Oksbøl-Dyreby (446)

Udklip446a

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Oksbøl-Dyreby, 35 km (446).
Lørdag den 11. juni 2022.

Plantagerne begynder på dørtrinet til Oksbøl. De er en del af det store militære øvelsesområde her, men det meste af forsvarets træning foregår på Kallesmærsk Hede (vandredag 169) længere mod syd, hvor der er store permanent afspærrede zoner. I denne del af området begrænser militærets tilstedeværelse sig til mærkepæle i hidsige sorte og gule hvepsefarver, og, som jeg kommer længere frem, lange køreveje til tanks og for længst nedlagte landbrugsbygninger med tilmurede vinduer og små skilte med militær nummerering. Ved en af Naturstyrelsen bygninger står fem-seks hochsitze, jægernes små trætårne, på rad og række, så helt uden beskydning er her trods alt ikke.
Plantagen har efterhånden nået en vis alder, med en del høje træer, men ofte gør den et skravlet indtryk, det er mager jord så langt mod vest. Dagen er begyndt lidt overskyet, men solen vinder frem og det bliver en ganske varm dag, hvor der er læ. Plantagen åbner sig omkring enge ved Gåsekær. Et rådyr forsvinder modvilligt i langsomme spring. Kæruldens hvide fnok lyser mod de små søers blå vand.
Efterhånden kommer jeg ud i åbnere terræn og passerer de få huse, der udgør Grærup. Jeg går et stræk af asfaltvej og bliver passeret af de første af de mange cyklister, jeg møder dagen igennem. Det er ikke mountainbikes, men derimod racercykler de lycraklædte motionister sidder på, ofte med hoved bøjet over styret, i små tog på tre-fire stykker ad gangen, mens der trædes igennem på de lange lige stræk.
Jeg fortsætter mod vest, allerede med et fjernt udsyn til klitter længst ude i horisonten. Forude, lavt i terrænet, ligger Grærup Langsø, omgivet af flade enge. Jeg kan se omridset af store dyr mod søens baggrund. Det er kronhjorte i kanelbrun sommerdragt. Området her har måske Danmarks største bestand af frit levende krondyr, og engene her øst for Langsø regnes for det sikreste sted i Danmark at se vilde krondyr græsse i dagtimerne. Naturstyrelsen arrangerer såkaldte kronhjortesafarier her. Der står et lille udkigstårn nær vejkanten, som jeg bestiger. Herfra har jeg et bedre overblik over flokken, måske to snese dyr i alt. De fleste af dem hviler i græsset, adskillige hoveder bærer loddent udseende gevirer. Der er flere hundrede meter derover, og dyrene lader sig ikke anfægte af min tilstedeværelse.
Vest for søen kommer jeg ind på heden. Jeg holder mig fra militærets veje med dybt, tungt sand og følger en anderledes fast grusvej over mod en smal asfaltvej, en gammel redningsvej der løber langs indersiden af kysten og nu er forbeholdt folk på cykel eller til fods. Heden er let kuperet, ribber og lavninger, med tydeligt præg af gammelt flyvesandsområde. Lyngen er mere grøn end brun, og viger ofte for sandede pletter. I distancen tiltrækker et halvt dusin hvide havmåger sig opmærksomheden, som de sidder ubevægelige på heden.
Jeg når asfaltstien og drejer mod nord. Der er en ubrudt kæde af klitter ud mod havet, og “øer” af klitter i et uregelmæssigt mønster over heden, nogle af dem har vindbrud med store hvide flader af eksponeret sand. De større lavninger, hvor vandet samles i jordbunden over det vandstoppende al-lag, er groet til med store pilekrat. Hunderoser har fået fodfæste i vejkanten og står med store rødlilla kronblade.
Længere fremme dykker stien ind i plantage. Jeg benytter den første krydsende grusvej til igen at gå mod vest, indtil jeg når frem til skovbrynet mellem plantage og klithede og kan følge det mod nord, ad halvt glemte hjulspor, trampestier, vildtveksler og sommetider over hede og klit helt uden for stierne. Kysten er næsten en kilometer væk, skjult bag den yderste klitrække. Af og til rager en af klitterne op i dobbelt højde over naboer. Store klitter breder sig også ind over klitheden og den nærmest del af plantagen. Nogle af dem er store nok til at have lokale stednavne på kortet, ofte med den flatterende betegnelse bjerg. Med dramatisk er Dødemandsbjerg, et velkendt stednavn langs Vestkysten, hvor det ofte skyldes massebegravelser fra dramatiske skibsbrud i forgangne århundreder. Jeg er på vej mod det højeste af dem alle, Gråmul Bjerg, tredive meter højt. En snoet trappe, med lange trin der blot er sand holdt tilbage bag lodrette brædder, fører op til toppen. Der er vid udsigt hele horisonten rundt, bestemt bedre synlighed, end da jeg sidst var her (vandredag 170). Længst i vest, blåt hav mod hvide klitter, dernæst klitheden, med Gråmul som et frit stående vagttårn, fri af plantagen bag ved.
Fra bjerget finder jeg ad snoede stier min vej ud mod havet. Gyvel og storkenæb drypper med sparsom hånd gule og lilla farvestænk ud over hedens brungrønne tæppe. Jeg går gennem tungt sand op ad en klit, indtil jeg når den øverste, vindblæste top, hvor jeg kan gå over en skorpe af hårdt, tørt sand, og gennem en smal kløft ud på stranden.
Stranden er bred, med bunkers for foden af klitterne. Høje pæle står på en lang række vinkelret på klitterne, ud mod havet. De bærer opslag om badeforbud de næste 1400 meter, længere varende ophold på stranden frarådes. Det er en del af arven fra en af Danmarks første og største forureningsskandaler, udsivninger fra Grindstedværkets deponering af kemikalieaffald i Kærgård Plantage, der foregik helt frem til 1973.
Så der er ingen badende at se, som jeg går mod nord under en overskyet himmel, men dog ganske mange andre strandgæster, danske og tyske. De kommer fra turistområdet Henne strand. Her har Henne Å fundet vej gennem klitten og løber direkte ud i havstokken, til sidst blot en bred stribe af vand gennem hvidt sand, ikke et græstrå i syne.
Jeg følger åen op til turistområdet bag klitten og videre langs grusvejen ind i landet, forbi Filsø Hede. Heden indgår i det store areal, som Aage V. Jensens Fonde ejer her. På den anden side af landevejen fører en lang vandresti ud til den genetablerede Filsø, som fonden har stået for. Der græsser en håndfuld kvæg i heden, hvor tidligere tiders flyvesand også har skabt klitter.
Som jeg nærmere mig søen, kommer jeg gennem et vidstrakt pilekrat, hvor stien ofte er forstærket med plankebroer over lange stræk. Jeg gør en afstikker til det lille udkigstårn ved søbredden. Foran mig ligger den store sø, med et stort fugleliv, især omkring de små holme, hvor måger og gravænder holder til, der er skarver i luften, mens en fiskehejre står ubevægelig. Som jeg fortsætter mod syd, når jeg frem til området nær Filsø Gods, hvor fonden har omfattende publikumsfaciliteter, inklusiv en lille elipseformet betonbro ud i søen. Der er en hel del mennesker her, også biler på parkeringspladsen og frokostspisning i gang ved træbænkene.
Umiddelbart mod syd deler en bevaret dæmning den reetablerede sø i en stor og en lille del. Lappedykkere og troldænder holder til her. Solen har vundet overhånd igen, og med lyset i ryggen gnistrer troldændernes fjerdragt i sort. Der er flere af de små holme med hektisk fugleliv og på den anden side af søen ses det hvide tårn ved Henne Kirkeby. På østsiden af dæmningen er der mulighed for at gøre en afstikker til endnu et lille udkigstårn ved søbredden. Svanerne har fundet sammen i en lille beskyttet vig, og svaler flyver lynhurtigt og stædigt forbi hyttens vindue. En enkelt svalerede er endog kittet op under tagskægget.
Øst for søen er der store enge, hvor adskillige kvægflokke, et par snese dyr i hver, er på sommergræsning. Tydeligvis er der mere næring at komme efter end på heden vest for søen. Jeg følger lange grusveje mod øst, gennem flade enge. Det er gammel søbund, Filsø blev i sin tid tørlagt til fordel for kornavl, og den er kun blevet reetableret i en tredjedel af den oprindelige størrelse. Så jeg skal da også gå flere kilometer, før jeg når frem til Dyreby Station, som er det prangende officielle navn for trinbrættet, hvor der er et fint lille rødmalet læskur med Dyreby skrevet på et hvidt skilt.
Der kan højst være tre-fire mennesker i skuret, men det er formentligt også et opløb på disse kanter. Trafikken er så ringe, at der end ikke er opsat bomme til at stoppe biltrafikken. I stedet lyder der blot en skærende advarselstone, og så dukker det grønne tog op i det fjerne. Jeg har pligtskyldigt trykket på knappen, der meddeler ønske om stop til toget, men stiller mig alligevel frem og vinker beslutsomt til togføreren.

Mette Dalsgaard: Den tunge lyre, 228-291.
Patrick Chamoiseau: Texaco, 1-43.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s