Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Middelfart: Røjle Klint, 29 km (399).
Søndag den 21. marts 2021.
Himlen er blå over mit hoved, som jeg forlader banegården i Middelfart og går mod øst, snart gennem industriområder og så ud i det åbne land. Inde i byen søger rågerne føde en to-tre stykker ad gangen, ude på markerne søger de sammen i små sky flokke, der letter på lang afstand og søger tilflugt i de øverste grene af fjerne læhegn, mens de iagttager mig går forbi på landevejen.
Efter at have krydset motorvejen mod Lillebæltsbroen og Jylland, passerer jeg den hyggelige lille flække Staurby, der blot er en samling gårde og bindingsværkshuse. I den store, gamle have, der hører til en af gårdene, hænger et fuglehus i tre etager og venter på indflyttere. Jeg svinger mod nordøst og går mod Kattegatkysten. Først fører vejen over et fuldstændigt fladt område med enge, der næsten må være resterne af en tørlagt sø, og så når jeg til Vejlby, en egentlig landsby, også med gårde og huse, samlet omkring en kirke med hvide mure og takkede gavle. Byens gade fører op ad en bakke, fra hvis top jeg kan se blåt hav to-tre kilometer borte.
På trods af solen er det en kold dag, og den lette blæst gør det koldt for ørerne, så det er med hætten knappet godt til, at jeg går gennem det let kuperede landskab og ud til sommerhusområdet Vejlby Fed ved havet. En bred sandstrand ligger øde hen, bortset fra campingpladsens gule vandcykler, der er trukket langt op på land. Mod syd krummer stranden sig ind mod bunden af vigen, græsklædte bakker rejser sig for øjet. Mod nord løber en lang skovklædt skrænt, der næsten strækker sig halvøen rundt.
Jeg går mod nord, i de næste par timer fjernt fra asfaltveje – og for den sags skyld grusveje og jordveje. Sandstranden går hurtigt over i grus. Allerede på lang afstand kan jeg se blotlagte skrænter, og skovbrynet trængt tilbage til toppen af klinten. Små flokke af måger og ænder ligger ude på vandet, mellem små skumtoppe, af og til trækker en skarv lavt over vandet.
Straks jeg når frem til klinten, bliver min vandring drastisk vanskeligere. Med korte mellemrum er stranden blokeret af væltede træer. Skrænten består af såkaldt plastisk ler, som har let til udskridninger. Hvor skreddene er friske, står den stejle klint med tung, våd ler, der samtidig sine steder er bedragerisk løs i konsistensen og suger støvlen dybt ned. Så det er sidste udvej, når jeg skal forbi. Andre steder er gamle skred groet til med krat, men de faldne stammer nu ligger i havstokken, med barken slidt væk og grene, stammer og rødder sommetider poleret til en skulpturel effekt.
De mange væltede træer ligger i store og små klynger, det er sjældent, at jeg kan gå mere end et par hundrede meter, før jeg møder den næste. De fleste gange kan jeg sno mig mellem de tykke, vandrette grene. Årstiden er ikke til at vade igennem vandet, så hvor det ikke er muligt at finde en vej gennem grenene, må jeg møjsommeligt forcere de våde lerskrænter. Skrænterne er våde, fordi der uafbrudt presses vand ud, talrige små bække, nogle af dem blot en fod i bredden og en finger dyb, løber fra foden af klinten og videre den korte vej til havet. En par enkelte steder er der slidt en større kløft ned gennem skrænten, og pludrende vand strømmer ud. Gennem kløften kan jeg se skråningens løvskov i smukt modlys. En del af området her er fredet under navnet Røjle Klint.
Der er tydelige forårstegn, ikke så meget de forvildede vintergækker, derimod følfod og hestehov, hvis gule eller hvide blomster skyder frem i det mudrede ler. Nogle af de væltede træers kroner er tæt behængt med rakler. Tæt på kysten ligger edderfugle, i små grupper på tre-fire fugle, brune hunner og spraglede hanner. Længere ude er der nogle få motor- og sejlbåde at se.
Klinten har sin egen palet, mest i brune eller sorte nuancer. Enkelte steder er der et grønt anstrøg og over et langt stræk står skrænten med en rustrød farve. Friske skred har sendt rødt ler ned på den hvide grusstrand. Længere fremme slår kysten et knæk, og som jeg går mod vest kommer der mere sand i leret. Et virvar af væltede stammer tvinger mig til at gå hundrede meter i et par meters højde oppe på den blotlagte klint. Dele af underlaget er fast under den glatte overflade, andet er dybt mudder, og det er umuligt at se forskel. Jeg prøver mig frem med vandrestok og en forsigtig kattepote; alligevel undgår jeg ikke at se støvlen og det nederste af buksebenet forsvinde i gult mudder.
Snart efter er jeg dog tilbage på fast strand og kan gå videre, nu med udsigt hen over den nordligste del af Lillebælt, til Jylland. En høj gul klint løber langs kysten derovre, skov foroven. Det er Treldenæs, nord for Fredericia og op til mundingen af Vejle Fjord. Stranden ligner denne her, bare endnu mere ufremkommelig. Heldigvis havde jeg afsat en sommerdag til det, og forberedt mig på at skulle vade gennem vand, da jeg gik den tur (vandredag 107). Det tog fulde fire timer at gå ti kilometer. En snes kilometer mod øst ligger Æbelø, der også byder på smukke klinter, og betydeligt færre væltede træer i havstokken, til gengæld kræver det en kilometers vandring gennem knæhøjt vand at komme derover (vandredag 109).
Jeg har mødt et par enkelte lystfiskere undervejs, de har brugt de få skovveje til at komme ud til kysten, men nu hvor skrænten langsomt tager af, og stranden bliver mere fremkommelig passerer jeg spadserende og endog løbere. Der er aftryk af mountainbikes i sandet og på himlen svæver to-tre drageflyvere, ophængt under kulørte skærme. På Jyllandssiden kan jeg se Fredericia, industrihavnen og, længere mod nord, de gamle skanser og fæstningstårnet (vandredag 70).
Ved det fladere land vest for klinten når jeg frem til Strib. Store villaer ud mod vandet vidner om en fortid som mondænt badested, på en anløbsbro markerer en lille pyramide med små kanonkugler, at stedet før badegæsternes tid også var militært vigtigt for kontrollen med Lillebælt. Yderst på Stribodde står et fyrtårn, og som jeg runder pynten, åbner udsigten sig ned mod den ny Lillebæltsbro.
Herfra tager jeg hul på dagens sidste kilometre, først i det ganske snævre rum mellem parcelhushaver og vandkant, videre forbi lystbådehavne, og dernæst ad Gl. Strandvej til Middelfart. Skyer er trukket ind fra vest og der ligger et mere grelt mønster af lys og skygge over vandet og broen. Jeg følger Strandvejen under Lillebæltsbroen og kommer i samme omgang ind i Middelfart. I sydvest kan jeg nu se den gamle Lillebæltsbro, en langt lavere struktur end den ny. Den nye bro er forbeholdt motorvejen, men den gamle har også plads til tog og til cykel- og gangsti (vandredag 69). Det er også her, man kan komme på bridge walking.
Gl. Strandvej fører mig helt ind i bymidten, og snart er jeg tilbage på banegården.
Jens Blendstrup, Slagterkoner og Bagerenker, 248-424.
Jyske Vandreture 