Ry-Silkeborg (over Linå) (401)

Udklip401

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ry-Silkeborg (over Linå), 25,9 km (401).
Lørdag den 10. april 2021.

Blå himmel med drivende hvide skyer. Høj sol, men køligt, under ti grader. Det er lørdag formiddag, så der er en del mennesker med toget og omkring den lille plads med torvehal nær stationen i Ry, hvor jeg står af. Det tynder ud, som jeg går mod øst, gennem et parcelhuskvarter, men til gengæld er adskillige husejere i gang med havearbejde, en forsytiahæk er halvt udsprunget.
Denne vandredag starter med en tur øst om Knudsø. Jeg gør en afstikker omkring det offentlige areal ud til søbredden, som findes her mellem parcelhushaverne. Her er der plæner, både- og badebro, den sidste med en advarsel om lejlighedsvis opblomstring af giftige alger. Ikke uden grund, i sommeren 2009, døde en hund efter at have drukket af søens vand, der indeholdt giftstoffer fra blågrønalger.
Langs bredden er der blot en smal bræmme af rør. Søen er næsten omgivet af skov. I vest kan jeg se tårnet på Himmelbjerget stikke op over trækronerne. Umiddelbart over for badebroen ligger Maskenkol, et lille parti lyngbakker, klemt inde mellem skov (vandredag 132). Øst for trækker skoven sig tilbage til en kantning langs søbredden, og de høje bakker står blottede med dyrkede marker, gårdene højt placeret, nær toppen af bakkekammen.
Knudsø ligger i en dyb tunneldal, i vest afvandes den til Gudenåsystemet; som vandrer kan man der glæde sig over en fin træbro over åen, klods op ad jernbanen (vandredag 389). Et kort stykke mod øst, forbundet af en å, ligger Ravnsø. Tunneldalen har høje bakkesider, og den er endnu dybere end man kan se blot ved et øjekast: Ravnsø er mere end tredive meter dyb, Knudsø ti-tolv meter. I den østlige ende af Knudsø, ved Knudhule, ligger badehotellet af samme navn, et tidligere vandrehjem.
Jeg følger landevejen ud af Ry, den holder sig nær søbredden, i kanten af løvskoven på skrænten. Ude på søen ligger hvide svaner. Umiddelbart efter at være drejet mod nord passerer jeg åen og slår ind på en trampesti gennem lav egeskov. Den fører mig frem til badestranden ved Knudhule. Badebroens pontoner er trukket på land, og kiosken er endnu vinterlukket. Solen skinner, men alligevel falder der en smule hagl, et par få minutter trommen mod tøjet, og så er det overstået. I forlængelse af bådepladsen fører en smal grusvej op over bakkesiden, og via den kommer jeg til Tulstrup, der domineres af den lille kirke i kampesten. Kirken er kullet, dvs uden tårn, men den har et lille fritstående klokketårn i træ. Det stejleste stykke er overstået, en smal landevej fortsætter dog skråt op over bakkekammen, nu med en mere moderat stigning. Vejen bærer navnet Oksevejen. Det er et andet navn for Hærvejen, og i Tyskland den foretrukne betegnelse (Ochsenweg). Den nuværende Hærvej går en snes kilometer længere mod vest (vandredag 159), men Hærvejen var altid mere et vejsystem end en enkelt vej, så man kan vel ikke udelukke, at det nuværende stednavn ikke blot vidner om lokal brug, men også henviser til en tilslutningsvej til den større færdselsåre. Faktisk findes et af de længste og bedst bevarede stræk af den gamle fortidsvej syd for Tønder, ved Leck (vandredag 141), et godt stykke fra hovedstrøget nær Slesvig og Hedeby (vandredag 148).
Det er dyrket land på dette stræk nord for søerne. Vejen skrår langsomt opad, men samtidigt er der en tydelig overgang til plateau med lettere kuperet terræn. Flere gravhøje ligger på de fremtrædende punkter, træer har vokset sig høje på dem, i sikkerhed for landbrugsredskaber. Syd for søerne er der sammenhængende skov, men gravhøjene derovre er naturligvis skjult for øjet.
Over mit hoved er himlen intenst blå, de tottede hvide skyer har tabt terræn. Fra et usynligt sted højt oppe synger en lærke energisk. Græs og spirende korn lægger en grøn bund. Det er endnu et landskab præget af dæmpede jordfarver, blot en smule hvide anemoner og gul vorterod på skovbunden i de små skovstykker, jeg passerer. Eneste undtagelse er en gård, hvor de dyrker grønsager, især kål, på store marker. Usolgte kålhoveder er læsset af i en lang dynge, andre er spredt ud, formentlig for at blive pløjet ned som grøn gødning. Mellem hvidkålen lyser et stort parti rødkålshoveder op, med sarte purpurrøde nuancer mod alle jordfarverne, og de falder i øjnene på en måde, som de aldrig ville gøre i supermarkedet.
Jeg har hele tiden kunne se Himmelbjergets skovklædte bakkekam i syd, men søerne har mest været skjult for øjet. Nu kommer jeg imidlertid frem til en position, der giver mig et smuk udsigt ud over Julsø og Laven, stationsbyen, der breder sig op ad bakken. Dynæs, den lange odde, der rager ud i Julsø, står knivskarpt, den gamle borgbanke massiv ved siden af nutidens hvide villa (vandredag 137).
Efterhånden nærmer jeg mig Herningmotorvejen, jeg kan se bilerne suse lydløst ad sted, men endnu ikke høre dem. Fra broen over motorvejen kan jeg lige akkurat se kirken i Linå hæve sig over skjulte huse. Den lille by har bevaret flere stråtækte huse og gårde, centreret omkring små gader. Jeg er kommet ind i en ny ådal (vandredag 237), en stejl bakkeside rejser sig i nord, broget kvæg græsser på skråningen, en flok heste holder til på den flade eng foran.
Den sydlige dal side har en langt mere moderat, men længere stigning. Jeg gør en stor bue mod sydvest. Jeg er nu kommet langt væk fra de mest besøgte naturområder ved søerne og deres skove, at jeg, ud over bilerne, kun deler landevejene med cyklister. På almindelige cykler, der er ikke mudder nok til at tiltrække mountainbikerne.
Nu, hvor jeg vandrer mod syd, er der igen mere populære strøg forude. I første omgang krydser jeg igen motorvejen, denne gang igennem viadukter under tilkørselsramper og den store jordvold, hvor på vejen er anlagt.
Syd for motorvejsvolden er der anlagt en parkeringsplads til brug for samkørsel. Infostandere oplyser om små, nye vandrestier i skove og enge på begge sider af den opgraderede landevej, der fører ned mod Svejbæk, ved Julsø. Lysninger slynger sig gennem små kløfter og mødes af lange skovbryn. Der er låger til publikumsadgang, og behørige oplysninger om græssende husdyr. Endnu står foldene dog tomme hen.
Jeg drejer ind ad den grusvej, der fører hen til Nordskoven. Gennem åben underskov kan jeg se omridset af de store hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg på hedefladen op mod skoven (vandredag 112). Så snart jeg kommer ind i skoven, møder jeg på ny vandrere og cyklister. Tættere partier med nåleskov veksler med lysåbne stykker løvskov. En musvåge skriger og sejler over mit hoved, højt på himlen.
I en lysning ligger en lille skovsø med sort stillestående vand, pyntet med løvets faldne blade. Der er sat en bænk op. Idyllen kan dog ikke forhindre, at den på kortet bærer navnet: Sohullet. Ved skovens sydvestlige hjørne når jeg frem til anlægsarbejde. En strækning af den nedlagte Gjernbane, der ellers har tjent som banesti (vandredag 88) er blevet inddraget til en ny indfaldsvej til centrum af Silkeborg, og byggearbejdet pågår stadig. Jeg krydser Gudenåen og går den korte vej til banegården.

Timothy Snyder: The road to unfreedom, 81-148.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s