Ruts Kirke-Sandvig (331).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Ruts Kirke-Sandvig, 28,4 km (331).
Lørdag den 17. august 2019.

Ruts Kirke ligger på bakken oven for landsbyen Rutsker. Sammen med Øster Nykirke, ved Hærvejen, på Den Jyske Længderyg (vandredag 158), er det den højest beliggende kirke i Danmark, 130 meter over havets overflade. Fra kirkegården er der da også en vid udsigt over agerlandet og ud til Østersøen i vest. Kirken har et fint lille fritstående klokketårn med rødt og sort bindingsværk over hvidkalkede mure. Det er bygget oven på en gammel gravhøj, så hedenskaben er grundigt trådt under foden her på egnen. Senere tider har dog ladet en lille runesten stå i kanten af højen.
Fra kirken går jeg mod nordvest, ned ad den lange bakke ud mod havet. På nyhøstede kornmarker ligger halmen i lange, snorlige baner. Rågeflokke flytter sig mellem marker og høje trækroner, mens kvæget hviler på de højere steder i engene. Der er en let støvregn i luften, som kommer og går i løbet af dagen og ofte varer i timer ad gangen.
Jeg nærmer mig kysten, krydser landevejen og kommer ind på grusvejene ved Ringebakkernes nedlagte stenbrud. Der blev brudt granit her så sent som i 1980’erne, til bygningen af Storebæltsbroen, tilmed i et omfang der gjorde det rentabelt at etablere en lille kaj for direkte udskibning. Siden er driften indstillet, og området inddraget til fritidsaktiviteter. Ude ved kysten går den gamle redningsvej, som nu om dage er en del af stinettet Bornholm rundt (vandredag 214). En bro til vandrere og cyklister binder stien sammen øverst på klippen og gør det muligt at passere den smalle, kunstige slugt. som giver adgang fra bruddet til udskibningskajen.
I dag kommer jeg oppe fra højderne og ned gennem bruddet, som står med takkede klippevægge. DGI-broen, som den kaldes, en moderne konstruktion i rustne jernplader, ses i tydelig profil ud mod havet. Grusvejen gennem stenbruddet fører gennem kløften og ud til havet. I første omgang følger jeg dog en mindre sti, som holder sig til kanten af bruddet og fører over til kyststien og jernbroen. Der er også publikumsfaciliteter og overdækning her, og gående og cyklister har søgt ly for den lette regn. Fra toppen af broen er der en fin udsigt langs kysten mod nord, hvor Hammerhus’ borgruin kan ses, let sløret af støvregnen. Bræmmer af blomstrende lyng lyser op på klipperne ved jernbroen,
Slutteligt går jeg tilbage til stenbruddet, under broen og ud til kysten. Ude fra kajanlægget er det muligt af få en smule afstand til den høje klippevæg, som løber mod nord og syd. Det giver et anderledes overblik. Et kort stykke mod nord ligger den lille kystby Vang og vejen for foden af klipperne fungerer som strandpromenade fra de besøgende turister til byen. Nogle få fiskerbåde ligger i den lille havn og en gruppe midaldrende svenske motorcyklister kører i formation ud fra parkeringspladsen.
Fra Vang følger jeg Kyststien et kort stræk mod nord. Det er klippekyst, hvor store stenblokke ligger hulter til bulter og møder en skrænt bevokset med skov eller krat. Jeg går ad en spinkel trampesti på grænsen mellem klipper og krat og tvinges ofte oppe op over stenene. Skarver og måger holder til på stenene ude i havstokken.
Efter få hundrede meter fører en trætrappe op og ind i baglandet, gennem skoven og frem til Slotslyngen. Slotslyngen betegner et forholdsvist stort og varieret område syd og øst for Hammershus Slotsruin. Derfra kommer den første stavelse i stednavnet.
Det er dog den anden halvdel, – lyngen, der har bragt mig her i dag. De sidste par år har jeg vandret på Bornholm i begyndelsen af juli-måned. I år er jeg i stedet kommet til øen midt i august for at se lyngen blomstre her. Bornholms heder har langt fra samme størrelse som de store jyske heder, men klippehederne er noget specielt, som ikke kan ses andre steder i landet.
Lige nu står jeg ved et stykke hede, der strækker sig langs kysten, godt en kilometer langt og to-tre hundrede meter bredt, omkring en kvart kvadratkilometer. Det er højderyg, klippe, og alt sammen indhegnet til afgræsning med får. Jeg åbner lågen og begiver mig i gang med opstigningen. Nederst er der udstrakt enekrat, og hedelyngen er fragmenteret i mindre bidder mellem de tætte buske. Længere oppe vinder lyngen frem, og der er også hele strøg dækket med bregner.
Øverst er der et plateau med en mosaik af lilla hedelyng og gylden græshede, sparsom ene. Der er også en fantastisk udsigt over havet, kystlinjen og skovene ind mod landet. Det højeste punkt kaldes for Finnens Top. Trampestien er knudret og gennembrudt af trærødder og klippestykker, så den kræver fuld opmærksomhed. Et sprækkedal skærer tværs over heden og længere fremme løber et smukt stendige i den fulde længde tværs over lyngen og ud til skrænten.
Jeg har valgt den højeste beliggende sti, og da jeg når frem til skovbrynet som afgrænser klippeheden mod nord, stiger jeg ned ad bakken og går tilbage ad kyststien mellem hede og skrænt. På skråningerne ud mod havet står lyngen særligt tæt, med himlen og havet i blå og grå nuancer.
Efter at have fuldbragt rundturen følger jeg en cykelrute mod nordøst. Den fører ad grusveje gennem skov og plantage, omkring eng, indtil jeg når et overdrev med søjleformede enebuske. Jeg runder et sving, og på venstre side af vejen har jeg en dramatisk udsigt til Ravnedalen, en lille sprækkedal, hvor letfodede får græsser højt oppe på de næsten lodrette klippesider. På højre hånd fører en trampesti ind på en lille klippehede, tæt overvokset med ene, fyr og birk.
Jeg skrår ind over heden, hvor trampestien hurtigt forsvinder mellem høj lyng og flade klipper. Et lille stenbrud åbner sig med et pludseligt fald og en pøl af brunt vand. Næsten uden overgang går den tilvoksede hede over i egentlig løvskov. Tydeligvis på karsk jord, med halvt forkrøblede træer. En jordsti dukker op langs et forfaldent stendige, som jeg følger forbi stenbruddet ud til Ravnedalen.
En låge i folden giver mulighed for at gå oven for sprækkedalen. Det er løvkrat med åbne partier, oversået med fåreekskrementer. Jeg går ud til kanten af Ravnedalen og nyder udsigten over klippeslugten, de græssende får og den lilla hede et par hundrede meter væk. Under mig, nede i dalen, forsøger en tysk børnefamilie med en langhåret hund på slæb at finde en sti op ad den stejle dalside, men de opgiver hurtigt.
Jeg går i stedet gennem det halvt åbne krat, cirkler uden om hvilende får for ikke at jage dem på benene og når frem til landevejen. Et usædvanligt højt og velkonstrueret elektrisk hegn står imellem mig og asfalten. Jeg tager det i øje med en vis skepsis og beslutter mig for at tjekke den fjerneste del af indhegningen, hvor der da også er en låge, som tillader et værdigere exit.
Få hundrede meter længere henne ad landevejen kommer jeg til et lille stykke flad mark ved en ejendom, som hedder Blåholt. Her er der et par helleristningsfelter. De er ganske små i forhold til de store felter ved Madsebakken og Hammersholm, få hundrede meter borte. Disse helleristninger er imidlertid usædvanligt velbevarede og deltaljerede, tegnet op med rødt. Hovedmotivet er bronzealderbåde.
Jeg drejer mod nord og kommer ud i et mere åbent landskab med overdrev, kornmarker og mindre skovstykker. Der er en generelt stigning i terrænet, og jeg genser veje, jeg også vandrede ad sidste år (vandredag 268): omkring stenbruddet Moseløkken og ud på den høje bakke ved Hammersholm, hvor et overdrev huser klipperne med gamle helleristninger. Ud over markerede stier er der også en stor cirkulær bænk placeret på det højeste beliggende sted. I erindring om bronzealderens solkult.
Stierne fører frem til Sandvig, med dens mange turister og turisttilbud. På trods af det ikke særligt attraktive vejr er der badegæster på sandstranden langs den vig, der har givet byen sit navn.
Jeg skal nu ikke dyppe tæerne, min interesse gælder i stedet Hammeren, den store klippeknude, der udgør det nordvestlige hjørne af Bornholm, og for hvis fod Sandvig ligger med dets badehoteller og campingpladser. Kyststien fører langs klippekysten rundt om Hammeren. Denne gang vil jeg imidlertid krydse tværs over klippeknuden. Store dele af Hammeren er bevokset med krat og skov, men på de højere dele af terrænet, især mod nordvest, er der også hede. Så der skal jeg op.
Der er flere afmærkede vandreruter på Hammeren, og dertil et labyrintisk netværk af trampestier og dyreveksler fra de geder, får og køer, som afgræsser området.
Jeg kommer ind på Hammerknuden ved campingpladsen ud mod vigen. Som jeg søger op ad i terrænet tynder det ud i krattet og stien bliver stadigt ringere. Men udsigten er det hele værd. Store bakkesider er dækket af lyng. Længst mod nord er den lilla lyng blot fingerhøjt, og på en bund af gult græs fremtræder bakkesiden i en marmoreret farveblanding. Det virker som om lyngen er ved at tage herredømmet tilbage fra græsset. Mod syd er der højere og mere veletableret hede med en ren, dyb lilla tone.
Efter at være steget ned ad bakkesiden til kyststien langs Østersøen, går jeg nogle få hundrede meter mod syd, indtil der er en stimulighed op mod Hammerens fyrtårn. Et skilt oplyser, at stien er “vanskelig”. Jeg er da også gennemblødt af sved, da jeg når op til toppen, efter at have kæmpet mig op ad klippesiden og videre gennem stejl fyrreskov og hede. Kræfterne rækker dog lige akkurat til også at tage vindeltrappen op til fyrtårnets platform. Udsigten er fantastisk i alle retninger. Mod nord kan jeg se to kystlinjer løbe sammen i en perfekt grøn spids. I syd ligger Hammerhus Slotsruin som på en præsenterbakke.
Fra Hammerfyr følger jeg små knoldede klippestier ned mod lavlandet. Rundt om Opalsøen, det vandfyldte granitbrud og videre langs den firkantede Hammersø, der er en vandfyldt sprækkedal. Det sidste stykke vej følger jeg igen en afmærket vandrerute over de lavere niveauer af klippeknuden. Blomstrende lyng trænger sig på i forgrunden af de fine udsigter over Hammersøen, Østersøen og Sandvig.
Snart er jeg tilbage ved campingpladsen og vigen. Og alt hvad der er tilbage er en kort vandring gennem Sandvigs gamle gader, der er alt for smalle til busser, indtil jeg når frem til den bredere kystvej gennem byen og stoppestedet her.

Omar Cabezas, Cancíon de amor para los hombres, 170-230.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s