Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Bording-Ikast, 31,6 km (358).
Langfredag, 10. april, 2020.
Der er lige så få passagerer med Arrivas tog mod Herning, som der har været med på toget mod Struer, som jeg har benyttet på mine sidste vandredage. I dag står jeg af i Bording. Byen har en af den slags små stationer som engang markerede det sidste niveau før det rene trinbræt. Det er en klassisk stationsby, som har vokset sig større end den nuværende Bording Kirkeby.
Jeg følger hovedgaden mod sydøst, krydser Herning-motorvejen uden for bygrænsen og kommer så ud på den flade hedeslette, med store firkantede marker, fjerne læhegn, og her også en brutal række højspændingsmaster fra horisont til horisont. Flere af markerne er friskharvede og lugten af nyvendt jord hænger i luften – vekslende med stanken fra gylleudkørsel. En hare letter fra lejet på en af de grønne marker, som jeg kommer frem. Det er en fin dag til en vandretur, tørt og megen sol. I det åbne flade landskab skal vinden imidlertid ikke røre meget på sig, før det bliver nødvendigt at tage handsker på.
Den flade hede brydes af enkelte bakkeøer. Nær en af dem ligger en lille sommerhuskoloni med det mærkelige navn Guldforhoved. Nysgerrighed driver mig senere til at slå stednavnets etymologi op. -hoved bruges ofte om et markant bakkefremspring, -for kan betyde vej, især ved et vadested (en af sommerhusvejene hedder da også Flodvej), og guld– kan henvise til farven gul i enten vegetation eller vand.
Umiddelbart syd for sommerhusene fører en lang grusvej ind til det nordvestlige hjørne af den store Gludsted Plantage. I modsætning til skovene på det kuperede terræn i Østjylland med deres slyngede skovveje er plantagens lange grusveje snorlige. De opdeler plantagen i store rektangler af enshøje graner, tynde stammer på den magre jord. En enkelt diagonalvej skærer sig igennem på tværs. Duer og skovskader flyver lejlighedsvist på tværs af skovvejenes åbne rum, og spurve synger fra skjulte steder i trækronerne.
Der er smalle bælter af løvtræer nær skovvejen, ellers er det alt overvejende nåletræer. Langs skovvejene er brandbælterne friskpløjede med mørk jord i tætte baner. Længere inde i plantagen er den pløjede jord tørret ind til en grå farve, der afslører indholdet af sand. Hochsitze i vekslende højde står med korte mellemrum. Grusvejene er mærket af traktorspor og hestesko, der er langt mellem aftryk af støvlesåler eller cykeldæk. Gludsted Plantage er et af de mest øde steder i landet.
Inde i den store plantage står nogle få hedestykker tilbage. De er fuldstændigt omsluttet af træer, som har det karakteristiske plantageskovbryn, hvor man ser direkte ind i en søjlehal af høje graner, i stedet for en gradvis overgang med krat og store grene som grådigt rækker efter lys, som man ser det i naturskov. Inderst i skoven, ved en ryddet lysning ligger et gammelt skovriderhus med gulkalkede mure. Lysningen er hegnet ind til får, men de er endnu ikke kommet på græs.
En af de største lysninger er hegnet ind. Det virker som om, der er i gang i kunstig fornyelse af heden, for lyngen både inden og uden for folden fremtræder i ankelhøjde og må være blevet slået. Et par små damme ligger i et hjørne af lysningen, og på trods af de sidste uger med meget tørvejr står der stadigt betydelige mængder vand på jordvejen og lavere dele af lysningen. Det betyder formentligt at jorden aldrig er blevet pløjet, så det oprindelige al-lag af udfældede mineraler, uigennemtrængeligt for vand, stadig består.
Jeg har rundet et par af de skarpe hjørner og er på vej mod vest. Umiddelbart før jeg når asfaltvejen gennem plantagen møder jeg for første gang skovgæster, først en løber i selskab med en lille terrier, ankelhøj ligesom den slåede lyng, så et par mountainbikere. På den anden side af asfaltvejen rejser et par biler støvet på den grusvej, der fører ned til Isenbjerg. Isenbjerg er med afstand det mest besøgte sted i den store plantage. Her, på en af de største lysninger med bevaret hede, rejser en bakkeø sig næsten tredive meter over det omliggende terræn. Jeg var der sidst på en augustdag for et par år siden, hvor lyngen stod med blændende lilla farver (vandredag 224).
I dag fortsætter jeg imidlertid ad landevejen mod vest, indtil jeg når det første vejkryds, hvor jeg gør en afstikker mod nord. Et skilt peger af mod Kærshovedgård.
Ved den store parkeringsplads for foden af Isenbjerg står en mindesten for våbennedkastningerne til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Tre navne er nævnt på den sten. Ud over Isenbjerg er det Vilsterbjerg, på Harrild Hede, få kilometer herfra (vandredag 223), og så er det Kærshovedgård.
Kærshovedgård er et tidligere statsfængsel, som senere er overgået til anden anvendelse. I dag er det Udrejsecenter Kærshovedgård og huser udlændinge på såkaldt tålt ophold, dømt til udvisning eller med afslag på asylansøgning. Det er den persongruppe, som den forrige regering besluttede at flytte til Lindholm i Stege Bugt, et projekt den nuværende regering har skrinlagt på grund af prisen (750 millioner), foreløbigt uden at lægge sig fast på anden placering. Klynger af bygninger ses inde bag træerne, den vestlige udløber af plantagen. En vognport i en hvid længe er spærret af høje gitterlåger og ved parkeringspladsen er der skiltet med advarsler om videoovervågning og adgang forbudt.
Umiddelbart nord for Kærshovedgård løber våde enge i øst-vest retning, på begge sider af en bæk, mindre end en meter bred. Bækken har sit udspring inde i Gludsted Plantage. Den ser ikke ud af meget her, men det er den første strækning af Storåen. Åen løber i en bue mod nordvest og munder ud i Nissum Fjord med betydeligt større vandmængder (vandredag 326). Undervejs løber den igennem Holstebro (vandredag 45), hvor den i løbet af denne regnfulde vinter skabte betydelige problemer med oversvømmelse.
Jeg går tilbage til landevejskrydset og fortsætter min vandring mod nordvest, parallelt med Storåen, men i vekslende afstand fra vandløbet. Som jeg nærmer mig Ikast passerer jeg en golfbane, motorvejen og jernbanen og et udflytterkvarter, hvor store nybyggede villaer får udsigt over Storåens lave ådal. Jeg kan følge åens position i det lave terræn i kraft af buskadset på brinkerne.
I udkanten af byen er der et stisystem omkring åen, med nogle små opstemmede søer og rørskov. Som jeg kommer frem går enge og rørskov over de velplejede plæner omkring en park og endnu en golfbane. Vandet har den samme rustrøde farve, som jeg kender fra brunkulslejerne i Søby (vandredag 255). I en fods højde over den nuværende vandstand er vegetationen farvet af aflejrede jernforbindelser. Jeg ville ikke kalde farven for gul, men måske har de folk, der fandt på navnet Guldforhoved, haft en anden opfattelse.
Ved hul nummer 7 på golfbanen krydses åen af landevejen mod Holstebro, og jeg drejer af mod byen og går den korte vej ind til stationen i Ikast.
Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 407-454.
Jyske Vandreture 