Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Malente-Pönitz, 30,5 km (373).
Tirsdag den 7. juli 2020.
Efter 3 vandredage i regn er det endeligt blevet solskin. Ikke tindrende blå himmel, men dog tørvejr, drivende skyer og længere perioder af ubrudt sol. Jeg er tilbage i Malente for at fortsætte min tur mod Lübeck (vandredag 372).
Fra perronen er der kun få skridt til en glimrende udsigt over en vig af Dieksee, søen vest for Malente, hvor tomme turbåde ligger fortøjet nær restauranter og hoteller. Jeg begynder min dag med at gå gennem byen mod øst, langs kurparken og til bredden af Kellersee, den store sø øst for byen. Det er en stille dag, uden vind, vandet er klart, og himmel og skov spejler sig i søens overflade. En simpel anløbsbro til denne søs turbåde har skabt en vig med roligt vand, hvor åkanderne har bredt sig med smukke gule blomster.
Jeg følger mindre stier og veje rundt om søen. Lige som de foregående dage benytter jeg over lange stræk de europæiske fjernvandrerveje, som er markeret med sankt andreas kors, prunkløse hvide kryds, på træerne. Søen er omkranset af skov. Fra udsigtspunkter kan jeg se anløbsbroer og kursteder i ældre arkitektur langs søbredden. Små både med hvide sejl krydser rundt længst ude på søen.
Ved søens østlige ende ligger en lille by, hvor en restaurant i schweizerhyttestil ligger ud til bredden, og jeg drejer mod syd, gennem lysåben løvskov. Mellem de middelstore træer har enkelte gamle ege med kolossale træstammer fået lov at stå tilbage. Søens sydøstlige hjørne er trukket ud i en lang, smal spids som næsten når til Eutin, endnu en stor, gammel kurby i Det Holstenske Schweiz. Inderst i vigen ligger et fint hvidt hotel i ældre palæ-stil.
Normalt er de europæiske fjernvandrerveje uformelt afmærket med hvide kryds af lokale vandresportsentusiaster, på klistermærker eller malet på træstammer. Som jeg forlader stien ved Kellersee for at gå mod syd står et sjældent skilt, som angiver mål og distancer for ruterne. E1, mellem Flensburg og Firenze, E6, mellem København og Adriaterhavet.
Fra Kellersee følger jeg Schwentine mod syd, det er den flod, der binder de fleste af områdets større søer sammen. Ved Kellersee løber floden i en lille slugt med en kantning af gammel skov. Et par kilometer længere opstrøms, ved udløbet af Großer Eutiner See, er floden omgivet af sump og eng, grågæs græsser mellem heste på engene, og store flokke af kanadagæs holder til på flodens frønnede grønne vand, der ved bredderne møder mure af højt pilekrat. Området er i udkanten af Eutin, så stierne er af fin kvalitet, med en solid træbro til at føre over floden og videre mod byens park ud mod søen.
Velplejede plæner og grusgange åbner mod søen, små strande, hvide svaner og en gammeldags badeanstalt. Jeg runder et hjørne og har udsigt til byens slot, med søen og dens sejlbåde i front. Lystbådehavne og blomsterprydede torve lægger sig op ad søpromenaden. Slottet er sammensat af fløje i røde mursten med en højere hovedfløj, som bærer et spir med et åbent rum, den slags arkitekter kalder for en lanterne. Slottet er omgivet af en voldgrav, og broen, der fører derover, er bevogtet af to apatiske bavianer i granit. Slotsgårdens mure er okkergule. En restaurant holder åbent derinde.
Jeg fortsætter mod syd, først gennem den velholdte slotspark og så ad en travl udfaldsvej, indtil jeg igen kan dreje ind på de små landeveje. Fjernvandrervejene tager en anden retning, så jeg vælger min rute ud fra min overordnede kurs. Heldigvis har mit kort et rigt forslag af lokale cykel- og vandreruter. Der er ingen tvivl om, at jeg hurtigt er på vej ud af Det Holstenske Schweiz. Landskabet er stadig kuperet, men bakkerne er lave og langstrakte. Søerne er få og små, skovene mindre og løsrevne fra hinanden. Bakkesiderne er opdyrkede, og tilgroede enge breder sig på det laveste terræn.
Jeg slår ind på en forsømt grusvej, som mit kort angiver som en gennemgående vandrevej. Vejen fører ud over engene, bliver til markvej, så blot en smal sti, der ender brat ved en søbred. Der står en bænk, og der er en åbning ud mod søen, der eller er kantet af høje siv. En hejre letter lydløst, mens mågerne skriger i luften over mig. Jeg går tilbage i mit eget spor, indtil jeg står ved et låge ind til et indhegnet overdrev. Der er kun den svageste antydning af kvægveksel, men det er den eneste mulighed.
Det viser sig da også, at jeg blot skal gå nogle få hundrede meter mod øst, så kan jeg forlade overdrevet ad en tilsvarende låge og komme ud på en mere veletableret markvej. Opslag fortæller at overdrevet genoprettes og ejes af en naturfond. De plejer området med sort kvæg, som hviler halvt skjult i højt græs og et blomsterdække i gult og lilla. Bag dem ses søen og mønstret af dyrket land på den fjerne bred.
Jeg når frem til en lille landsby og tager hul på de sidste kilometer frem til dagens endemål, Pönitz. Vejen går parallelt med jernbanen, først ad en ramponeret asfaltvej, dernæst ad en markvej. Sidste bakkeside før Pönitz er dækket af en smuk lilla lucernemark. En ravn glider over mit hoved og skriger hæst.
Stationen i Pönitz er mere et trinbræt end en banegård. Byen er domineret af en høj foderstofbygning, og der lugter svagt af sojaskrå. Røde valmuer vokser mellem perron og skinner. Jeg køber min billet, blot for at høre højtalerne meddele, at det kommende tog udgår. Det giver mig en halv times ekstra ventetid. Mens jeg venter, begynder en let regn at falde. En anderledes regn end de tre foregående vandredages heldagsregn. I dag har det været en varm, tør dag, og regndråberne rejser en let duft af jord og frodighed. Sommerregn.
Charles Darwin: The Descent of Man, 87-166.
Jyske Vandreture 