Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Pönitz-Lübeck, 32,1 km (374).
Onsdag den 8. juli 2020.

Efter gårsdagens vandretur (vandredag 373) er jeg tilbage i Pönitz for at gå det sidste stykke til Lübeck. Det er en kølig og overskyet dag, for det meste dog uden regn, behageligt at vandre i.
Jeg går vest om den store sø sydøst for byen. Fra det dyrkede land har jeg en fin udsigt over søen og skoven på den anden side. Da jeg får muligheden, drejer jeg bort fra den mere befærdede vej og søger ind på små landeveje, der fører mig til den sydlige ende af søen. Der ligger en lille landsby her, og det kræver et par forsøg, før jeg finder den rigtige vej gennem parcelhuskvarterene og ind i skoven syd for. Det er smuk løvskov, med et forvirrende net af tilgroede skovveje og ridestier. Jeg bruger mit kompas til at holde den overordnede retning og får koblet mig på den gren af de europæiske fjernvandrerstier, der går gennem skoven og videre mod Lübeck.
I mine vandredage fra Eckernförde til Lübeck har jeg over lange stræk brugt fjernvandrerstierne E1 og E6, med deres karakteriske afmærkning med hvide krydser, sankt andreas kors. Hidtil har markeringen været upåklagelig, men i dag er den for første gang upålidelig. Malingen er blegnet på træstammerne, og ved afgørende korsveje mangler afmærkningen. Så jeg ryger af og til af ruten.
I første omgang kommer jeg ud på smalle, mudrede stier langs en skovbæk. Vegetationen er høj og vildtvoksende. En rovfugl flyver over det åbne rum langs bækken. Aftryk af hestesko, men ingen cykeldæk. I stedet for at vende om går jeg videre mod syd og drejer mod vest senere end planlagt. Det giver mig en tur gennem den lille by Pansdorf, forbi dens lille station, i en viadukt under jernbanen og ud på små skovveje.
Det er den sidste skov, herefter kommer jeg ud på åbent, dyrket land. Jeg krydser Scwartau, en å, der snor sig idyllisk i kanten af en landsby, og hvis frodige enge rummer en helt utrolig mængde køer. Herfra kommer jeg ud på en lang, jævn stigning, hvorfra der er vid udsigt over det omliggende agerland og de fjernere skove. Markerne er overvejende gyldent korn, med en smule majs og roer, mange af dem er kantet af de karakteristiske lilla striber med lucerne, som landmændene anlægger som en venlighed over for bier og andet insektliv. Stigningen kulminerer ved Pariner Berg. Fra bakketoppen (72 meter over havets overflade) er der panoramisk udsigt over det omliggende land. Langt mod sydøst kan jeg se havnekraner hæve sig over trækroner.
Der er et udsigtstårn her, et mindesmærke for Bismarck. Det ligger næsten skjult, omgivet af en klynge træer. En slynget vej fører derop, desværre er den afspærret, med en meddelelse om at tårnet er lukket for renovering. Men udsigten fra landevejen er også ganske fin.
Fra bakketoppen falder vejen mod sydøst. Efter få kilometer når jeg Lübecks yderste forstæder. Der er stadig et par timer tilbage af dagens vandring. Byen er den næststørste i Schleswig-Holstein, med mere end 200.000 indbyggere. Der er ti kilometer til centrum. Bad Schwartau, som jeg først kommer ind i, er i princippet en selvstændig by, et gammelt kursted. Her er gamle villaer på store grunde, med høje hække. Som jeg kommer længere frem, bliver husene mindre, men i to-tre etager, og kun med frimærkestore forhaver. Små lejlighedskomplekser med flere etager og et par opgange fletter sig ind, og snart er går jeg langs en befærdet indfaldsvej med etageejendomme og lejlighedsvise blik på havnens industrianlæg.
Lübeck er en gammel hansestad med en velbevaret historisk bykerne, en Altstadt, som tyskerne siger. Den gamle bydel ligger på en ø midt i floden Trave. Jeg krydser derover ad Marienbrücke, hvorfra der er en flot udsigt over byens kirketårne, under sorte uvejrsskyer, der er ved at trække sammen. Langs floden er der en museumshavn med gamle træbåde og udsigt til facaderne på nogle af byens smukke gamle borgerhuse. Holstentor er den berømte indgangsport til byen, to runde tårn i røde mursten, med store spir, forbundet med et kamtakket bygningsparti over porten.
Herfra er det kun et kort stræk til byens smukke gamle banegård, der ligger ovre på fastlandet. Jeg ankommer lige til myldretiden, behørigt udstyret med mundbind.

Charles Darwin: The Descent of Man, 167-318.

This slideshow requires JavaScript.