klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Hyllested-Grenå, 30,2 km.
Fredag den 18. februar, 2011
Snefog og fygning var over landet et par dage før.
Ikke meget, men nok til at landskabet er hvidt. I byen er sneet ryddet op i høje bræmmer, og det får situationen til at se værre ud, end den er. Ude i det åbne land er der kun et tyndt lag sne, græsset, stubmarken og pløjejorden skinner igennem. Vejenes kantning får dem til at virke som snefælder, og her og der har fygningen lagt skrå kiler af høj sne tværs over vejbanen.
Rutebilen kører den velkendte vej til Ebeltoft, men denne gang malet op i hvidt. I Ebeltoft skifter jeg til Grenå-bussen, men står af i Hyllested Skovgårde. Jeg indleder dagens vandring med en sløjfe uden for hovedruten.
Fra Skovgårde anes Kattegat i det fjerne, en god kilometers grusvej fører derud. En smule syd for ligger målet, bakkeknolden kaldet Jernhatten. Det er noget lavere end Molsbjerge, men det er et fritstående bakke ved strandkanter, det højeste punkt på Djurslands østkyst, så den gør et anseeligt indtryk. Jeg får forvildet mig op på toppen ad en lidt uautoriseret sti, stejl og smal, men med en lokkende sæt friske hundepoter, der vidner om en fornuftig hensigt.
Fra toppen af Jernhatten har man en vid udsigt hele horisonten rundt, selv på en grå vinterdag som i dag. Mod øst, i Kattegat, ligger Hjelm, kendt fra folkeskolehistorieundervisningens klassiske ord om Marsk Stig og ”Hjelm, der har fået horn”.
Jeg stiger ned fra Jernhatten, går ad landevejen tilbage til Skovgårde og videre i retning af Hyllested, hvor jeg støder til Molsruten, der hvor jeg forlod den for en uge siden.
Der er ikke en flad mark i dette landskab, ingen stræk med brede ådale og flade marken dannet langs åen. Her er der blot lave, vidtsvungne bakker, afbrudt af lange, skovklædte bakkekamme, åse, og enkeltstående bakketoppe, skovklædte, fordi de er for stejle til pløjning. Fingre af dyrket land rækker op mellem skovstykkerne, og længere nede er der lange læhegn.
Vejene her har sigende navne som Krumryggen, eller Bjergvejen, den tværvej før Hyllested Bjerges plantager, hvor jeg går ind på dagens nye ruteafsnit.
Vejen følger landevej mod Rugård. Undervejs ser jeg en stor flok sort kvæg stirre nysgerrigt efter mig, mens de står gumlende ved en høhæk. For en gangs skyld er det ikke brunt højlandskvæg med lang pels og morderiske horn i sombrerobredde.
Rugård er et af Djurslands mange godser, længere oppe af kysten ligger Katholm. Jeg passerer forbi avlsbygninger, der ligger samlet omkring, hvad der er en pæn stor dam, snarere end et gadekær. Nu ligger den isdækket hen, men, oplyser en informationsplanche, i sin tid brugte en emsig herremand det til hekseprøver.
De par kilometer ud til kysten går gennem en åben bøgeskov, der har smukke stengærder på begge sider af vejen og en stor, isdækket sø på højre hånd. Nær kysten erstattes bøgen først af nåletræsplantage, som når frem til havskrænten, der for sin fod har omkring hundrede meter marint forland dækket med hede.
Jeg spiser mine medbragte gulerodsboller på en iskold bænk på kanten af skrænten. Temperaturen er under frysepunktet, og selv om det ikke er en særligt blæsende dag, er kulden alligevel følelig over kindbenene.
De næste femten kilometer går langs kysten til Grenå. Jeg nyder hver eneste meter regulær skovvej eller sti, som jeg kan finde, mens jeg har den mulighed. Turen går langs plantagekanten, og med klitheden på højre hånd. Jeg holder mig fra vandkanten længere ude, fordi der er bedre fodfæste og mere læ længere inde.
Et stykke længere oppe af kysten ligger et nedlagt kalkværk, der står dystert tilbage helt ud til kysten, med store slaggedynger og forladt maskineri. Det ligner et af den slags steder, hvor Egon Olsen uvægerligt altid næsten blev slået ihjel af Karl Stegger i en Olsenbande film.
På den anden side af kalkværket er der serier af høje skrænter, der kommer tættere på vandet, og til sidst berøver vandreren et ordentligt fodfæste. Et par forfærdelige kilometer må jeg gå på en grusstrand af ral, der vrider anklerne i alle retninger, og gør det til de mest ugæstfri kilometre, jeg kender til. Men der er kompensationer, en flok sorte skarver hviler sig på stranden og letter en efter en, som jeg kommer nærmere. En stor trærod står tilbage midt på stranden, poleret til skulpturel perfektion af bølgerne.
Omsider runder jeg pynten, og langt ude i det fjerne kan jeg se Grenå, skorstene og master. Det er en af den slags udsigter, der synes at bestå for evigt, jeg går hen imod den i halvanden time, mens den umærkeligt vokser sig større.
For første gang er der bred sandstrand, og som jeg kommer nærmere, orange redningsposter, nytteløse på en vinterdag, ganske uden badende. Da jeg gik denne vej på en varm sommerdag var der tykt af badende i flere kilometers afstand fra Grenå. I dag er der endnu en flok sorte skarve og flere flokke af hvide måger. Mistroisk letter de så snart jeg kommer inden for et halvhundrede meter.
Da jeg kommer tættere på byen krydser jeg op i klitten. Der er en mærkelig uvirkelig følelse ved at stige op i sandet. Støvlerne burde synke dybt ned i det og gøre det til en kamp at komme op i klitten, men frosten gør det til en letbenet øjeblikssag, som at gå på vand.
Hele denne strand minder svagt om Vestkysten, men der er kun en enkelt lav klitrække, bagved er der en let kuperet klithede i hundrede meters bredde, og dernæst plantage. Jeg går på en stil i plantagens kant, en håbefuld motionist har efterladt et skispor i den tynde sne, der dog er lykkeligt sammenføget i den smalle stis spor.
Ruten fører frem til Grenå nær ved Grenåens løb. Jeg følger åen i modsat retning, ind i landet, for byens station ligger et par kilometer fra centrum.
Fem minutter før togafgang når jeg regionaltoget til Århus. Efter en dag i bakker og langs stranden med klitter og skrænter er det en sær fornemmelse af køre ind i landet. Banen går i en god halv times tid langs noget af den fladeste jord på Djursland, gammel søbund, Kolind Sund. Indtil den bugter sig ind i Århus nordfra, med det smukke stræk for foden af Riis Skov, næsten med skinnerne i vandkanten, og kører ind i banegården fra havnesiden.
Nostromo, side 164-188.
Jyske Vandreture 