Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Tirstrup-Handrup Strand (375).
Mandag den 20. juli 2020.
Jeg begynder min vandretur i Tirstrup, på Djursland. Landsbyen ligger øst for lufthavnen af samme navn, på landevejen mellem Rønde og Grenå. Dens centrum er en hvid kirke med styltetårn, som man ser det adskilligt andre steder på halvøen (vandredag 311). Som jeg står og betragter kirken, rammes mine næsebor af lugten af kvæg og strøelse, og en ko brøler hæst ikke langt borte. Der er ikke blot bevaret adskillige hyggelige bindingsværkhuse i landsbyen, dens kerne rummer stadig en firlænget gård, sådan som det var almindeligt før udskiftningen.
Herfra går jeg ad små landeveje mod øst, i retning af Kattegat. Landskabet er præget af bølgende kornmarker med skove i distancen. Markerne har en størrelse, der tyder på, at det er godsjord. Over det gyldne korn rejser sig en blå himmel med drivende hvide skyer. Enkelte steder er høsten gået i gang, og halmen ligger i lange baner. En stor mark er allerede blevet harvet. Det er køligt for en sommerdag, til gengæld behageligt at vandre i. I løbet af dagen trækker sorte skyer sammen, men det går i sig selv igen, en håndfuld regndråber, mere bliver det ikke til.
Røde valmuer og blå kornblomster vokser langs vejkanten, især hvor man ikke har været for omhyggelig med sprøjten. En landmand har sået en skråning med vilde blomster, og med et skilt inviteret til, at forbipasserende plukker sig en buket.
På vej mod øst passerer jeg Hyllested, også den landsby med en hvid kirke og bindingsværkhuse. Jeg følger skiltningen mod Rugård. Langs godsets store marker løber et kilometerlangt stengærde, velbevaret på højre side af vejen, sammensunket på venstre side. Med korte mellemrum står gamle egetræer med furet bark, i en allé ned mod godset. Musvåger glider rundt i cirkler over de slåede marker, mens de udstøder deres karakteristiske skrig med de nøje afmålte mellemrum. Skoven danner længere skovbryn parallelt med alléen.
Avlsbygningerne ved Rugård Gods vender ud til en stor dam. En fiskehejre har slået sig ned midt i, stående på de kæntrede redehuse til ænder. Et halvt dusin ænder letter under stort postyr og får også hejren til at gå på vingerne. Mens den store fugl tungt arbejder sig gennem luften og forsvinder i en vid bue, jager ænderne hidsigt efter hinanden, to andrikker tvinger hinanden ned i græsset og napper voldsomt modparten i nakken under meget skrigen og hvæsen.
Rugård har en statelig hovedbygning i røde mursten. En knapt så aristokratisk traktor holder parkeret foran den. Jeg går forbi en lang avlsbygning og et kort stykke mod nord, ind i skoven her. Under tidligere vandringer har jeg bemærket en sti, der går gennem skoven og ud mod kysten, nord om Nørresø. I dag vil jeg følge den.
Søen ligger lavt i terrænet, og stien går højt på skråningen. Skoven er ældre ege og bøgeskov. I begyndelsen er stien smal og mudret, på nogle stræk næsten lukket af mandshøje brandnælder. Den fører dog snart frem til en lille skovvej. Søen er næsten skjult bag grenværk fra de høje træer, der vokser helt ned til vandkanten. Med uregelmæssige mellemrum får jeg dog glimt at søen og godsets hovedbygning, der ligger hævet, med en smuk udsigt over vandet. Søens overflade har lange striber af vandplanter, spredte svaner ligger derude.
Skovvejen slår en bue væk fra søen og ind i skoven. En åben slette er dækket af lilla gederams, havet skimtes gennem fjerne grene. Langs den sandede skovvej står der, som så mange andre tørre og sandede steder på dagens vandrerute, store mængder af blå slangehoved og oksetunge, der changerer i lilla. Begge planter er forvildede lægeplanter, der oprindeligt stammer fra middelhavsområdet. Slangehoved blev i oldtiden brugt mod slangebid, oksetunge mod melankoli.
Skoven åbner sig mod søens østlige ende og græssletten her. Det flade land her er et vidnesbyrd om, hvordan søen oprindeligt er opstået som en afsnøret lagune fra havet, der nu er flere hundrede meter væk. To rådyr i sommerdragt rejser sig tyste fra græsset, jeg får et flygtigt glimt af endnu et par kroppe, før dyrene forsvinder ind i et omfattende, mandshøjt bregnekrat.
Fra det flade land har jeg en fin udsigt hen over søen til godset i den modsatte ende. I første omgang bliver min opmærksomhed dog fanget af fuglene, en håndfuld skarver trækker over himlen, en fiskehejre letter fra vandet, og en højlydt ravn flyver lavt over græsset, vinder højde hen over skovbrynet og får selskab af yderligere to af de sorte fugle. I en fjern krog af søen kan jeg se hvide svaner. Der er lette krusninger på søen, som udjævnes i striberne af vandplanter.
Jeg slår ind på den grusvej, der kommer oppe fra Rugård og ender i en parkeringsplads nær stranden. Et par biler holder parkeret, hen over det flade overdrev ud mod stranden kan jeg se spadserende i profil mod det blå hav og sejlbådene derude.
Som jeg skrår ud mod kysten, kan jeg i det fjerne se en hvælvet skov rejse sig fra havstokken, en campingpladsen for foden af den, med rækker af campingvogne. Nogle få joller ligger i græsset, få meter fra stranden. Skoven møder havet med fugtige, rå lerskrænter, nogle steder næsten lodrette. Væltede træer ligger i lange rækker, med afbarkede grene og stammer, hvide og afblegede, der rækker langt ud i havet.
Stranden tvinges ind til et smalt bælte af sand og derefter forsvinder den. Jeg overvejer mine muligheder: Jeg kan forcere den mere tilgængelige del af den våde lerskrænt og forsøge at finde en skovsti oven for skrænten, eller jeg kan gå tilbage til campingpladsen og ind i landet for at finde en regulær skovvej højere i terrænet.
I stedet bestemmer jeg for at gå barfodet langs stranden. Hvor slemt kan det være? I begyndelsen går det også fint, jeg skræver over væltede stammer, der er en smal bræmme fint og behageligt sand lige under vandlinjen. Snart afløses sandet dog af et stikkende gruslag, og jeg tvinges ud i knædybt vand og komplicerede manøvrer for at sno mig gennem udragende grene. Tidligere har jeg gået lange stræk gennem vand, ikke mindst under tilsvarende forhold ved Trelde Næs, hvor jeg brugte fire timer på at gå ti kilometer (vandredag 107). Jeg plejer dog at have fodtøj med, for bedre vejgreb og beskyttelse mod grus og skarpe sten. I dag har jeg ikke været så forudseende. Så jeg griber mig selv i at skotte op til skræntens øvre kant, og den vel tiltrampede sti, jeg forestiller mig, går deroppe. Kortet siger, at dette stræk af dagens rute er to-tre kilometer langt…
Heldigvis varer det kun nogle få hundrede meter, før jeg kan tage støvlerne på og gå videre på tung grusstrand. Dele af lerskrænten er bevokset med følfod, padderok og store mængder lyserød dueurt. Et stort egetræ er væltet ned på stranden, dets vedbenddækkede stamme peger ud mod Hjelm, Marsk Stigs gamle piratrede.
Jeg runder en pynt, og i det fjerne kan jeg se Jernhatten, en isoleret morænebakke ud mod kysten. Foran det ligger fladere land, overdrev og hunderosekrat ud mod stranden, kornmarker ind mod landet. En lystfisker i havstokken, en parkeringsplads med en ensom knallert og en håndfuld bådeskure markerer afslutningen på min vandring for foden af klinten og overgangen til jordvejen hen mod Jernhatten.
Jernhatten (49 m.o.h.) er optaget på Danmarks Naturkanon. Fra toppen er der en glimrende udsigt (vandredag 9). I dag går jeg imidlertid forbi stierne og trapperne, som fører der op og følger i stedet et hjulspor for foden af skrænten, og dernæst den sti der fører ud til parkeringspladsen ved landevejen.
Fra kysten drejer jeg ind i landet, mod vest og skovene syd for Stubbe Sø. Det er en lang, jævn stigning, og det dyrkede land nær Kattegat giver fine udsigtsmuligheder over havet med Hjelm stik øst. De stejlere bakketoppe rager op som grønne, græsbevoksede toppe i et hav af bølgende korn, hvor høsten kun så småt er begyndt. Som jeg går mod vest etablerer plantagernes lange skovbryn sig foran mig, og jeg kommer ind i dem ved godset Skærsø, hvor jeg var for en god måned siden (vandredag 366).
Vejen går over godsets store gårdsplads, videre af en grusvej der endnu bærer spor af tidligere tiders brolægning, og fortsætter langs nordkanten af et stort, kuperet overdrev, der er helt indesluttet af skoven. Vejkanten er prydet af gul snerre og kongelys med høje standere. Sort kvæg græsser på overdrevet. Over en kort strækning breder overdrevet sig nord for grusvejen og helt ned til Stubbe Sø. I sidste måned så jeg store rørskove omkring fugletårnet ved søens østende. Her går græstørven imidlertid helt ned til vandet. Små flokke af gæs holder til der.
Både Molsruten og den nyere Mols Bjerge-stien, etableret i nationalparkregi, benytter denne vej. Jeg krydser landevejen og følger den ind på højere terræn i plantagen her. Efter et par kilometer bryder jeg dog af, går mod sydvest, gennem skovene til Lyngsbæk (sommerhusområdet), rammer asfaltvej og følger den mod syd, gennem Lyngsbæk (landsbyen) og ned ad bakken til Handrup Strand, ved landevejen mellem Ebeltoft og Århus, nær Molskroen.
En smal bræmme strandeng skiller landevejen fra sandstranden ved Ebeltoft Vig. I øst er der udsigt til Ebeltoft, i vest til Mols Bjerge og Helgenæs (vandredag 167). Der er badende ved stranden og sejlbåde på vigen. Og et busstoppested inden for behagelig rækkevidde.
Jyske Vandreture 