Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Gamborg Fjord & Hindsgavl, 39,8 km (400).
Tirsdag den 30. marts 2021.

Nørre Åby er en lille stationsby, to regionalbanestop øst for Middelfart. Byen ligger højt i landskabet, der langsomt skråner ud mod Lillebælt. Som det sig hør og bør er der en å i Åby, Viby Å, og dertil en vandresti som følger den over adskillige kilometre. Det er en varm forårsdag med høj sol og næsten ingen vind.
Åen er kantet af høje træer, hvorfra duer letter. På et lille åbent areal i bymidten søger en blandet flok af alliker, råger og krager føde. De dristige alliker er blot et par meter borte, men holder alligevel stand. Åen løber ud i det åbne landskab, stadig med en række høje træer på hver side, der af og til danner et uigennemtrængeligt krat hen over vandløbet. Stien er bred og veletableret, en træbro fører over på den anden side og længere fremme er der plankebroer gennem udstrakt rørsump. Åens vand strømmer frisk af sted, og opsatte informationsstandere lufter muligheden for at se vandstær.
En del af åen er genslynget, og engene plejes med “robust kvæg” som det hedder, hvilket betyder skotsk højlandskvæg med store horn og lang flagrende pels. Træernes grene er tungt lastede med rakler, vorterod blomstrer i lange baner med gule stjerner. Jeg krydser en blind vej, en række af stynede vejtræer fører hen til den gård, hvor vejen ender. Jeg, derimod, fortsætter ad jordstien langs åen. Den slår et smuk sving omkring kær og eng, hvor høje, gamle egetræer står som skildvagter i vejkanten, mens væltede bøgetræer har fået lov at ligge på engen. En lille flok gæs trækker lavt over himlen.
Snart går jeg ad en lang plankebro gennem en rørsump, indtil stien brat bryder af og fører op ad den sydlige bakkeside til en landevej. I vest kan jeg få kilometer borte se den hvide landsbykirke i Gamborg ligge på en bakketop over blåt vand. Det er Gamborg Nor, åen er på vej derhen, og det skal jeg også, senere på dagen. I første omgang går jeg dog mod syd, ned ad bakken, gennem en lille samling af huse og gårde, indtil jeg når frem til bunden af Gamborg Fjorden.
Gamborg Fjord er en lang, smal fjord, der mod syd afgrænses af halvøen Fønsskov, der som en finger rækker ud i Lillebælt. Oprindeligt var fjorden ti kilometer lang, men allerede sidst i syttenhundredtallet blev der foretaget en inddæmning, som afskar de inderste to kilometer fjord. Ved årtusindskiftet blev vådområdet reetableret som ferskvandssøen Føns Vang.
Det er dæmningen, som jeg nu går over. Mod vest er der vid udsigt over fjorden, kantet af en smal stribe sand og en strimmel strandeng. Låger giver adgang til at krydse engen og en robåd er trukket på land. Mod øst er udsigten over Føns Vang delvist spærret af høje træer, men som jeg kommer længere frem, opstår der dog udsigtsmuligheder. Søen ligger omkranset af grønne bakker, på fremtrædende punkter ligger hvide landsbykirker, Føns på sydsiden og Udby på nordsiden.
Midt i søen ligger en lille kunstig ø, vist tænkt til brug for måger, men i dag er det kun skarver, jeg ser derude. Det ser endda ud til, at de har bygget reder direkte på jorden. Jeg har set noget lignende i Vestjylland, nær Stadil Fjord, ved den ligeledes reetablerede Svingel Engsø. Her etablerede skarverne sig i reder i væltede træer, nogle af dem blot en fod over vandspejlet (vandredag 367). Svaner og måger holder til nær den lille ø, en stor flok troldænder har spredt sig over en større del af vandoverfladen. På den anden side af vejen græsser grågæs på en græsmark, en stor flok gæs letter fra søen og trækker lavt over marken.
En grusvej ved et lille sommerhusområde giver adgang til Lillebælt ved roden af Fønsskovhalvøen. Stranden er bredere her, og der er en stor strandfælled med karsk græsdække. En tårnfalk, en af adskillige som jeg ser denne dag, hænger i luften og søger efter føde. Jeg går et stykke langs stranden, inden jeg tager de få skridt op til landevejen, og tilbage mod nord, langs kirkestien i udkanten af Føns, indtil jeg kommer ud til landevejen syd for Føns Vang. Fra bakken er der flot udsigt over søen. Ved den modsatte bred har en svaneflok spredt sig over både sø og mark.
I forbindelse med reetableringen af søen er der også blevet plads til et lille opholdsareal, som giver adgang til søbredden og et fugletårn der. Et halvt dusin får hviler i solen, uden at lade sig forstyrre af, at jeg går gennem folden. Borde og bænke er besat med andre besøgende, og et par mindre børn gør mig selskab i fugletårnet. Svaner og troldænder holder distance, mens en enkelt toppet lappedykker ligger nær bredden og med korte mellemrum udsender høje kald.
Ad asfaltveje runder jeg søens østlige ende og går nord om søen, forbi kirken i Udby og videre mod vest. Landevejen går midt på en lang bakkeside, som skjuler søen for mit blik. En uanselig markvej – en gammel kirkevej – består som offentlig sti, og jeg følger den op ad bakkesiden, langs et velholdt læhegn. På toppen af bakkekammen ser jeg mig tilbage, nu med et bedre udsyn over landskabet. Jeg er så optaget af udsigten, at da jeg vender mig om for at gå videre, bliver jeg overrasket over at se en havørn i luften over mig, ikke mere end halvtreds meter borte. Så tæt på, at jeg kan se hver eneste svingfjer tydeligt, det store vingefang og den tunge krop imponerende. Blot få øjeblikke kan jeg nyde synet, så er dens flugt dækket af læhegnet.
Jeg følger landevejen på toppen af bakkekammen mod vest, og når snart efter det punkt, hvor jeg kom op fra Viby Å, nu for at gå videre mod Gamborg Kirke i vest. Rød hestehov har sat blomsterstandere i vejkanten, det, der senere skal blive kæmpestore skræppeblade, er endnu blot på størrelse med en tændstikæske.
Syd for Gamborg ligger Svinø, nu om dage forbundet med bro og dæmning til Fyn. Øen har sit navn, ikke fra grise, men fra marsvin. Fra middelalderen og til slutningen af nittenhundredtallet blev der fanget store mængder marsvin i Gamborg Fjord, jagten blev endda genoptaget under verdenskrigene. Svinø var et vigtigt fangststed, det var drivjagt, svarende til nutidens grindedrab på Færøerne. Dyrene blev dræbt på lavt vand.
Svinø afgrænser et lille nor, der er næsten dækket af tagrør, en spinkel stribe åbent, blåt vand inderst. En tårnfalk hænger i svirreflugt på himlen, absurd lille og elegant i forhold til havørnens vældige vingefang, som jeg stadig ser for mit indre blik. Stabler af høstede tagrør ligger ved vejkanten, som træstammer i en skov.
Gamborg har en lille havn, hvor lystbåde stadig står i en række på land. Herfra fører en gade op ad bakken, forbi kirken. Ved kirken står en mindesten for syttenhundredtalsmaleren Jens Juel, der voksede op i degnehuset her. Et lille blå skilt markerer begyndelsen på Lillebæltstien, som jeg vil følge langs kysten til Middelfart og Hindsgavl. Fra kirken snor stien sig over bakken og ud til kysten. Over store stræk består den af veletablerede markveje og grusveje, der her og der er bundet sammen af trampestier, strandbred og den lejlighedsvise plankebro, hele tiden på få skridts afstand af fjorden. På den anden side af vandet ses først Svinø og dernæst Fønsskovhalvøen.
Et par små vige huser kær, men ellers er fjorden inderst kantet af rørskov, længere mod nord rejser kysten sig over længere partier i lave skrænter, og enge eller marker når næsten ud til vandkanten. Som regel er der andre vandrere eller cyklister inden for synsvidde, et par kajakker passerer tæt på kysten, endnu er der kun få sejlbåde på vandet. Som jeg går mod nord, møder jeg små sommerhuse og bådepladser. Ved Middelfart når stien frem til en stor marina, der har trukket et pænt antal gæster.
På den anden side af den genfinder jeg Lillebæltstien. Ved kysten står en mindesten for Marsvinelauget og dets jagthistorie. Overfor, som en forlængelse af Fønsskovhalvøen ligger Fænø, adskilt fra Fyn af det smalle Fænø Sund. Jeg vandrer ud mod Hindsgavl, gennem gammel løvskov og snoede stier op og ned ad skrænten. Undervejs passerer jeg det private færgested for Fænogård, godset, med et eksklusivt herregårdshotel, som ejer Fænø.
Ad skovstierne kommer jeg frem til parken ved Hindsgavl Slot, der er åben for offentligheden. Folk spadserer eller nyder solen. Velplejede plæner skaber et smukt rum omkring herregårdsbygningerne, som den sene eftermiddags gyldne lys falder over dem. Slottets navn er også knyttet til Hindsgavldolken, et fund fra den yngre stenalder – på trods af at dolken egentlig er fundet på Fænø. Det pryder den danske hundredekroneseddel. Motivet på halvtredskronesedlen er det såkaldte Skarpsallingkar, hvis fundsted jeg har besøgt på en tidligere vandretur (225) på De Himmerlandske Heder.
Et kort stykke mod vest ligger Hindsgavl Voldsted. Placering er dramatisk, frit beliggende nær stranden, et bred strandeng over til skoven, et fem meter højt kunstig plateau, stadig med en rest af voldgraven for foden af voldstedet. Udsigten er fantastisk hele vejen rundt, glitrende lys over Lillebælts vande. Umiddelbart mod vest ses Gal Klints rå skrænter op mod skoven, Jylland og Kolding Fjord (vandredag 69) længst i vest.
Jeg drejer mod øst, langs med strandengen og ind i skoven, ind til jeg kommer op til den store åbne græsslette ved slottet. Jeg har været her før på en anderledes regnfuld dag (vandredag 70). I dag er det en ren idyl, parkens mange dådyr ligger spredt ud på sletten, og de besøgende holder sig pænt på afstand på de anlagte stier, som adskillige skilte henstiller. Jeg krydser sletten, går gennem en rød låge og kommer ud på Brovejen, som betjener Den Gamle Lillebæltsbro. Endnu et par kilometre, og jeg er fremme ved banegården.

Timothy Snyder: The road to unfreedom, 1-81.

This slideshow requires JavaScript.