Højslev-Virksund-Viborg (357).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Højslev-Virksund-Viborg, 42,1 km (357).
Søndag den 5. april 2020.

To personer er vi i min sektion af toget, og efter Viborg har jeg det hele for mig selv, indtil jeg endnu engang står på perronen i Højslev. På en smuk forårsdag med blå himmel, klar sol og højere temperatur end længe.
Dagens plan er at begive mig mod Virksund, krydse dæmningen og gå mod syd, øst om fjorden til Viborg. Det er min tredje vandredag i træk fra Højslev. På grund af corona-situationen holder jeg mig fra busser, myldretidstrafik og intercitytog. Arrivas mennesketomme regionaltog virker helt sikre, og den sidste måned har jeg taget udgangspunkt i de små stationer på tværbanen mod Struer. Efter de to sidste vandredage at have begyndt dagen med at gå ad landevejen mod Hobro er det tid til forandring.
Derfor går jeg ad små veje mod vest. Fladt terræn og brug af stednavnet Søby antyder at en sø er blevet tørlagt i tidligere tider. Hurtigt stiger vejen dog op mod en bakkekam, prydet med et par store gravhøje øverst. Store Vasehøj hedder den største. Der er ikke langt mellem gravhøjene her på egnen, det virker som om, der altid er en inden for synsvidde, som jeg går mod nordøst over det højt liggende terræn. Der er nogle få glimt af Limfjorden gennem læhegnene, og i vest kan jeg se Skive.
Landskabet er overvejende dyrket land. Et stort cementstøbere og en lille flyveplads ligger underligt isoleret i åbent terræn. Viber flyver lavt over markerne, og en landmand fejrer Palmesøndag med gyllekørsel.
Den smalle landevej fortsætter i en grusvej. Efter afkørslerne til de få gårde går grusvejen over i en markvej, der hurtigt forfalder til et næsten udvisket hjulspor. Mit kortmateriale byder ellers på en langt mere overbevisende afbildning af en gennemgående vej, så jeg bliver lidt bekymret for at markvejen er blevet sløjfet længere fremme, så jeg vandrer ad en blind vej. Det sker desværre af og til at små veje bliver nedlagt, uden at det registreres på de officielle kort.
Heldigvis er det ikke tilfældet her, en kilometer længere fremme har jeg igen asfalt under fødderne. En landmand er i gang med pløjning. Mågerne holder sig væk, måske har de nok nyvendt jord at vælge imellem i dag. I stedet har en halv snes hvide vipstjærter travlt bag traktoren.
Jeg når frem til hovedvejen mellem Hobro og Skive. Der er en hel del biler på vejen. Fra det højtliggende terræn kan jeg se Hjarbæk Fjord i øst. Snart efter passerer jeg på afstand Ørslev Kloster, hvor jeg var omkring for en uge siden (vandredag 356) og tager hul på nedstigningen til fjorden og Virksund. På det lavere terræn ligger Ørslevklostersø, der som navnet siger engang har tilhørt klostret. Egentligt er det resterne af et sund, der forbandt Hjarbæk Fjord med Lovns Bredning.
I dag er vandstanden i Hjarbæk Fjord reguleret ved dæmningen ud mod bredningen. Virksund med campingpladser og sommerhusområder ligger vest for dæmningen, og det lille fiskerleje Sundstrup ligger øst for. Ænder og svaner holdet til nord for dæmningen, et par skarver ligger i hvirvlerne fra udstrømningen fra fjorden, og rødben flyver gennem luften. Der holder biler på parkeringspladsen, par og små familiegrupper går langs dæmningen og stranden.
I nord, på Himmerlandssiden kan jeg se de gule skrænter ved Ulbjerg Klint, som var så fremtrædende ved min vandretur omkring Lundø for fjorten dage siden (vandredag 355). Den østlige side af Hjarbæk Fjord, syd for dæmningen, er præget af grønne bakker. En gammel fiskerhytte står tilbage på den flade eng nær stranden. Øverst på bakkekammen knejser to kuplede gravhøje, der kaldes for Marens Patter. Navnet kan nok have haft en ydmyg oprindelse i folkesavn eller karlekamre, men har siden skaffet sig plads på Danmarks officielle landkort.
Øst for fjorden er opstigningen til plateauet brat og dobbelt så høj som i vest. Undervejs ser jeg en tårnfalk jage nær landevejen, og et par hejrer letter fra de små damme og kær, der dækker en del af engene. Da jeg når toppen, slår jeg ind på den mindre landevej mod syd.
I sidste uge var jeg forbi de tre gamle godser Ørslev Kloster, Strandet og Tårupgård vest for Hjarbæk Fjord. De tre godser har ingen eller kun lidt jord tilbage (mest skov), ingen landbrugsjord. Øst for fjorden ligger det store gods Lynderupgård, som er en anden sag, med næsten 1000 hektar jord, 10 kvadratkilometer. Det ses på markstørrelsen, stor firkanter, rammet ind af læhegn. Hjarbæk Fjord har nogenlunde form som en boomerang, og jeg vandrer langs den indre bue. Af og til, hvor kløfter løber ned mod vest, kan jeg stadigt skimte fjorden og landet i vest. Som jeg kommer længere mod syd, åbner der sig imidlertid et blik ud over lange bakker og brede enge, ud mod fjorden i sydøst.
Lynderup Kirke ligger på bakken oven for herregården. Nye røde avlsbygninger vender ud mod vejen, men det er stadigt muligt at få et blik på hovedbygningen med dens to etager af grønt og hvidt stokværk. Jeg følger landevejen mod øst, kilometerbrede enge vender ud mod fjorden. Engene ligger stort set øde hen, nogle få heste og en flok røde køer er dog sat på græs.
Ved den lille landsby Låstrup når jeg frem til den travle landevej mellem Viborg og Løgstør. To af Himmerlands største åer munder ud i Hjarbæk Fjord her, først Simested Å og dernæst, med en dobbelt så bred ådal, Skals Å. Imellem dem, klemt op på et højdedrag, ligger Skals. Landevejen krydser også højdedraget og giver smukke udsigter over den flade landskab af åer og endeløse enge. Skals Å giver de bedste muligheder for vandreren. Himmerlandsstien (og her også Hærvejen), en banesti på den gamle jernbane mod Løgstør, krydser åen ved dens udmunding i fjorden (vandredag 200). Dertil kommer en parkeringsplads ved landevejen, hvorfra stier, forstærket med plankebroer, fører gennem oversvømmede enge og rørskove, langs med åen ud til fjorden (vandredag 303).
Jeg afstår dog fra at gøre en afstikker der ud i dag, for jeg har allerede gået langt og har stadigt en halv snes kilometer tilbage. Ved den sydlige dalside, hvor landevejen skærer sig op mod plateauet, begynder en lang, jævn stigning, som varer næsten fire kilometer. Den samlede stigning i højdemeter er under halvtreds meter, så det er egentligt ikke så fysisk krævende – psykologisk virker det dog endeløst.
Omsider er stigningen dog til ende, og kort efter når jeg frem til bæltet af gamle hedeplantager omkring Viborg. Jeg griber chancen for at skrå igennem Neckelmanns Plantage. Jeg var her på en våd novemberdag sidste efterår (vandredag 340). I dag er der solskin gennem halvåben nåleskov, skovvejene er ikke alt for mudrede, og jeg begynder at møde spadserende, løbere og hundeluftere. Efter en lang varm vandredag under solen er det velgørende at komme ind i den svale skov med duften af grannåle. Syd for plantagen mødes jeg af Viborgs vartegn mod syd, kraftvarmeværket, der ligner en strandet hval. Og efter en lang vandring ad fortove er jeg endeligt fremme ved banegårde.

Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 374-407.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s