Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Bakketur ved Tommerup, 31 km (403).
Lørdag den 24. april 2021.
Det første jeg møder, da jeg går ud af Tommerup Stationsby, mellem Middelfart og Odense, er et gammelt teglværk, nu konverteret til museum. Røde tegltag, gulmalet træværk og naturligvis en høj skorsten, muret op i røde mursten. Det er et industriminde, der fortæller om lokal råstofudnyttelse, ligesom det gamle kalkværk i Mønsted (vandredag 191) og de gamle granitbrud nær Hammershus (vandredag 331). Tegl optræder over alt i de stednavne, jeg møder i løbet af dagen. Den historiske baggrund er rigelige mængder af velegnet ler i undergrunden. Landskabet her rummer nogle af Fyns højeste bakketoppe, vest for Tommerup.
Det er en smuk og kold forårsdag. Hvid er den dominerende farve i landskabet i dag, små træer og store buske står med skyer af hvide blomster i skovbryn, hegn, i spredte klynger på halvt tilvoksede overdrev, enkeltvis langs vejkanten. Mirabeller og fuglekirsebær vil jeg tro. Der er hvidkalkede kirkemure, hvide felter på landsbyernes mange velholdte bindingsværkshuse med sort stokværk, hvide vipstjærter med vippende haler.
Lige fremme hæver Brændholt Bjerg (115 m) sig over landskabet, en næsten perfekt kuppelformet bakke, overdrev, med krat på den laveste del, og en “skaldet” top, hvor jeg lige akkurat kan se husdyr i profil mod den blå himmel. En låge giver adgang til det afgræssede overdrev, jeg følger en trampesti i en doven spiral mod bakketoppen, mens udsigten langsomt bliver bedre og bedre. For foden af den nordlige bakkeside ligger Brænde Ådal, med let bølgende marker, og afgrænset af en lang bakkekam omkring Vissenbjerg. Et gammelt radiotårn rager op derovre, og gør det til et letgenkendeligt vartegn, som jeg har inden for synsvidde under hele dagens vandring.
Kokasser har forberedt mig på, hvad jeg møder på toppen. Herefordkvæg, med rødbrunt skind, mindre hvide partier. Der er et par kalve imellem, en af dem gnubber sig med synligt velbehag mod den sten, der markerer fredningen. Der er også en tyr imellem, den snuser interesseret til bagpartiet på en ko, uden at der dog kommer noget ud af det. Det store dyr skotter til mig ud ad øjenkrogen, uden videre interesse, og jeg går i en vid bue udenom for ikke at ændre på det forhold. Mod syd er udsigten mere præget af græsland og den nærliggende Brændholt skov. Nede i dalen græsser en flok sorte heste.
Jeg overlader kvæget til deres eget selskab og stiger ned ad bakken, tilbage på landevejen, videre i en bue mod sydvest. I horisonten kan jeg se næste bakkeparti, Frøbjerg Banker, med bavnehøjen af samme navn. Af og til flyver små flokke af højlydte gæs over himlen, flere af dem har slået sig ned på overfladen af en lille lavvandet sø, som er halvvejs gennemgroet med pilekrat.
En grusvej fra syd fører ind til Frøbjerg Banker. Som andre af den slags steder har det en fortid (og nutid) som samlingspunkt for folkemøder af forskellig art. Over for parkeringspladsen står en fin lille stråtækket hytte, der i sin tid var ishus, men nu er informationssted om områdets natur. Frøbjerg Banker er en bakkekam med flere toppe, ikke en fritstående bakke som Brændholt Bjerg.
En afmærket sti fører i en sløjfe omkring to af toppene. Jeg begynder med at gå mod vest. Stien fører gennem løvskov, der endnu ikke er sprunget ud. Først passerer man et mindesmærke for ofrene i Anden Verdenskrig, dernæst en amfiscene, med en talerstol udformet af flade sten. Og til sidst snor stien sig op til bakketoppen, hvorfra der hen over lave trætoppe er udsigt horisonten rundt. I vest kan jeg lige akkurat skelne en blå strimmel, der er Lillebælt. Langt borte stikker en lille hvid firkant op i horisonten. I kikkerten kan jeg genkende den som Skærbækværket, ved indgangen til Kolding Fjord (vandredag 69). Når jeg lader kikkerten glide mod nord, kan jeg også se den nye Lillebæltsbros høje tårne (vandredag 399). Nærmere på, umiddelbart mod øst, kan jeg se den højere bakketop derovre.
Det er Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt (131 m). Jeg følger den afmærkede sti, fra bakketop til bakketop. Der står flere mindesten her, blandt andet for stavnsbåndets ophævelse og Genforeningen. Nogle få gamle, tykke bøgestammer blander sig med slankere bøge. Stien går i en spiral mod toppen, med videre udsigt end på tvillingebakken i vest. Selv om det er de hvide blomster i skovbryn, krat og hegn, der dominerer landskabet, så er der også et stænk af gult: Vorterod på skovbund, påskeliljer undsluppet fra nærtliggende haver, nogle få mælkebøtter, endnu uden en eneste grå fnugkugle imellem, og, her på den sydvendte bakkeside, er der også en håndfuld lav gyvel, som er begyndt at blomstre.
Frøbjerg Bavnehøj har en langt mere åben udsigt. Horisonten mod nord er præget af skovklædte højdedrag, men i mellemgrunden står Brændholt Bjerg som en perfekt grøn hattepuld, præget af overdrev og fri for træer. Med det blotte øje kan jeg lige akkurat skelne kvæget på toppen af bakken derovre.
Jeg vandrer videre, først ad jord- og grusveje, så ad små landeveje, i en bue mod nord, hvorved jeg krydser ådalen omkring Brænde Å, på vej mod de næste bakker. Der er et par små landsbyer på vejen, typisk med nogle få velholdte bindingsværkshuse i centrum, omgivet af en ring af mere moderne parcelhuse. I kanten af Vejsmark ligger en nedlagt kirkegård, nu blot med en enkelt mindesten tilbage. Den har hørt under kirken i Ovre, som jeg snart kommer til. Kirken er i klassisk stil med hvidkalkede mure og rødt tegltag, dertil dog et anderledes lavt og tykmavet klokketårn. Dannebrog er gået til tops i flagstangen, biler og grupper af mennesker fylder parkeringspladsen.
Jeg når frem til den større landevej mod Assens, som jeg dog følger mod nord, krydser jernbanen og når frem til den lille stationsby Bred, for foden af den nordlige dalside. Her kan jeg igen komme ind på små landeveje og dernæst grusveje. Grusvejen hedder meget beskrivende Under Bankerne. En del af dem henligger som overdrev med spredt krat, smukt fremhævet af årstidens hvide blomstring. Naturstyrelsen ejer et større areal her, og jeg skifter over til en afmærket sti. I første omgang betyder det en brat opstigning på bakken, så jeg har brug for at puste ud, da jeg når toppen. Mod syd er der er storslået udsigt hen over dalen til Frøbjerg Banker og Brændholt Bjerg. Et DSB-tog, et godstog og et pudsigt veterantog når at passere, mens jeg får vejret og drikker vand. Dalbunden er præget af kær og et par små søer. Himlen er knaldblå, og de få drivende hvide skyer fremtræder med samme intensitet som det blomstrende krat mod det grønne overdrev.
Naturstyrelsens sti fortsætter gennem smal skræntskov, dernæst i kanten af overdrevet, frem til en lokalitet, som mit kortmateriale kalder for Afgrunden. Det er en ganske smal, dyb kløft, slidt ned i terrænet af et vandløb. Kløften er så smal, at der flere steder blot er plads til den lille bæk, og den sti der går langs den. Siderne rejser sig i et skarp V. Det er løvskov, som endnu ikke er sprunget ud, så der er et vidt udsyn gennem underskoven. Jeg følger stien op gennem kløften, en lang moderat stigning.
Oven for stien, ved en grusvej ligger den gamle mølle og en opstemmet møllesø af en vis størrelse. Møllesøen er omgivet af skov, som strækker sig op ad bakkekammen til Vissenbjerg. Der er offentlig fiskeret langs en del af søbredden, og lystfiskerne sidder med få meters mellemrum. Nogle af dem har små stativer med tre-fire fiskestænger monteret på rad og række. Der er også pænt besøg på de offentlige stier her. Vissenbjerg er både navnet på bakkerne her (129 m), og byen der ligger op mod nordsiden af den.
Hele dagen har jeg set rød hestehov stå med grå, visne blomsterstandere langs vejsiden. På den sidste flade, fugtige jord før opstigningen har skræppebladene allerede vokset sig knæhøje og dækket blomsterstanderne, så man aner, hvilket uigennemtrængeligt buskads, der snart står her. En stejl sti fører direkte op til bakkekammens udsigtspunkt, men jeg foretrækker at gå ad en længere sløjfe, der byder på en mere moderat stigning. For det meste er der kun udsigt gennem grenværket, men på et par veletablerede udsigtssteder er der dog friholdt udsyn mod syd, ud over dalen. I nord, på det højere plateau, går Vissenbjerg by helt op til skovbrynet. Hen over boldbaner kan jeg se byens kirke og, tæt på, det høje radiotårn, der kan ses viden om.
Jeg fortsætter ad det afmærkede stisystem, gennem bakkesidens skov, over landevejen, ind i kirkeskoven på den anden side, videre ad trampestier hvor mark møder skovbryn, og endnu engang skov. Indtil jeg til sidst igen når frem til landevej, allerede nede på den flade dalbund.
Landevejen fører til Tommerup, som også er dagens endemål, men jeg har endnu en bakketop på programmet, så i Skalbjerg drejer jeg mod øst. De første kilometre er der store flader af let bølgende agerland. Et par viber flytter sig på marken, og, som jeg nærmer mig højdedraget i øst, ser jeg pludseligt flere røde glenter højt på himlen. jeg kan se den karakteristiske trekantede hale slå ud i sort silhuet,, når fuglene kaster sig ud i mere komplicerede manøvrer. En af de store fugle nærmer sig i snirklet flugt jorden og slår sig ned nær et hegn. Det giver mig et bedre indtryk af dens rødgyldne dragt med frosthvide striber hen over vingerne.
En lang jordvej, langs et hegn, fører op over bakkesiden. Ved en åbning i hegnet står jeg pludselig over for en ravn, der søger efter føde på en harvet mark. Modvilligt går den på vingerne og forsvinder i lav flugt, med et kort, fornærmet skrål.
Snart efter når jeg frem til landevejen neden for Dyred Banke (123 m), og kan følge en afmærket sti derop. På toppen af banken står en lille muret pille, og en infostander forklarer sammenhængen mellem den gode lokale lertype og teglværkerne. Udsigten er i et vist omfang hæmmet af opvoksende skov, men dog smuk, især mod det åbne dalstrøg mod sydvest. Endnu en rød glente hænger over mit hoved, som jeg går derfra og tager hul på de sidste kilometre frem til Tommerup
Timothy Snyder: The road to unfreedom, 249-345
Siegfried Lenz, Das Feuerschiff, 1-60.
Jyske Vandreture 