranser en lysning med lyng og lav. De små forkrøblede ege er mosdækkede og rækker krogede grene frem.
Stien fører ud til brinken af åen, der her hæver sig fire-fem meter over vandløbet. Flade enge strækker sig til den modsatte dalside. Under mig strømmer åen af sted i støt tempo, den uregulerede å æder sig ind på skrænten, der står med blotlagt og udskredet sand mange steder. Det er et landskab, som jeg har set tilsvarende ved Karup Å, få kilometer mod øst (vandredag 277) og ved Skjern Å mod syd (vandredag 96).
Jeg runder et bøgekrat med udsprungne blade og slår ind på stien, der fører ud til engene og tværs over dalen. Afsnørede arme af åen er blevet til små, slangeformede søer med stillestående vand. En træbro gør det muligt at passere Storåen. Øverst på den modsatte bakkeside ligger landsbyen Hodsager med en lille kirke i fin profil mod himlen. En fodsti går langs dalsiden, sort kvæg på den ene side, et villakvarter på den anden, indtil jeg når frem til asfaltvej i vest.
Endnu en gang krydser jeg åen ad en landevej. Oven for engene er der dyrket land, isprængt en smule hederester. Jeg forlader asfaltvejen for at vandre ad de lange grusveje gennem plantagerne på plateauet syd for Storåen. Her og der er der skåret store firkanter ud af nåletræerne. Næsten uundgåeligt er markene lagt ud til kartofler. Flere steder kommer jeg forbi en anden vestjysk specialitet: minkfarme, og til slut fører grusvejen over motorvejen mellem Herning og Holstebro.
Vest for motorvejen brydes den sammenhængende plantage op i mindre skovstykker og agerland, stadigt oftere med hyppige glimt af å og enge – og Holstebros yderste forstæder på den fjerne bakkekam. Solstrejf falder på græssende får på engene på den anden side af åen.
Storåen blev opstemmet ved Holstebro i forbindelse med etableringen af et kraftværk i 1941. Det resulterer i dannelsen af Vandkraftsøen i den smalle ådal øst for byen. Søen er tre kilometer lang, og det er ved den østlige ende, at jeg igen kommer tilbage til bredden af åen. Der er et større net af vandre- og cykelstier på begge sider af søen. Indledningsvist går jeg tilbage mod øst ad en jordsti på den skovklædte skråning. Stien fører frem til en gyngende træbro over åen, kun bred nok til en person ad gangen. Adskillige løbere og spadserende passerer i løbet af de få minutter, jeg bruger på at hvile og drikke vand.
Den smalle træbro har en lille låge med fjederlås på nordsiden. En øjebliks betragtning giver svaret: Jeg står i en stor fårefold langs nordsiden af åen. En grussti, nærmest på et lille dige, fører mod vest, der er store damme og rørsumpe op mod den. Få hundrede meter henne udvides åen og bliver til den smalle Vandkraftsø. Nyere parcelhuskvarterer ses højere oppe på bakken. Jeg krydser en asfaltvej og kommer ind i en ny fårefold. På den anden side af søen er der overdrev, skråninger med fæstier og græssende får i flere etager.
Som jeg fortsætter mod vest kommer jeg ind i skov. Der ligger nogle få spredte ejendomme ved søbredden, og, hvor stierne snor sig væk fra sø og skov, ligger et bælte af hestefolde mellem parcelhuskvarterer.
Længst mod vest møder jeg villaer, en roklub og opstemningen med elkraftværket, der er en overraskende lille terning i gule mursten. Vest for dæmningen løber Storåen videre med nyt brus. Et lag af aflejret gullig slam på stensætningen vidner om højere vandstand på andre årstider. Syd for åen er der fladt, og området rummer kolonihaver. Den nordlige bred er anderledes kuperet, med trapper på de mest udsatte steder. Til sidst får villahaverne overtaget åbredden, og jeg går gennem et lidt ældre villakvarter, indtil jeg når frem til de større gader, der leder frem til stationen og regionaltoget mod Herning.

Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 497-568.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s