Grenå-Ebeltoft (311).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Grenå-Ebeltoft, 38,8 km (311).
Lørdag den 11. maj 2019.

Efter talrige forsinkelser har Letbanen for et par uger siden omsider indledt kørsel mellem Århus og Grenå. Det er ikke sket uden problemer, men jeg ankommer dog til Grenå med mindre end et kvarters forsinkelse.
Fra banegården går jeg mod syd, krydser Grenåen og kommer ind i naturområdet ved Fuglsang Hede. Det meste er plantage på mager jord, men der er også et bevaret hedeareal. Det er tydeligvis et gammelt flyvesandsområde med små klitter, overgroet med hede. Heden er indhegnet til afgræsning, der er spredt bevoksning med ene, men ellers fremtræder den forholdsvist åben. Der er flere låger ind til foldene; muldlaget er det tyndest mulige, og der er slidt igennem til sandet ved alle stierne.
Der går en afmærket vandrerute langs kysten syd for Grenå (vandredag 9). Det er Molsstien, en vandrerute mellem Århus og Grenå, som også indgår i Nordsøstien. I dag vil jeg imidlertid fortrinsvist følge en indlandsrute, parallelt med kysten. Så efter at være gået gennem fyrreplantagen ved sommerhusområdet og gjort en kort afstikker ud til kysten med dens smalle bræmme af klitter og klithede, går jeg mod vest, ind i landet.
Det er en flot dag med blå himmel og høj sol, så min jakke ryger hurtigt i rygsækken. Så snart jeg drejer mod syd, får jeg brug for min kasket for at beskytte øjnene mod solen. Parallelt med kysten følger jeg en grusvej mellem skov og dyrket land. Jorden er langt mere næringsrig her, selv om jeg blot er en kilometer fra kysten. Skoven er løvskov med masser af nyudsprungen bøg. Det er godsjord, og markerne er så store, at jeg ikke kan se den fjerne ende af dem.
Et godt stykke fremme passerer jeg den lokale herregård, Katholm Slot. Lange alleér med stynede træer fører derhen. Grusvejen fører over store gårdspladser mellem avlsbygninger og slot.
Syd for Katholm fortsætter skovene, mens vejen langsomt skrår ud mod kysten. Hvor der er nåletræspartier står blomstrende gyvel, et par stædige enebuske holder stand inde i skovens skygge. I en ryddet lysning letter en rovfugl fra en lav gren i skovbrynet, gennem løvhænget kan jeg se Kattegats blå bag de lysegrønne bøgeblade.
Jeg når ud til kysten ved det nedlagte Glatved Kalkværk. Grusvejen er blevet til et hjulspor neden for den høje havskrænt, der er bevokset med fyr og krat. Lyserødt engelskgræs føjer lidt farve til. En smal bræmme af marint forland mellem skrænt og grusstrand fremstår som magert overdrev, snarere end strandeng. Her og der står purpur kobjælder i blomst.
En grusvej fører fra kalkværket ind i landet til landsbyen Glatved. Vejen tager en lang, jævn stigning. Nær kysten er den flankeret af skov og krat, men længere fremme kan jeg se agerland. En pludselig bevægelse får mig til at fryse. En hare kommer hoppende ad den smalle vej, sætter sig uforstyrret til rette i hjulsporet og gnider snuden med poterne. Ad et par omgange rykker den nærmere. Det går op for mig, at med den i det skarpe sollys, og mig i den skyggede skov, kan den ikke se mig. Omsider får den dog pudset snuden færdig og forsvinder ind i krattet.
Jeg når op på det højere land, hvorfra der er milevid udsigt over dyrkede marker. Blomstrende raps strækker sig i store gule felter. Snart følger jeg små landeveje mod syd, ofte med den gule raps på begge sider. I grønne slugter med en bund af fugtig eng græsser kvæget. Tre ravne letter uventet i græsset nær vejkanten. De foretager et par overflyvninger og trækker så ind over en lille skov, tydeligt større i forhold til kragerne derovre.
Mod syd ligger skovene ved Rugård Gods, afgrænset af et langt stendige. I en indhegning står en mindesten for den tidligere ejer Mourier-Petersen, sammen med Dalgas attenhundredtallets fremmeste hedeopdyrker, medstifter af Hedeselskabet. Hans slægt ejer stadig herregården. Rugårds avlsbygninger og hovedbygning ligger i en klynge ved en lille sø, der bærer navnet Heksedammen. Navnet skyldes en ejer i sekstenhundredtallet, der gjorde sig i at drukne formodede hekse her, indtil det trods alt blev for meget for kongemagten.
Fra skovene ved Rugård kommer jeg ud på åbent land og begynder endnu en lang, jævn nedstigning mod kysten. Prominent i horisonten står Jernhatten, en stor bakkeknold, dækket af krat og skov, hvis østvendte skrænter falder brat ned til stranden. Sammen med Mols Bjerge indgår Jernhatten i Danmarks Naturkanon fra 2018, en liste over femten særligt fremhævelsesværdige naturområder i Danmark.
Syd for Jernhatten kommer jeg ind på en grusvej, der følger kysten hen til den første af de mange sommerhusområder ved Ebeltoft. Nær stranden er der ganske fladt. Lystfiskere står i vandkanten, og sommerhusgæster spadserer i par langs stranden. Mod sydøst rejser Hjelm sig med en bakket silhuet.
Kystlinjen fortsætter ubrudt over i halvøen syd for Ebeltoft. Jeg drejer imidlertid mod vest og krydser den lave bakkekam. Undervejs kan jeg nyde det eksotiske syn af en halv snes lamaer på græs ved en lille gård. Et skilt tilbyder hiking med lamaer i nationalparken. Og dyreterapi med autoriseret terapeut.
Jeg nærmer mig landsbyen Dråby, hvis kirke tårner sig op over den lave bebyggelse. Som andre steder, hvor en landsby har en større kirke, end indbyggertallet synes at berettige, skyldes det en tilknytning til tidligere tiders adelsslægter. I dette tilfælde på Skærsø Gods. Den hvide kirke har også et højt styltetårn. I det mest almindelige type kirketårn udgør tårnrummet en høj lukket kasse. Ved et styltetårn er den nederste del af tårnet en åben niche, hvor sidevæggene udgør “stylterne”. Djursland er det sted i landet, hvor den bygningsform er hyppigst forekommende. Den ses dog også andre steder, som Gylling (vandredag 5) og Finderup (vandredag 191).
Langt senere hensyn til en anden tids ejere gjorde, at herregården også fik sit eget stop på jernbanen mellem Ebeltoft og Trustrup. Den gamle stikbane til Grenåbanen er for længst nedlagt, men et stykke af tracéet er bevaret som banesti (vandredag 128). Derfra har man udsigt til et andet eksotisk syn, nemlig gnuerne i Ree Park.
Tilbage af dagens vandretur er blot et par kilometre, ad landevejen til Ebeltoft og et busstoppested i udkanten af byen.

Dorris Dörrie: Das blaue Kleid, 39-176.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s