Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Moesgård-Århus, 24,5 km (239).
Mandag den 26. december 2017.
Moesgård Museum, syd for Århus, er endestation for bybus 18 og det perfekte udgangspunkt for vandreture i skovene. Herfra har jeg også vandret langs kysten eller ind i landet. I dag – på en af årets korteste dage – har jeg planlagt en enkel og kortere tur, der ender ved min egen gadedør.
Fra stoppestedet er der udsigt til det nye Moesgård Museum, i moderne stil, beton, halvt gravet ind i en bakkeside. Længere nede ad bakken, for enden af den smukke allé, ligger den gamle herregård, fire længer, stor brolagt gårdsplads, fjernest hovedbygningen, malet i en nuance af lyserød jordbæris. På gårdspladsen står et stort juletræ med de elektriske lysguirlander tændt. I et år med hvid jul ville det have været en idyllisk scene, værdigt til en julekalender på tv.
Denne dag – 2. Juledag – er imidlertid anderledes, mistrøstigt gråvejr, blæsende, byger der i løbet af dagen bliver til vedholdende regn: en vanskeligt tilgængeligere del af charmen ved det danske klima. Jeg vender resolut ryggen til herregården og går den modsatte vej op gennem alleen, ind i landet og op ad bakken.
Alleen her består af yngre træer med spinklere stammer, så man har et glimrende udsyn over det omgivende landskab. Terrænet er opbygget af langstrakte, bølgende bakker, delt mellem agerland og store skove på den højere liggende jord, enge og sumpet skov på den lavere liggende jord.
Jeg krydser Oddervejen og kommer umiddelbart efter ind i Hørret Skov. En periode var skoven berygtet for at huse en aggressiv musvåge, der angreb løbere – i mangel på mountain bikere antager jeg. I dag er der nu ganske fredeligt. Ryttere og løbere bruger skoven i god ro og orden. Jeg følger en velanlagt sti rundt i skoven, indtil jeg når frem til Uller Eng, der er en stor lysning, fuldstændigt omsluttet af skov.
Der er dem, som mener at det velkendte udtryk “ugler i mosen” er en forvanskning af “uller i mosen”, hvor “uller” er en yderligere forvanskning af “ulve”. “Ulve i mosen er unægteligt en anden situation end ugler i mosen. I seksten- og syttenhundredtallet bekæmpede man ulven som skadedyr. Det involverede blandt andet stort anlagte klapjagter, hvor tusindvis af bønder blev tvangsudskrevet til at være klappere, hvor de over flere dage og snesevis af kilometre skulle drive ulvene foran sig. Det var en forhadt pligt, for i sagens natur gav det kun mening at gennemføre sådanne klapjagte i vintre med mindst fjorten dages hård frost. Dengang var moseområder langt mere udbredte her i landet på grund af højere grundvandsstand (der senere blev sænket som følge af dræning og afvanding), og andre steder opdyrkning af hederne med brug af dybdepløjning som ødelagde al-laget, der ellers forhindrede nedsivning af vand. Perioden med hård frost gjorde det muligt for klapperne at gå igennem de tilfrosne moser. Hvis det ikke lod sig gøre, var jagten skønne spildte kræfter, ulvene ville blot benytte moserne til at liste sig igennem klapperkæderne.
I dag er der igen ulve ved Ulfsborg, men de er endnu ikke vendt tilbage til Uller Eng. Jeg forlader stedet og går i stedet videre ad en mudret trampesti. Et par rådyr springer rask gennem skoven. Deres tykke vinterpels er så perfekt afstemt til underskovens farver, at de næsten er usynlige, kun deres bevægelser og hvide agterspejl afslører dem.
Fra sydkanten af skoven fører en gammel markvej over dalbundens eng og op ad en lang bakke. Få hundrede meter mod vest går Hovstien, der er en del af en afmærket sti fra Moesgård, langs Giber Å til herregården Vilhelmsborg, videre over ådalen og frem til Jelshøj, det højeste punkt i Århus Kommune (vandredag 85). Den lange bakkeside, jeg går opad, toppes af en mindre bakkeknold, femten meter høj, halvmåneformet med en stejl skråning vendt ud mod mig. Andre steder i landet kunne det være flyvesand, men her er det nok snarere resultat af bortgravning til råstofbrug. En trampesti gør det muligt at bestige bakkeknolden, der byder på en vid udsigt over landskabet.
Videre fremme kommer jeg til den lille landsby Langballe, der domineres af en smuk firlænget gård i sort og hvidt bindingsværk. Etymologien en noget sikrere for navneelementet “-balle” end for “uller”. Balle er et meget brugt navn for marker, det betyder “jævnt stigende forhøjning”, hvad der jo meget godt beskriver de lange, moderate bakkesider omkring mig.
Herfra går jeg mod øst, indtil jeg kommer til Fulden, endnu en idyllisk lille landsby, her med en fin lille bro over Giber Å, den hviler på to store råt tilhuggede kampesten i selve åløbet.
Små markveje og skovveje fører frem til Skovmøllen, hvor jeg genfinder Giber Å, nu med en opstemmet mølledam og en laksetrappe. Skovmøllen er et populært serveringssted i skoven, og den restaurerede mølle kværner korn til mel på gammeldags vis. Den ligger få hundrede meter fra Moesgård Museum, så der er en lind strøm af motionister, hundeluftere og skovgæster.
Jeg går et kort stræk gennem skoven langs Giber Å, indtil jeg bryder af, forlader skoven og åen for at gå op over en åben bakkeside og i retning af herregården. Undervejs passerer jeg et rekonstrueret jernalderhus. Denne strækning er en del af den såkaldte Oldtidssti. Ud over museet huser Moesgård også arkæologien og etnografien under Århus Universitet. Oldtidsstien fører rundt til nogle af de rekonstruktioner af forhistoriske bygninger, forskere har opført på herregårdens område. Andetsteds (vandredag 174) på arealet ses således en konstruktion af kulthuset fra stenaldergravpladsen ved Tustrup (vandredag 179).
For anden gang i dag passerer jeg herregården, denne gang set fra modsatte side, ud mod parken, og derefter går jeg i gang med den lange vandring gennem Marselisborgskovene og ind til Århus. For variationens skyld holder jeg mig denne gang til den vestlige kant af skoven, længst væk fra havet. Det betyder, at villakvartererne aldrig er langt væk. Selv regnen kan ikke holde folk og hunde væk fra 2. Juledags pligtmotion.
Enkelte steder står der høj granskov, men ellers er det lysåben bøgeskov, der dominerer. Jeg gør en afstikker omkring Gyvelhøj, der engang bød på udsigt over Århusbugten. Nu er den desværre væk, blokeret af tæt opvækst af ung løvskov.
Længere fremme gør jeg en omvej omkring Grumstolen. Grumstolen er et lille isoleret skovstykke på en bakkeknold, fuldstændigt omgivet af villakvarterer. En sti fører rundt på området. Enrico Dalgas, hedens opdyrker, havde et sommerhus her, som han gav navnet Grumstolen, efter en fjeldtop i Jotunheimen, nogen siger Telemarken.
Tilbage i den store skov ankommer jeg ad bagvejen til Dyrehaven. En familie er i færd med at fodre dåhjorte, hvis rejste hoveder bærer på store skufler. Flere hjorte hviler sig ved bredden af den lille dam på sletten her oven for skrænterne ud mod kysten. En kløft skærer sig vej ud til havet og skaber et flot udsigtspunkt oppe på skrænten.
På dalbunden ligger Thors Mølle, også den med opstemmet mølledam og status af populært serveringssted. Bag restauranten fører en mudret sti op ad bakkekammen bag møllen og gennem skoven ud til Oddervej, med dens lange blik ned ad bakken og ud over bugt og havn. Herfra følger jeg Kongevejen, der fører forbi Marselisborg Slot. På den anden side af vejen, ud mod havet, ligger Mindeparkens vidstrakte plæner. Normalt ville der her være en fantastisk udsigt over bugten, men i dag går hele i gråt, så jeg ikke engang kan skelne hav fra himmel.
En garder i fuld mundering holder vagt ved slotsporten. Jeg fortsætter ind i skoven mellem Stadion og Tivoli Friheden. Vandoverfladerne på de små søer er nubrede af den støt faldende regn. Bagved rager frit-falds-tårnet i Friheden op over træerne, behængt med lysguirlander. I et hjørne af Stadion-søerne trykker en flok forfrosne måger sig.
Jeg forlader skoven og går gennem et beboelseskvarter, indtil jeg når frem til Brabrandstien. Den løber langs Århus Å og ind til centrum i den gamle Hammelbanes tracé. Efter at have passeret de tre jernbanebroer vælger jeg imidlertid en anden gren af stisystemet. Den fører langs rangerterrænet, under Ringgadebroen og gennem et gammelt nedslidt industrikvarter. Den kulørte regnbue på toppen af ARoS viser sig i horisonten, og snart er jeg tilbage i Øgadekvarteret og fremme ved min gadedør.
Jyske Vandreture 