Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Lille Vildmose II, 35,6 km (309).
Onsdag den 17. april 2019.
Jeg er tilbage i Kongerslev, som jeg vil bruge som udgangspunkt for en vandretur i Lille Vildmose. Det er en smuk dag med høj sol, stadigt lidt køligt. Byen ligger oppe i bakkerne. Øst for byen er der fladt helt ud til kysten, bortset fra nogle få isolerede bakkeknolde, der engang var øer i det forsvundne stenalderhav.
Det lavt liggende land er overvejende eng og græsning. Jeg er dårligt kommet uden for bygrænsen, før jeg ser en blågrå kærhøg afsøge rørsumpen på en tilgroet eng. Et skilt viser af mod Vildmosecentret, men jeg har planlagt at komme ad bagvejen til vildmosen, så i stedet går jeg ad små veje frem til herregården Kongstedlund. Herregården ligger halvt oppe på siden af en af de store bakkeøer. Dens fine hvide hovedbygning vender ud mod ådalen. På min nylige tur ad den banesti, der flankerer den vestlige side af dalen, kunne jeg se den på flere kilometers afstand (vandredag 305).
Fra toppen af bakkerne kan jeg i øst se de blå søer i vildmosen, den store moseflade og skovene omkring den. Længst mod øst kan jeg se Mulbjerge, et højt bakkeparti mellem Dokkedal og Kattegat. Jeg var omkring dem for adskillige år siden på en vandretur ad Nordsøstien (vandredag 19). I dag er planen at følge samme etape af Nordsøstien over en kortere strækning: Fra landsbyen Smidie, ad en trampesti over til vildmosen, dernæst langs stien på ydersiden af det lange, høje hegn der omgiver mosen frem til Tofte Sø.
Jeg kommer imidlertid til at lave om på mine planer, for opslag ved Nordsøstiens afmærkningspæle fortæller, at stien er lukket på strækket langs kanten af Tofte Mose: Man er i gang med dæmningsarbejde, der skal sikre det nordvestlige hjørne af mosen. Så i stedet går jeg tilbage til Kongstedlund og videre ad grusvejen op over bakkemassivet bag. Herfra er der glimrende udsigt til kalkbruddet uden for Kongerslev, en hvid flænge af blotlagt kalk, der kan ses på mange kilometers afstand, både gennem ådalen syd for og i det flade land nord og øst for.
Den øde grusvej fører frem til en låge i hegnet ind til Lille Vildmoses tusindvis af hektarer indhegnet naturområde. Et opslag orienterer om takt og tone i omgang med de elge, som områdets ejer, Aage V. Jensens Fonde, har sat ud i en del af området (mindst 50 meters afstand for folk til fods eller cykel).
Fondens område er inddelt i tre forskellige zoner. I syd er der en stor indhegning omkring Tofte Sø og Tofte Mose, i nord en mindre indhegning omkring Høstemark Skov. Besøgende har ikke adgang til disse indhegninger, der blandt andet rummer kronhjorte, vildsvin og ynglende ørne. Til gengæld er der opstillet udkigstårne. De to områder bindes sammen af det indhegnede Mellemområde, hvortil publikum har adgang. En landevej og flere grusveje fører også igennem det flade landskab, behørigt udrustet med kvægriste. Der er her elgene er sat ud. En guldsjakal er også blevet fotograferet krydse en grusvej her.
Jeg så nu ingen af delene. Hvad der ikke undrer mig: En god del af arealet er enge, men der er også omfattende kær og rørskove, krat, egentlig skov, og række på række af lave læhegn, der engang har adskilt englodderne.
Efter at have passeret hegnet går jeg hen mod parkeringspladsen ved Tofte Søs udkigstårn. Ude på engene, med skoven i baggrunden, græsser små flokke af rådyr, tre-fire stykker ad gangen. Et syn jeg kommer til at se mange gange i løbet af dagen. Nord for grusvejen er der oversvømmede enge vest for Birkesø, ænder og gæs har taget dem i besiddelse.
En grusvej fører fra landevejen frem til parkeringspladsen nær udkigstårnet. En lille håndfuld biler holder parkeret der. Jeg går den korte tur gennem en strimmel skov frem til udsigtstårnet i kanten af Tofte Sø. I egentlig forstand er det ikke et tårn, men derimod en rummelig pavillon som en lang træbro giver adgang til. En børnefamilie, et ældre par og et par fuglekiggere har slået sig ned. En ung mand skruer låget af en termokande, og en lugt af kaffe breder sig.
Tofte Sø ligger i det nordvestlige hjørne af Tofte Mose, omgivet af rørskove og med flad højmose på den fjerne side af søen. I syd løfter agerlandets bakker sig over mosen. En stor flok skarver har valgt en klynge træer til deres tørreplads.
Sidste år fik Tofte Sø en tvilling: Birkesø, en kunstig sø skabt med lave diger omkring det laveste sted på engene. Da jeg var her sidste år, var søen lige blevet anlagt, og digerne stod endnu som rå jord (vandredag 254). Nu er det hele vokset lidt mere sammen.
Den nye sø dækker den oprindelige vej over engene, og Nordsøstien er derfor blevet omlagt. Nu går den som en spinkel trampesti gennem spredt krat syd om den nye sø. Med uregelmæssige mellemrum er der sat rød maling på de tynde træstammer, ellers ville det være umuligt at følge den.
Indimellem er der fine udsigter over søen, med bakkerne og det hvide kalkbrud i baggrunden. Ude på søen ligger måger, gæs, svaner og ænder tæt, nærmere på bredden holder blishøns, lappedykkere og små dykænder til.
Gæssene har også bredt sig til engene og græsser næb ved mule med kvæget på de indhegnede enge øst for søen. Længere borte kan jeg se nogle af de vilde heste, der også bidrager til afgræsningen.
Vildmosecentrets lille tog kører frem mod udsigtspavillonen ved Birkesø. Jeg krydser landevejen og kommer ind på de lange grusveje gennem engene. Måske er det bare påskeferien, men der er en lind strøm af biler på de små veje, i skridttempo eller parkeret i vejsiden. Der er ikke en elg i sigte, men masser af rådyr, og stadig flere vandfugle at se som jeg bevæger mig mod nord, hvor store vandfyldte tørvegrave og rørskove udgør en stadig større del af landskabet. En rørhøg gennemsøger metodisk engbunden. I øst tegner Mulbjerges runde bakker sig mod himlen.
Før jeg begynder på tilbagevejen, runder jeg udkigstårnet ved Høstemark Mose. Det er et rigtigt tårn, med en platform hævet fem meter over jordoverfladen. Man kigger ud over flad mose, langt tættere på end ved Tofte Sø. Informationsmaterialet fortæller om flokke af krondyr, men i dag ligger mosen øde hen.
Det virker, som om biltrafikken er steget, da jeg går ad de lange grusveje tilbage mod Kongerslev, stemningen minder svagt om Givskud Løvepark eller lignende. Tørvegravene ligger tæt her, hver af dem har sit eget svanepar. Også et par motorcyklister og cyklister har fundet vej herud. Ænder og gæs trækker gennem luftrummet og adskillige rovfugle er i gang.
Tilbage på landevejens asfalt går jeg mod vest, over kvægristen ved hegnet og op ad bakken omkring kalkbruddet. Landevejen går klods op ad fabriksbygningerne, som, sammen med høje træer, skjuler de hvide kalkflader for øjet, uanset hvor fremtrædende de er i landskabet set på afstand.
I Kongerslev går jeg lige akkurat glip af bussen, så jeg venter tålmodigt en time på den næste bus. På en bænk, med min bog.
Aldous Huxley, The Island, 205-286.
Dorris Dörrie: Das blaue Kleid, 1-38.
Jyske Vandreture 