Dyrehaven & Jægerborg Hegn, 23,1 km (339).
Søndag den 27. oktober 2019.
Vejret er en klar forbedring i forhold til min regnfulde vandretur ved Esrum Sø i går (vandredag 338). Det er sol fra morgenstunden. Jeg går den korte vej fra S-togsstationen i Klampenborg til den røde træport, der fører ind til Dyrehaven. Inden for er alt glitrende vådt i solskinnet.
Det er stadigt først på morgenen, og der er endnu ikke mange mennesker i Dyrehaven. Jeg går forbi Bakken, der ligger øde hen og svinger ind mod Ulvedalene. Skov og slette veksler og går ofte i ét i et halvåbent landskab med mange gamle ege. Ulvedalene rummer et mere kuperet terræn.
På sletten foran bakkerne afholder Det Kongelige Teater med et par års mellemrum friluftsskuespil. Traditionen blev startet i 1996, da København var Europæisk Kulturby. Da Århus blev Kulturby i 2017 blev traditionen transplanteret til Moesgård Museum (vandredag 239), hvor man foreløbigt har opført Kong Arthur (2017) og Røde Orm (2019).
Der er ingen mangel på store flotte ege med tykke stammer, døde eller levende, stående på roden, eller som væltede træstammer. Her og der, i åbent land, hvor der er masser af lys og plads, står der anderledes lave ege, med tromletykke stammer. De gør et ejendommeligt, bonsai-agtigt indtryk. Jeg gætter på, at deres specielle form skyldes mange år med hjorte, der har nippet friske skud af dem. I århundreder, snarere end årtier.
Jeg går i en løkke ud mod Dyrehavens sydvestlige hjørne. Undervejs passerer jeg en informationstavle, der fortæller om et forsøg med at genudsætte eghjorte, der eller er udryddede i Danmark. Eghjorten er Europas største bille, næsten 10 cm lang. Så tidligt som i 1924 blev Æbelø (vandredag 109) fredet i et forgæves forsøg på at bevare den store bestand her. Efter 30 år var det imidlertid forbi. Eghjorten har brug for levende gamle egetræer, såvel som dødt, trøsket ved, for at overleve, og hvor de importerede eghjorte (fra Tyskland) er sat ud, er der rigeligt af begge dele.
En håndfuld dådyr græsser i en tykning, en dåhjort hviler i skovbunden nær stien, så uanfægtet af min passage at jeg i første øjeblik tager dens skufler for afbarkede grene, en sikahjort skotter uinteresseret til mig, mens den græsser i et par meters afstand. Dyrehavens hjorte er naturligvis vant til at se mennesker omkring sig.
Jeg begynder at gå ind mod Eremitage-sletten. Skoven trækker sig tilbage til fjerne skovbryn. En ravn flyver over himlen, gnistrende sort i solen. Længere borte høres en artsfælles hæse kald. Der er spadserende, cyklister, løbere og hundeluftere på stierne. Da jeg kommer ud på den store slette, ser jeg ryttere i det fjerne. Et stykke foran mig står flere naturfotografer med kameraer på stativer. Det er brunsttid, og dådyrenes parringsplads ligger her, sydvest for Eremitageslottet, hvis profil anes i det fjerne, beliggende på det højeste punkt i terrænet.
Adskilligt hundrede dådyr er forsamlede i en stor cirkel. Nogle få dåhjorte stoltserer med knejsende gevir inderst inde, med masser af luft omkring dem. Ikke desto mindre gør de af og til et rasende udfald mod rivaler i periferien. Som regel stikker rivalen af, men af og til brager gevirerne sammen, i en kort og intenst kraftprøve.
Skilte advarer Dyrehavens publikum om at holde afstand til kamppladsen. Jeg holder mig til i kanten af sletten, indtil jeg får mulighed for at slå ind på vejen op til Eremitagen. Umiddelbart nord for vejen ligger en golfbane med et pænt besøg. Det karakteristiske smæld fra golfkølle mod golfbold veksler med det tørre knald fra gevir mod gevir syd for vejen.
Flere cyklister passerer mig på vej op mod slottet. Pludselig krydser to dåhjorte med store skufler vejen, højlydt snøftende og med de fortinnede blikke stift rettet mod den lokkende flok af hinder. Med vejens lette løft får jeg et bedre udsyn over de mange dyr på sletten. Blandt de mange gråbrune kroppe lyser nogle få hvide dyr op.
Eremitagen er det samlende punkt for Dyrehaven og dens mange besøgende. Den vestlige side ligger i skygge, og folk har samlet sig ved den solbeskinnede østfacade. Herfra er der også en smuk udsigt over åben slette og ud over Øresund. Stenskulpturer af griffer omgiver slottet ved jordniveau, mens Pan-figurer har fået overdraget tagetagen.
Fra Eremitagen går jeg mod nord, forbi golfbanen, hvor hjorte blander sig med spillerne, og ind i skoven, indtil jeg kommer ud af Dyrehaven ved Rådvad Dam. Det er Mølleåen, der her er dæmmet op.
Nord for Mølleåen ligger Jægersborg Hegn. En langt mere kompakt skov, og ikke i samme grad et plejet landskab som Dyrehaven. Længst mod nord kommer jeg igennem Bøllemosen, hvis flade delvist er tilgroet med birketræer. En plankebro fører ind mellem de hvide stammer og frem til kanten af en lille sø. De høje træer langs søbredden spejler sig fint i vandet.
Herfra går det mod syd, jeg kommer igen ind i Dyrehaven og krydser snart efter endnu engang Mølleåen. En opstemning nedstrøms gør åen bredere her, og en skrutrygget hejre har fundet sig en tør gren i det oversvømmede pilekrat, få centimeter over vandoverfladen.
En kort stykke længere fremme passerer jeg hvidtjørnesletten, der har sit navn efter de mange tjørnebuske her, skulpturelt forkrøblede af hjortenes bid. Buskene står bladløse hen, men flere af dem bærer en sky af røde bær.
Skyer har trukket op, og det begynder at regne, som jeg tager hul på de sidste kilometre. Solen er forsvundet fra Eremitagens østfacade, som jeg ser for sidste gang, inden jeg igen når ind i den åbne løvskov. Folk har paraplyer fremme eller hætterne oppe. En enkelt cyklist har trukket sin cykel ind under et bøgetræs halvt afpillede krone.
Det gør nu ikke mig så meget. Jeg er næsten ved vejs ende, forlader Dyrehaven ad den samme røde port som jeg kom ind ad, går de få hundrede meter til Klampenborg Station og stiger ind i et S-tog.
Elia Barcelo: El color del silencio, 201-224.
Jyske Vandreture 