Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Grønning-Skive, 25,5 km (402).
Lørdag den 17. april 2021.
Fra rutebilens vindue kan jeg se blå glimt af Skive Fjord, som bussen kører mod nord. Mere end et glimt, hvor bussen krydser en ådal, der skærer sig ud til kysten. Grønning, hvor jeg står af, ligger i et par kilometers afstand fra kysten og på et fladere plateau af dyrket land. Sidste sommer var landsbyen endepunktet for en vandretur, hvor jeg startede på den anden side af fjorden, tog færgen over ved Hvalpsund og fulgte kysten mod syd fra Sundsøre (vandredag 377).
Vejret på denne aprildag er bedre, end det var sidste sommer. Høj sol, og en himmel der langsomt bliver mere og mere blå. I begyndelsen går jeg i en bue mod nord. Undervej kommer jeg forbi landsbyens kirke, der ligger for sig selv, oven for en lille kløft. I rabatten står en lille vejsten med indskriften Kirkesti og en opfordrende pil. Jeg kan ikke modstå fristelsen til en lille omvej. Bunden af den lille kløft er dækket med blomsterstande af hvid hestehov, og en trætrappe fører op ad den skovklædte skråning med gul vorterod i skovbunden og frem til en låge i kirkediget. Den fine gamle kirke har skib og kor i kampesten, røde tegltage og et hvidkalket tårn.
Fra kirken går jeg videre mod nord, indtil jeg kan dreje mod øst, ned ad den landevej, der ender blindt ved Jenle. Ved krydset står en statue i sten af Jens Vejmand. Jenle var bopæl – og siden gravsted – for digteren Jeppe Aakjær og hustru. Blandt hans bedst kendte værker er sangen om Jens Vejmand. For statuens fod ligger skærver, og et par rustne redskaber fra den tid og den levevej indgår også i værket.
Der er flittige råger i gang med fødesøgning, og en hare piler over marken. På det åbne, flade plateau får den lette blæst det til at fryse om ørerne. Langt fremme kan jeg se Jenles vindmølle aftegnet i profil på baggrunden af fjorden. Derfra fører en lang skråning ned til fjorden. En stor fold ved gården er fuld af nyklippede får. Derimod er parkeringspladsen til busser ganske tom. Museet er endnu ikke åbnet for besøg, men offentligheden har adgang til stierne på det statsejede område.
Vindmøllen står ved kanten af haven og har en fantastisk panoramisk udsigt. Umiddelbart nedenfor ligger Astrup Vig, hvor jeg omsider forlod kysten på min vandretur sidste sommer. Skoven ved vigens nordlige kant bød på nogle særdeles hårde kilometre gennem krat og omkring væltede træer på stranden. Skoven synes uden overgang at gå over i høje gule klinter, men jeg ved, at det er Lovns Hoved (vandredag 364), og at de to områder er adskilt af Hvalpsund, farvandet med færgelejet af samme navn. Umiddelbart syd for Lovns Hoved ligger Lundø (vandredag 355). Til sammen lukker de områder sig næsten som en knibtang om Lovns Bredning inde bagved. Fra Lundø strækker Gelse Odde sig næsten helt over til Lovns Hoved. Den flade, ubevoksede odde ses lige akkurat som en lysende linje af gult sand over vandet.
Aakjærs gamle gård tager sig smukt ud på udsigtspladsen til vigen, med gulkalkede mure, røde tegltage, hvide skorstene og vinduespartier. Plænen har en frisk grøn farve, og en dannebrogsvimpel er hejst i den hvide flagstang. En lille jordhøj i havens hjørne er overgroet med vorterod. En smal sti følger en vintervissen hæk hen til et skovstykke, der går helt ned til kysten. Der står rød hestehov nær skovbrynet, og på løvskovens bund er der endnu blomstrende anemoner. På et højt sted i skoven findes gravstedet for digterparret, en åbning i skovbrynet gør at man kan se over til Jenle.
Ved kysten er der strandeng og en bred grusstrand. Små bække snor sig ud til vandkanten. Der er strømrender i engen og små søer står tilbage både på engene og grusstranden. Jeg har kun fulgt stranden et kort stræk, før jeg når frem et skovklædt parti, hvis væltede træer spærrer stranden og rækker pænt ud i havstokken.
I første omgang finder jeg en sti op over skrænten, der sine steder er præget af udskridninger. Stien bliver dog hurtig smallere, og jeg står tilbage på en skovbund, der er mærket af det meget vand, der presses frem på skråningen. Få skridt borte er der en lille kløft, skabt af nedskredet ler, hvor jeg komme ned på stranden og dens buskads af væltede træer og buske. Der er halvanden meter derned, moderat stigning, gult mudder. Jeg skifter til gummistøvler og finder møjsommeligt ned på stranden. Det våde ler er dybt og sugende, og jeg må søge helt ud til kanten og holde fast i spinkle træstammer. Lange, tornede rænker løber hen over den smalle åbning i vegetationen og griber fat i mit tøj og rygsækken, og jeg må slå mig fri med vandrestokken, ikke uden at redde mig adskillige små knækkede tornespidser i fingre og hænder. Selv da jeg sidder i toget på vej hjem, falder mit blik på en af de små sorte spidser under huden.
Til sidst kommer jeg dog ned på et ganske lille stykke åbent rum på stranden, spærret inde mellem to mure af grenværk, den lerede skrænt bag mig og den blå fjord. Det var præcist, den slags kyst, jeg gik et langt stræk ad i sommers, en oplevelse, men ikke nødvendigvis en fornøjelse hvert skridt af vejen. Grene og stammer rækker langt ud i vandet. Et øjeblik ser det ud til, at jeg må vælge mellem at vade gennem lårdybt vand i fjorden for at komme uden om faldne trækroner eller går tilbage og finde en anden vej gennem grusvejene på sommerhusområdet bag skoven. Heldigvis ved jeg fra kortet, ad der højst er et par hundrede meter, til jeg når den sydlige kant af skoven. Ved at tage rygsækken af og kaste mig ud i nogle slangemenneskemanøvre kan jeg lige akkurat finde en vej gennem de faldne trækronernes uregelmæssige gitter. Det koster mig et par mindre skrammer fra de usete grene, der pludselig skraber over huden, men snart kan jeg skifte tilbage til vandrestøvler og tage rygsækken på igen.
Forude ligger en grusstrand, den er sommetider bred og sommetider ganske smal, men den forsvinder aldrig helt og strækker sig hele vejen til Skive. I hvert fald ved lavvande, som jeg kan glæde mig over lige nu. I første omgang kommer jeg til Grønning Øre, en lav odde, der rækker mod øst, over mod Lundø. Skaller fra østers, knivmuslinger og hjertemuslinger ligger spredt på sandet, på odden er blåmuslingernes skaller stuvet op i en lang knasende bræmme, der knaser under støvlerne. Det indre af den lille odde har strandvolde, overgroede med ene. Fra oddens sydside kan jeg se helt til fjordens inderste, hvor de høje bygninger på Skives havn står i silhuet mod himlen bag. Gruset og de tynde striber af løst sand er hårdt at gå i, samtidig med at skrænten i vest giver godt læ, så frakken ryger i rygsækken, og jeg kan nyde en flot, varm forårsdag.
Turen mod syd byder på afvekslende landskaber, klinter med blomstrende følfod på lodrette flader af vådt ler, enge, strandsump, løvskove, lange hegn hvor trækronerne står med hvide blomster, sommerhusområder med lange badebroer. Der er sejlbåde langt ude på fjorden og folk på paddle boards nær kysten. Folk spadserer langs stranden, hunde kaster sig begejstrede ud i bølgerne, et par dristige badende vover sig ud i det kolde vand, lystfiskere i waders står langs kysten. Spraglede gravænder flyver gennem luften, en tårnfalk afsøger et skovbryn, og et halvt dusin rådyr mæsker sig i en landmands vinterafgrøder, inden de skyndsomst stikker af, da jeg passerer.
Denne side af fjorden har ikke de samme mudderflader blotlagt ved lavvande, som jeg husker fra Lundø. På den side af fjorden er der et bredt, fladt marint forland. Jeg kan se det hvide kirketårn i Højslev, selv om det står næsten tre kilometer inde i landet. Bag det rejser det egentlige bakkemassiv sig, med gravhøje øverst (vandredag 356).
Lavvande-sti står der på en mærkepæl, da jeg tager hul på de sidste kilometer frem til Resen i udkanten af Skive. Fra Resen fører en smal asfaltsti til cyklister og gående ind til bymidten. Umiddelbart nord for havnen ligger Krabbesholm Skov, høj løvskov, træstammerne overgroede med vedbend i mange meters højde. Inde i skoven ligger Resenlund, et gammelt tuberkulosesanatorium, nu omdannet til boligerne med videre. Længere fremme ligger den gamle herregård Krabbesholm, der nu fungerer som højskole. Den har høj statelig hovedbygning i røde mursten og kampestensfundament, takkede gavle og et lille tårn. Bagved er der en flerlænget gård i sort og hvidt bindingsværk. Der er plæner og stier omkring de smukke bygninger, men der er også opsat skilte, hvor man venligt frabeder sig besøg for at undgå corona-smitte til de højskoleelever, der netop er vendt tilbage.
I stedet fortsætter jeg gennem havnen, ind på det stisystem som fører frem til den lange, lange træbro over Skive Å (egentlig Karup Å) og den vidtstrakte rørskov ved åens udmunding i Skive Fjord (vandredag 278). Svaner ligger tæt ved de små øer ud nær udløbet, et par strandskader går i luften, en lille flok spidsænder rører sig ikke ud af flækken.
Fra stisystemet er der dernæst kun et kort stykke til byens hovedgade og videre til banegården.
Timothy Snyder: The road to unfreedom, 148-249.
Jyske Vandreture 