Odder-Hov, 35,1 km (304).
Lørdag den 16. marts 2019.
Det tegner til at blive en sjælden tørvejrsdag i en lang serie våde dage. Som letbanetoget kører mod Odder, er der endda morgensol over landskabet. Snart er solen dog skjult bag et tyndt slør af skyer.
Jeg begynder min vandredag med at gå stik syd, ud af byen. I udkanten af byen finder jeg ind på et kort stræk af en banesti. Det er en rest af den nedlagte jernbane mellem Horsens og Odder. Der er bevaret to andre, længere, fragmenter af banen, det ene fra Horsens til Haldrup (vandredag 4), det andet fra Hundslund til Åkær (vandredag 273).
Her, i udkanten af Odder, løber banestien i en lige linje halvvejs oppe på bakkesiden med en fin udsigt over marker og skoven på bakkekammen overfor. Godserne ligger tæt i denne del af Østjylland, så markerne er store, og mange steder ligger der små huse, som oprindeligt har været beregnet til godsets ansatte. En vej krydser banestien, den kommer fra ådalen og fører lige op over bakkekammen. En sten er kalket hvid og bemalet med røde bogstaver: Rodsteenseje.
Velholdte grusveje, flankeret af lange smukke alléer, fører til og fra herregården, der ligger oppe på det flade plateau. Murstensportaler og smedejernslåger værner om privatlivets fred. Store klynger af nyere avlsbygninger i rød mursten strækker sig ud fra hovedbygningen. Hovedbygningen er langt ældre, fra 1681, i rødt bindingsværk. En senere ejer har tilføjet en tårnbygning midt for den lange hovedfløj. Godset navn skyldes admiral Rodsteen, der giftede sig med arvingen til herregården. Det var ægteparret, der i sin tid lod hovedbygningen opføre. Før det hed ejendommen Hovedstrup.
I dag har jeg planlagt at gå fra Odder ud til Kattegat ved Hov – og tilbage igen. Der går en travl hovedvej ud til færgehavnen, men jeg vil gå så lidt som mulig ad den. I stedet søger jeg ind på de snævre landeveje, gennem de små landsbyer med mange gamle bindingsværkshuse i vekslende tilstand af vedligeholdelse. Selv om det holder tørt, virker landskabet på en eller anden måde fugtigt og vandmættet af den store mængde nedbør, der er faldet i denne måned. Der er her og der en smule heste og kvæg på græs: De giver indtryk af stadig at skutte sig i regnen, næsten som om de ikke for alvor tør tro på en tørvejrsdag.
Der er vid udsigt, for jeg går gennem fladt land, næsten fuldstændigt opdyrket og skovløst. Der er både et Neder Randlev og et Over Randlev. De to landsbyer deles om en lille undseelig kirke i Over Randlev. Den lille kvaderstenskirke trygger sig i læ, halv oppe ad en bakkeside. Kirken har ikke noget tårn, blot et lille tagspir, der bærer kirkeklokken.
Anderledes prangende i landskabet er den store kirke i Gosmer, hvis hvidkalkede mure kan ses på lang afstand i landskabet. Det skyldes rollen som begravelseskirke for de lokale adelslægter Rathlou og Gerstendorff. Rathlouslægten har da også på et tidspunkt ejet kirken, som det i århundreder var almindeligt for mange landsbykirker og adelsslægter.
På min vandring ad de små landeveje mod syd gør jeg en afstikker ad en blind grusvej. Den fører ind til Bjørnkær Voldsted, som er resterne af et fæstningsanlæg fra Middelalderen. Løvtræer har spredt sig ud over det gamle anlæg, men det er stadigt tydeligt at se konturerne af to borgbanker og den voldgrav, der omgav dem. Den ene voldbanke har også bevaret fundamentet af et stentårn, der engang stod her. Det var en almindelig fæstningstype i middelalderen (Se illustration i slideserien til vandredag 179). Ved udgravninger har man her fundet keramikrester, der kan være vidnesbyrd om det tidligst kendte destillationsapparat i Norden, en tolkning som lokalt informationsmateriale videregiver med betydelig entusiasme.
Få hundrede meter syd for den nedlagte borg ligger herregården Gersdorffslund. Gersdorffslund, Rodsteenseje og herregården Åkær deler en historisk skæbne: I 1660 blev de givet til kongens rigshofmester Joachim Gerstendorff som erstatning for mistet privat ejendom, der blev overdraget til svenskerne som betaling for at Danmark kunne beholde Bornholm i riget, efter nederlaget i Svenskekrigene og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. (Det var hans datter, Sophie Amalie, som admiral Rodsteen ægtede)
Oprindeligt havde Gersdoffslund en hovedbygning i bindingsværk, ligesom Rodsteenseje og Åkær (vandringsdag 242) stadigt har. På Gersdorffslund er den gamle hovedbygning imidlertid nedbrændt og erstattet af en hvidpudset bygning i klassicistisk stil med rødt tegltag. Der hører en stor park til, og på gårdsiden er der et omfattende kompleks af nyere avlsbygninger i samme kombination af hvide mure og rødt tegl.
Herregården ligger på stor åben bakkeside ned mod Hov og med udsigt over Kattegat. Jeg tager dog ikke den direkte vej derned, i stedet fortsætter jeg mod syd, indtil jeg når Ravneskoven, en kystskov umiddelbart syd for Hov.
På trods af navnet hverken hører eller ser jeg ravne i Ravneskoven. Fra luftrummet over trækronerne kommer der skrig fra både krager og måger. En let skrånende skovvej fører ud til kysten. Skovens yderste træer rækker med krogede grene ud mod lyset og havet, naturligvis stadigt uden løv.
En smal bræmme rørskov vokser klods op ad skovbrynet, vandfyldte tidevandsrender og rørsump danner et bælte parallelt med kystlinje. Yderst er der sandstrand, nærmest en revle, nogle få, afgørende, centimetre højere i landskabet. Egentlig ville jeg gerne ud at gå langs vandkantens sandstrand, men uden gummistøvler er det umuligt at komme tørskoet derud.
I stedet går jeg ad trampestier og skovveje mod nord, indtil jeg når frem til skovens nordlige afgrænsning. Overgangen fra skov til agerland er brat, skovbrynet løber i en lige linje op til Gersdorffslund hvide bygninger øverst på bakke; mod nord, få hundrede meter borte, ligger Hov. Kystlinjen er trukket op med lange bælter af tang, der ganske skjuler den smalle strand. Her og der sidder et par et par sky krager og pirker uden begejstring i brunalgerne.
I Hov går jeg langs den lille havnefront og frem til færgehavnen. Tunøfærgen ligger for anker, og den noget større Samsøfærge er ved at lægge til kaj. En ganske pæn mængde biler holder opmarcheret, parat til at køre ombord.
Umiddelbart nord for havnen begynder en bredere, mere klassisk dansk sandstrand – badestrand. For de fleste et mere populært valg end Ravneskovens rørsump: Der er byudvikling i gang ved havnen, der er sommerhuse, campingpladser og badebroer, end ikke en kørestolsegnet grussti mangler.
Sandstranden fortsætter en snes kilometer mod nord, helt op til Moesgård Strand, hvor grusstrand tager over. På strækningen ligger store sommerhusområder omkring Saksild Strand, Rude Strand, Norsminde og Ajstrup Strand.
Den vej skal jeg nu ikke i dag. Tre kilometer nord for Hov drejer jeg væk fra kysten og begynder turen tilbage til Odder. Dagen er blevet stadigt mere grå, støvregn bliver til en mere støt dagsregn.
Der er ikke nogen drastisk skrænt at bestige her, i stedet er der en uendeligt langsom stigning i terrænet. Når jeg vender mig rundt kan jeg se havet som en blå linje bag det åbne grønne agerland. Flokke af hvide måger og sorte råger deler markerne i god ro og orden.
Den lille landsby Boulstrup har stadigt en Stationsgade. Den nedlagte stikbane fra Odder til Hov gik engang her. Jeg går videre ad et kilometer langt fragment af banelegemet, der bevaret som en cykelsti ud til landevejen mod Odder. Over en kort strækning går jeg i min egne fodspor fra formiddagens rute.
Hvor Rodsteensejes allé når ud til hovedvejen, drejer jeg dog fra og går ad en mindre vej mod centrum af Odder. Vejen ender ved Odder Kirke. Kirken har lige som Gosmer Kirke nydt godt af protektion fra den lokale adel. Kirken har over et langt stræk et usædvanligt højt kirkegårdsdige, 2 meter højt. Historikere tror, at det endda kan have været 3 meter højt og i trettenhundredtallet været en del af et forsvarsanlæg omkring kirken. Mig bekendt har ingen koblet muren til fundet af destillationsapparatet i Bjørnkær og ædruelige folks behov for beskyttelse mod den besoffene hobs udskejelser, men muligheden kan vel ikke afvises…?
Ved stationen melder infoskærmen løbende bånd om ustabil drift på letbanen. Heldigvis er de blå rutebiler mere stabile.
Joseph Conrad: Lord Jim, 142-166.
Jyske Vandreture 