Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Malente-Neustadt,29 km (445).
Lørdag den 28. maj, 2022.
Malente er en lille kurby på banen mellem Kiel og Lübeck, klemt ned mellem søer og skove i det Holstenske Schweiz. Fra togstationen er der få skridt til en lille havn i en bugt af Dieksee, som turbåde deler med en stribe kulørte kanoer og en fortøjet flåde af vandcykler, alle i glade bolsjefarver, et par af dem udformet som henholdsvis flamingo og enhjørning. Jeg går forbi dem og klyngen af restauranter, hoteller og klinikker og videre mod øst, gennem byen.
Det er en overskyet morgen, mørke skyer kommer og går i løbet af dagen, men jeg undgår stort set regn. Jeg følger landevejen syd for Kellersee, indtil jeg kan dreje ind på jordvejen der følger bredden af et skovklædt næs, som rager ud i den store sø. Det er høj løvskov med åben underskov. Ud mod søen samles de grønne bøgeblade derimod som en tæt skærm, så jeg blot kan se glimt af søen, kun en snes meter borte. Heldigvis er der udsigtspunkter med uregelmæssige mellemrum. Blæsten er ganske frisk og kalder hvide skumtoppe frem på søens overflade.
Næsset leder frem til en smal vig, hvor der ligger et hotel og en lille by, bygget op ad skrænten, flere huse med flotte stråtag. Jeg har været her før (vandredag 373), dengang på den længere tur fra Malente, nord om søen.
Og lige som dengang skal jeg videre til Eutin, men for afvekslingens skyld tager jeg en anden rute. Runder en landsby i halvt åbent land og følger så en fodsti langs skrænten af en smal ådal med våde enge, indtil jeg kommer tilbage til skovstier og frem til en træbro, der fører over snævringen mellem en lille vig og selve Großer Eutiner See. Det næs, jeg kommer over på, er lagt ud som en velplejet park med vidtstrakte plæner og let slyngede grusstier, der bestemt ikke mangler kærlig pleje fra river. Hushøje rododendronbuske blomstrer smukt, parkens gæster deler plæner med store gæs, omgivet af dunet afkom.
Parken går naturligt over i lystbådehavn og søpromenade. På den anden side af den lille vig ses slottet i Eutin med endnu en stor offentlig park. Det smukke slot er en imponerende bygning i røde mursten, omgivet af en voldgrav med sort, stillestående vand og åkander. Broen over voldgraven fører gennem en vognport, hvor over et markant tårn hæver sig med trekantede, klassiske gavle og en stor lanterne øverst. I modsætningen til slottet i Plön (vandredag 444) har dette sted ikke været residens for danske konger. Hertugdømmet Holsten, som danske konger besad, var ikke fuldstændigt identisk med det nuværende geografiske Holsten. Især det sydøstlige hjørne var et kludetæpper af områder med anden overhøjhed. Området omkring Eutin var først under bispedømmet i Lübeck, dernæst en eksklave under hertugdømmet Oldenburg (i det vestlige Niedersachsen), og neutralt under de Slesvig-Holstenske krige.
Jeg går gennem parken med dens plæner, høje allé, gamle avlsgårde og gadekær omgivet af høje skræpper, indtil jeg finder ind på stien syd for Eutin Søen. Og antallet af andre mennesker reduceres til lejlighedvise par og hundeluftere. Stien løber i den smalle stribe skov nær søbredden, ofte med fine udsigter over vandet og det skovklædte land på den modsatte side. Ved den østlige del af søen ligger en hyggelig lille landsby, hvor de velklippede hække har fået lov at vokse sig høje og rododendron blomster i flere klare farver.
Skovene fortsætter øst for søen. Efter et par kilometer drejer jeg af og går mod sydøst over dyrket land og gennem små landsbyer. Landskabet er let kuperet, præget af lange, lave bakker, hvor landevejen ubesværet finder den letteste rute. Marker og enge er store, de levende hegn godt groet ind. Små kvægflokke græsser her og der, på enge og bakkesider, ved en gård, deler får og høns en lille fold.
I horisonten hæver en høj bakke sig, med et lille tårn øverst. Gömnitzberg hedder det. Jeg gør en afstikker derop, stejle trapper og jordstier fører derop, først gennem en smule skov, så ud på græsklædt bakketop. Allerede før jeg har nået toppen, kan jeg se havet i øst. Bakken er 94 meter høj, og det lille tårn, der er tohundrede år gammelt og kaldes Major, lægger 12 meter til. Navnet har det arvet fra en gammel eg, der stod her på stedet, før det blev ramt af et lyn. Eftersom egen var et nødvendigt sømærke, som var svært savnet, byggede man tårnet som erstatning. Udsigten er da også fantastisk horisonten rundt. Der er et panoramisk blik ud over det agerland, jeg senest har gået igennem og de store skove bag det. Mod øst er der udsigt over Lübecker Bucht, fem kilometer væk, Neustadt på en bakkeside med kirke, havnebygninger og andet, små søer på det lave land foran. Langt mod syd ses højhushoteller ved kystens badesteder.
Neustadt er der, hvor jeg skal hen. De fleste højdemetre overstås blot ved at vende tilbage til landevejen, og derefter er der et langt jævnt fald ud mod kysten. Blå kornblomster lyser op i de afblomstrede rapsmarkers grønne. Der er store enge på det lave terræn foran Neustadt, heste deler dem med en rågeflok. Jeg følger indfaldsvejen frem til havnen , hvor fiskerbåde deler bolværket med store sejlbåde, mens nogle få industribygninger rejser sig bag hegn.
Og min vandredag ender som den begyndte, med en havn og en togstation.
Fernando Aramburo: Años lentos,7-219.
Mette Dalsgaard: Den tunge lyre, 1-228.
Jyske Vandreture 