Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Hadsund-Kongerslev, 26,5 km (305).
Lørdag den 23. marts 2019.
Det kræver to lange busture at komme fra Århus til Hadsund på en lørdag formiddag. Jeg bliver døsig i bussen og er så småt ved at blunde, da det med et bliver strålende blåt foran bussen, og den kører den sidste kilometer ad broen over Mariager Fjord og frem mod Hadsund.
Jeg har været i Hadsund før på mine vandreture. Det har været i forbindelse med vandring langs fjord (vandredag 234 og 235) eller på Nordsøstien (vandredag 17 og 18). I dag bliver det blot til et flygtigt indtryk af fjorden ved Hadsund, ellers går min vandring gennem det indre af Himmerland. Jeg følger banestien fra den nedlagte jernbane mellem Ålborg og Hadsund. En stor del af tracéet er bevaret og omdannet til cykelsti.
For mig er det bedst at vandre på banestier i vinterhalvåret, når der ikke er blade på løvtræerne. Ud over hvad der er plantet eller naturligt groet frem, så vokser der ofte æble-, kirsebær- eller mirabelletræer langs de nedlagte baner, en arv fra passagerer, der har smidt affald ud af vinduet. I sommermåneder kan det føles som om, man går gennem en grøn tunnel.
Jeg følger landevejen mod Øster Hurup, indtil jeg kommer ind på banestien i udkanten af Hadsund. Den går på en lav jordvold gennem landskabet, i lange lige stræk og store, bløde sving. I den åbne land er der en fin udsigt fra den løftede position. I nord ser jeg den smukke kirke i Visborg, umiddelbart inden banestien påbegynder et langt sving mod nord og skærer sig igennem små skove og agerland med store marker.
Langt fremme, op mod skovbrynet, ligger den rødkalkede hovedbygning fra proprietærgården Høgholt, hvis marker og jord er udstykket fra det nedlagte gods Visborggård, som jorden oprindeligt hørte under. En traktor kører over marker med en stor sprøjte, og en flok heste flytter sig nysgerrigt frem og tilbage i en stor fold.
På den anden side af skoven fører en gammel jernbanebro over Korup Å, der nøje følger skovbrynet. Jeg kommer ud på et længere stræk af åbent, fladt land. Det er en smuk dag, hvor solen kommer og går. I åbent terræn er der en følelig vind, som hurtigt får det til at fryse omkring ørerne, inde i skovenes læ er der ganske lunt. Flokke af råger er travl beskæftigede på markerne.
I det åbne agerland ligger de små, forhenværende stationsbyer Skelund og Veddum, og derefter går det gennem Ravnborg Skov, hvor den gamle bane samtidig påbegynder en lang moderat stigning gennem lysåben bøgeskov. Hurtigt kommer jorddæmningen til at hæve sig et par meter over skovbunden for at kunne passere gennem fugtigere terræn, hvor birketræer dominerer.
I en lysning hører jeg skarpe skrig, og da jeg kigger op, ser jeg fire musvåger kredse over mit hoved. Fuglene vider deres cirkler en smule ud og glider ind over trækronerne.
Ved Solbjerg kommer jeg ud igen ud på åbent land, det højest beliggende punkt på dagens tur. Snart slynger banen sig dog ned i ådalen frem mod Bælum. Meget af bakkesiderne er dækket af skov, og der er eng på den smalle dalbund. Et ensomt rådyr letter fra lejet og springer hastigt af sted mod et fjernt skovbryn. Da dyret føler sig sikkert, stopper det op og betragter mig en rum stund, inden det i skridtgang forsvinder mellem træerne.
Flere steder langs banen findes de gamle stationsbygninger stadigt, nu konverteret til beboelse, med de oprindelige fragtskure bevaret. Det gælder også i Bælum. Gule mursten og rødmalede luger til fragtskuret.
Nord for Bælum kommer jeg ud på en anderledes lav og bred ådal. Her er der også skov ved dalsiden. Et ravnepar glider lavt over mit hoved, glinsende sorte og med de kileformede haler tydelige mod den blå himmel. Langt mod nordøst, på den fjerne dalside, kan jeg se de hvide flader fra et kalkbrud.
Dalen er bredt ud med lav flad eng. Engen er så flad som en fodboldbane og gennemskåret af grøfter og kanaler, så formodentlig er det afvandet jord. Turen langs dalens vestlige kant er fem kilometer lang. Trafikken består af to kvinder på ponyer og så mig.
Der ligger to godser her, på hver side af dalen, hævet over dalsiden. Deres hvide hovedbygninger kan ses på lang afstand. På den vestlige side Randrup, på den østlige side Kongstedlund.
En musvåge letter fra krattet og efter en lav flyvetur slår den sig ned på en pæl. Engenes folde er tomme, i hvert fald for husdyr, et halvt dusin rådyr tager for sig af græsset derude.
Banestien støder til landevejen syd for Kongerslev, og jeg følger den større vej op gennem bakkerne og frem til busstoppestedet i byen.
Joseph Conrad: Lord Jim, 166-189.
Jyske Vandreture 