Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Søer og skove ved Viborg II, 22,9 km (340).
Søndag den 3. november 2019.
Det har været et nedbørsrigt år, og da toget fra Århus når Langå og svinger ind på tværbanen mod Viborg, kan jeg se resultatet: oversvømmede enge. Enkelte steder når vandet helt op til banevolden. De lokale medier fortæller, hvordan pramdragerkroen ved Svostrup, opstrøms, (vandredag 316) kæmper mod truende oversvømmelse af vinkælder og gæsteværelser.
Det bliver ikke bedre i dag. Regnen falder støt, og jeg begynder min vandredag med at iføre mig regnslag, før jeg går gennem Viborgs våde gader, forbi domkirken og frem til søerne. Den lille lystbådehavn ved Borgvold ligger tom hen, en vandfyldt jolle er sunket under vandlinjen. Jeg følger Randersvej over den smalle strimmel land mellem Søndersø og Nørresø og slår ind på stien mod nord.
Der er en smal bræmme rør langs søbredden, afbrudt af sparsom grønsvær med korte bådebroer. På den anden side af søen ses byens profil med domkirkens tvillingetårne igennem disen. Regnen skaber et uroligt mønster på søens overflade, regndråbernes nedslagspunkter der kommer og går i samme sekund. Blishønsene er søgt sammen i store flokke i den nordlige ende af søen. En ganske anden slags silhuet rejser sig på den fjerne side af søen: Viborgs Kraftvarmeværk.
Nord for søen ligger Nørremølle enge, et indhegnet område, hvor en låge giver adgang til en rundtur ad en anlagt sti. En informationstavle oplyser om naturområdet og den handicapvenlige sti. Et nyere opslag, et hvidt stykke A4 papir, plasticlamineret, er klipset fast til en stolpe og gør med store bogstaver opmærksom på, at man for tiden ikke kan færdes tørskoet på stien. Tilmed er der bundløse huller klods op ad stien.
Sidstnævnte information viser sig at være tættest på sandheden . Her og der er stien oversvømmet i et omfang, så gråænder hviler i pytterne, og jeg slipper ikke fra min rundtur uden våde tæer. Husdyrene er taget på stald, og en enlig fiskehejre har sivene for sig selv. Kun hovedet og det øverste hals er synligt, så den gør et slangeagtigt indtryk, mens den betragter mig med stikkende øjne. Fuglen bruger ikke lang tid på at bestemme sig for at fortrække og går på vingerne med tunge vingeslag.
Fra de våde enge går jeg gennem de yderste parcelhuskvarterer til rundkørslen ved varmekraftværket. Værket, fra 1996, har en karakteristisk konstruktion med to store skaller, dækket af mørke keramiske fliser, og en høj skorsten. Alt efter temperament kan det ligne en strandet hval eller en oceandamper. Her, nordvest for Viborg, ligger et bælte af plantager: Neckelmanns, Skrikes, Undallslund og Margretelund.
Jeg begynder min vandring med at følge en grusvej langs skovbrynet, hvor plantagen kantes af løvtræer med smukt, dryppende vådt efterårsløv. Snart kommer jeg dog ind i den nåleskov, der udgør kernen i plantagen. Der er flere afmærkede cykel- og vandreruter, men foreløbig har jeg skoven for mig selv. Granskoven er tæt, og der er kun en skakt af gråligt lys langs skovvejene.
I Skrikes Plantage er der en smuk skovsø med en antydning af kær langs bredden. Der er endnu flere afmærkede ruter i Undallslund Plantage, ung bøgeskov mod syd og små søer i midten. Jeg går en rundtur i området, der i syd har et fint lille ottekantet skyttehus. Der er flere biler på parkeringspladsen ved huset og motionister og børnefamilier i det centrale område ved søerne.
Det er ikke første gang, jeg har været her. Hærvejens forgrening mod Hirtshals og Frederikshavn går gennem plantagen (vandredag 200). I dag ser jeg lidt mere af området, inklusiv en lille flok geder der græsser på en skoveng nord for søerne.
Til sidst er jeg tilbage ved skyttehuset og fortsætter ad grusvejen langs Margrethelund Plantage. Efter timers regn er det omsider ved at klare op, og jeg når at gå de sidste kilometer gennem Viborgs forstæder i solskin. Her følger jeg Himmerlandsstien, banestien mellem Viborg og Løgstør, som fører helt frem til perronen ved Viborg Banegård. Og tre kvarters ventetid på næste tog.
Elia Barcelo: El color del silencio, 224-290.
Jyske Vandreture 