Mols Bjerge (310).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Mols Bjerge, 25,8 km (310).
Onsdag den 1. maj, 2019.

Femmøller ligger strakt ud på den lange bakke ned mod Ebeltoft Vig. Jeg begynder min vandretur ved det midterste stoppested. Herfra fører et omfattende stinet ind til Mols Bjerge. Dagens vandring ender ved samme stoppested, og mellem de to tidspunkter sætter jeg ikke foden på asfalt én eneste gang. Der er nogle få grusveje gennem området, og ellers fører trampestier gennem skove og over overdrev. Jeg har vandret i området adskillige gange før (vandredag 13130, 131,167, , 257), men der er talrige stier i området, herunder mange afmærkede vandreruter, med nye tiltag efter udnævnelse til Nationalpark Mols Bjerge.
Det er knapt så varmt som de foregående dage, og himlen er lidt grå fra morgenen af, selv om det klarer op i løbet af dagen. Vinden er også følelig på de udsatte bakketoppe, som dagens rute byder på i rigt mål. Jeg slår ind på en sti, der snor sig gennem skov op mod toppen af bakkekammen. Der er en hel del nyudsprungen bøg med grønne blade, som sætter farve på skoven.
Mols Bjerge er, på trods af de mange bakketoppe der er årsag til navnet, grundlæggende et langt højdedrag, der strækker sig ud på halvøen mellem Kalø Vig i vest og Ebeltoft Vig i øst.
Landskabet har undergået betydelige menneskeskabte ændringer de seneste ti år. En god del af arealet er statsjord, og Naturstyrelsen har udført en omfattende rydning af nåleskovsplantager for at genskabe overdrev, en truet landskabstype i Danmark. Det betyder et langt mere åbent landskab, enten helt frit for skov, eller med få spredte træer på grønsvær. Her og der er der også bevoksning med ene eller gyvel. Et anden konsekvens af de ønskede forandringer er de flokke af kvæg, som er nødvendig for at fremme og sikre opretholdelsen af overdrevet.
Naturstyrelsen har et besøgscenter i nationalparken, som ligger i Øvre Strandkær, en gammel gård. Nærmeste nabo er Molslaboratoriet, som også har til huse i en gammel landbrugsejendommen. I 1950’erne skænkede Ellen Dahl, Karen Blixens søster, den gård der nu huser Molslaboratoriet og Sandbjerg Gods ved Als Sund i Sønderjylland (vandredag 146) til Århus Universitet. Molslaboratoriet hører under Naturhistorisk Museum i Århus, der udfører forskning her. I samklang med Naturstyrelsens beslutning om at fremme overdrev afgræsses Molslaboratoriets jorder også. For en par år siden blev alle ejendommens folde lagt sammen til én stor fold, hvor der nu går kvæg og vilde heste hele året rundt, et såkaldt rewilding projekt, der også er genstand for forskning.
Alt i alt betyder det, at dagens vandring er domineret af storslåede udsigter, ofte med kvæg inden for synsvidde, og i horisonten i øst den blå linje som er Ebeltoft Vig. Der er stadig mindre skovpartier tilbage på statsjorden, men løvtræer, og på den årstid især den nyudsprungne bøg, er langt mere fremtrædende. Der er også en del privat skov tilbage på egnen, og megen af den er stadig nåleskov.
Jeg er allerede gået gennem den første fold med græssende kvæg på statsjorden, da jeg når frem til Molslaboratoriets areal og møder den første flok vilde heste. Man har valgt exmoorponyer, der menes at have levet vildt på denne engelske hede i tusindvis af år, muligvis fra før istiden. Samme hesterace er også udsat i Skjern Enge (vandredag 121). Andre steder, som Lille Vild Mose og Kasted Mose (vandredag 220) har man valgt at udsætte den polske hesterace konik (konik betyder lille hest).
Fælles for udsætninger som disse er, at det drejer sig om vilde heste og ikke vildheste. Husdyrarter som får, geder og æsler nedstammer fra forfædre, der stadigt eksisterer som vilde dyrearter forskellige steder i verden. Hestens vilde forfader, urhesten – eller vildhesten, i den snævreste betydning af ordet – derimod er uddød. Nogle nuværende hesteracer, som exmoorpony eller konik, regnes som tættere på den oprindelige forfader end andre. Ældst af alle er przewalskis hest fra Mongoliet (navnet skyldes en polsk kavaleriofficer, der opdagede den – i det mindste for vestlig videnskab).
Så alle vilde heste nu om dage er efterkommere af forvildede tamdyr. Som nævnt har flere af disse bestande dog eksisteret på egen hånd i tusindvis af år. Efter den europæiske kolonisering af Nordamerika opstod frit levende bestande af vilde heste i USA, efterkommere af de spanske conquistadorers heste. Små eller store bestande af vilde heste findes flere steder i verden, opstået ved tilsigtet eller utilsigtet udsætning af tamheste. Et af de seneste eksempler er den namibiske ørkenhest. Under 1. Verdenskrig blev der også kæmpet i Namibia, det daværende koloni Tysk Sydvestafrika, og efter krigens afslutning slap begge stridende parter deres overflødige heste løs. Populationen har overlevet under barske forhold i mere end 100 år og har en størrelse på 100-150 individer.
Vendepunktet for dagens vandretur er Trehøje, der ligger i åbent terræn, endda med en smule hede på den østlige bakkeside. Jeg bestiger en af højene for at nyde oversigten. Herfra kan man se begge vige. Nærmest mig er der overdrev, hede og skov. Mod sydvest ligger halvøen Skødshoved som er landbrugsland. Rapsmarkerne står i blomst, så de dyrkede bakker derover fremstår i et kludetæppemønster med dramatiske gule partier blandt det grønne.
Også gyvel er begyndt at blomstre, og lyser godt op på heden, som jeg går over, da jeg begynder tilbagevejen. En tårnfalk flyder lavt over terrænet, så tæt på at jeg kan nyde synet af de rødbrune vinger. Normalt ser man dem mest som en mørkere silhuet højere på himlen.
Trehøje, Agri Bavnehøj og Stabelhøje, alle omkring 130 meter over havets overflade og beliggende i åbent land, er de klassiske udsigtspunkter i Mols Bjerge. Nord for Toggerbo ligger det mere ukendte Skovbjerg, 99 meter, som jeg ikke har været omkring. I sagens natur er der da heller ingen udsigt, derimod en flot, men krævende, opstigning gennem bøgeskov. Øverst står en mindesten til erindring om, at dette område er en gave (i 1971) til Statsskovvæsnet fra A. P. Møller og Hustrus Fond. Som det oftest er tilfældet, så kræver nedstigningen af stejle stier større opmærksomhed end opstigningen.
Skjult mellem højdedraget og dets mange slugter ligger også en lille dal med Langmosen, en langstrakt oval med mosens karakteristiske plane overflade, der er en sjældenhed i det kuperede terræn. En smal trampesti fører derind fra grusvejen nord for Toggerbo. Mosen er fugtig og indbyder ikke til at krydse uden gummistøvler. På den modsatte side af mosen står skovbrynet som en grøn væg af bøgeblade. Jeg følger den afmærkede sti videre, krydser grusvejen og kommer gennem skov og i kanten af overdrev frem til Strandkær. Kvæget er spredt ud, men en lille klynge af forårets kalve har søgt sammen.
Kvæget er rødbroget med hvide pletter, og det tilhører Naturstyrelsen. Jeg kommer tilbage på Molslaboratoriets jord, og møder igen ponyer, såvel som sort gallowaykvæg. Jeg er kommet ned på den flade forland neden for bakkerne. I kanten af en stor lysning inde i skoven hviler tre sorte køer i skyggen. Tilfældigvis også midt på stien, men jeg får mig snoet igennem uden postyr. Jeg følger en afmærket sti langs Mølleå, hvor vandet strømmer hurtigt. Bevoksningen er mere krat end skov, men det ændrer sig, da jeg igen når bakkerne og går gennem bøgeskov. Et langt skovdige i kampesten kanter den opstigende vej.
Bakketoppene er egentlig overdrev, med en smule hede, men de er stærk overvoksede med gyvel, der mange steder står som et uigennemtrængeligt krat. Blomstringen er i den begyndende fase, det må være et overvældende syn, når de store flader er dækket af gule blomster. Gyvel regnes for en invasiv art; den spreder sig især fra jernbanelegemet, hvor den er blevet sået for at modvirke erosion. Her har den i hvert fald gjort stort landnam.
Fra Molslaboratoriet følger jeg den såkaldte italienske sti tilbage mod Femmøller. Stien har fået dette navn, fordi den i tidligere – mere gyvelfattige – tider, hvor landskabet var hede og overdrev med fritstående ene, mindede følsomme sjæle om Italien og cypresser. Stien har været i brug i generationer og er her og der en dybt nedskåret hulvej. Stejl tilmed, på det sidste stykke ned til Femmøller, men jeg når dog frem i et stykke, og kan igen sætte foden på asfalt.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s