Vammen-Hjarbæk Fjord, 30,8 km (303).
Lørdag den 2. marts 2019.
Det er en grå morgen, da jeg sætter mig ind i toget til Hobro. Landskabet er hvidt – rimfrost på træernes kviste og græsstråenes blade. Hobros banegård ligger i kanten af bymidten, godt oppe ad en bakkeside. Busterminalen, derimod, ligger i centrum, nær havnen. Jeg går derned, venter en halv time på min bus, og klokken bliver 11, før jeg kan stå af ved stoppestedet i Vammen, hvor min forrige vandredag sluttede (vandredag 302). Rimfrosten er væk fra landskabet, men det er stadig en grå og kold dag.
I dag skal jeg fortsætte min tur gennem Skalsådalen og ud til Hjarbæk Fjord. Vammen ligger på plateauet syd for ådalen, så jeg begynder med at gå mod nord, forbi kirken, ud ad byen og ned ad den lange bakke. Bakkeskråningen er skovklædt, dalbunden, derimod, er flad eng, der strækker sig endeløst mod øst og vest.
De få gårde ligger ved dalsiderne, hævet over det fugtige terræn, engen selv er uden huse og med tomme folde. En stor brun rovfugl sidder på engen og går på vingerne, da jeg krydser dalen. Et andet sted ser jeg en vibe trippe over grønsværen, pludselig letter den, og får følgeskab af en lille flok artsfæller, der indtil da var skjult for mit øje.
Skals Å løber på dette sted nær den nordlige bakkeside. Syd for åen er der en vid bræmme rørskov mellem eng og å. Nord for åen er terrænet groet til i rørskov og krat, mange steder med knæhøje tuer i det åbne rum mellem buskene. Jeg slår ind på landevejen, der fører mod nordvest, en smule oppe på bakkesiden. Herfra er der en glimrende udsigt til bakkekammen, der flankerer den sydlige kant af ådalen.
Den øverste, stejleste del af bakkesiden er enten skov eller overdrev. Det flade, fugtige terræn ud mod åen er eng og kær. Imellem de to naturtyper er der så en strimmel land, der er tilstrækkeligt fladt og veldrænet til at kunne opdyrkes. En traktor er gået i gang med forårspløjning og trækker et kølvand af begejstrede måger efter sig.
Det er også en god dag for musvåger, af og til kan jeg se tre eller fire af dem på én gang – omhyggelige med at opretholde en præcis afstand imellem sig. Deres gennemtrængende skrig fylder luften.
Forude ligger den lille landsby Bjerregrav, ved hovedvejen mellem Viborg og Ålborg. Jeg følger den travle vej over de brede enge og krydser Skals Å ved Løvel Bro. Engang var der her et vigtigt overgangspunkt for Hærvejen gennem Himmerland. En smule af den oprindelige bro fra Middelalderen er bevaret. Resterne ses som lange rækker af granitsten parallelt med hovedvejen, og som fundamentet af en strømpille umiddelbart ved vandløbet, tilspidset i den ende der møder strømmen.
Før jeg fortsætter mod sydvest, gør jeg en lille afstikker mod øst. Her, ved den sydlige bakkerand, ligger den lille fredede hederest Nordmandshede. Grunden til fredningen er den imponerende samling hulspor fra middelalderens Hærvej, der stadig ses her. En låge giver adgang til terrænet, folden er tom, så jeg har herlighederne for mig selv. I dybde varierer hulvejene fra knæhøj til langt over mandshøjde. Det understreger den historiske betydning af Løvel Bro som langt det bedste overgangssted for Skals Å i Himmerland.
Efter min afstikker går jeg ad grusveje, der fører mig til kanten af ådalen, før den svinger op gennem bakkerne og ind til Løvel ved hovedvejen. Efterhånden lysner det lidt op på den grå dag. Løvel ligger på det flade plateau, herfra skærer flere kløfter sig ned i bakkesiden og ud mod Hjarbæk Fjord. Hovedvejen går som omfartsvej vest om byen, hvor høje broer løfter den over kløfterne.
Jeg drejer af ved kirken og går ad Kirkedals grusvej tilbage mod ådalen. En høj betonbro bærer hovedvejen adskillige meter højere oppe. Store skilte oplyser om forbud mod rappelling under påberåbelse af myndighed fra politiet og det hedengangne Viborg Amt. På den anden side af broen fører grusvejen gennem et skovstykke, der i en lysning også huser en motorbane – Løvelbanen. Den lille bane har bander og klubhus. Kirkedalsvej fører tværs igennem og skal spærres af, når banen er i brug.
Snart nærmer jeg mig igen den brede, grønne dalbund. I det fjerne kan jeg skimte fjorden. Ude i dalen kan jeg se, hvad der ligner en stor hvid snedrive, men som jeg nærmer mig, viser det sig at være en flok gulnæbbede sangsvaner i hvide fjerdragter. Der er flere flokke andre steder på engene.
På begge sider af dalen bliver bakkekammene mere markerede. Endnu en travl hovedvej, denne gang mellem Viborg og Løgstør, skærer sig gennem dalen. Jeg går mod nord langs vejen, mens bilerne suser forbi, indtil jeg når frem til broen over Skals Å. Idet jeg kigger tilbage gennem ådalen, får jeg øje på et dusin rådyr, der græsser ugenert langt ude på engene, i små flokke på begge sider af sangsvanernes hvide drive. Landskabet er på én gang præget af intens menneskelig aktivitet, bilerne på hovedvejen, og fuldstændig øde, ude på engene er der ikke et menneske i syne.
Fra landevejsbroen over Skals Å er der et par kilometer ud til Hjarbæk Fjord. Et naturgenetableringsprojekt har skabt en stor engsø her. Diget syd for åen er gennembrudt flere steder, men bundet sammen med små broer. Således er det muligt at gå på diget hele vejen ud til fjorden. Turen går tværs i gennem enorme rørskove, og dele af diget udgør nu en lang, smal ø mellem å og engsø. Der er gæs, ænder og svaner på sø og eng, et par fiskehejrer går på vingerne, og en skarv flyver tungt gennem luften.
Digestien ender ved den gamle jernbanebro over åen. Den nedlagte jernbane mellem Løgstør og Viborg er omdannet til banesti under navnet Himmerlandsstien, som på dette sted også indgår som en del af Hærvejen nord for Viborg (vandredag 200). Her åbner fjorden sig med en større vandoverflade, kantet med rørbræmmer og grønne bakker længere tilbage.
Jeg ser på fjord og fugle en stund, inden jeg vandrer ad banesti og grusveje ind til Skals. Den gamle stationsbygning findes stadig, men er for længst omdannet til privat beboelse. Busstoppestedet er her dog stadig, og jeg venter tålmodigt på en sen eftermiddagsbus.
Joseph Conrad: Lord Jim, 58-142.
Jyske Vandreture 