Årsdale-Vestermarie (330).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Årsdale-Vestermarie, 33,3 km (330).
Fredag den 16. august 2019.

Årsdale ligger på Bornholms østlige klippekyst, mellem Svaneke og Nexø. Fra busstoppestedets sidevej har jeg et begrænset udsyn over havet, hen over villahaverne. Men som jeg går ud af byen, forbi den røde mølle i byens udkant og op ad den lange, lange bakkeskråning ind mod øens centrale, skovklædte bakkekam, forbedres udsigten drastisk. Stigningen og det åbne dyrkede land giver et bredt udblik over Østersøen, og de mørke skyer som hænger over den. Heldigvis holder det tørvejr hele dagen, om end der ikke er mange øjeblikke af klar blå himmel.
Øverst på højdedraget ligger Paradisbakkerne, der via et kompleks af plantager er forbundet med Almindingen i vest. Jeg er allerede oppe i 100 meters højde over havets overflade, og stigningen fortsætter helt over til Rytterknægten, i 162 meters højde (vandredag 219). Jeg var her sidste sommer (vandredag 267) og er kommet tilbage, især for at se de små stykker af højlyngen, bevaret inde i skovene, mens lyngen blomstrer.
Jeg følger trampestier og ridestier derind. På lysåbne steder er der små bræmmer af blomstrende lyng. De fleste steder domineres skovbundens dog af blåbærris. Der er kun et tyndt jordlag over klippen, som mange steder stikker igennem skovbunden. Den karrige jord giver luft mellem træstammerne.
Som det første kommer jeg til et lille firkantet stykke hede. Hvirvler af gyldent græs blander sig i det lilla blomsterflor, hvor langpelsede får med sorte ansigter græsser i en stor fold. Dernæst når jeg frem til Årsdale Ret, et større stykke bevaret højlyng, gennemskåret af to sprækkedale.
Grønt græs og buskads præger bunden af sprækkedalene og kanter små damme på plateauet, men ellers er hedefladen præget af store og små klippestykker, nogle af dem som fritstående klippeblokke; de fleste gennembryder dog blot det tynde jordlag med spidse takker eller plane stenflader. Solbleget græs, blåbærris og små klynger af ene trives på heden. Lyngen efterlader det stærkeste indtryk med den intense lilla farve.
Vest for heden kommer jeg ind i de private plantager og svinger mod nord, indtil jeg når skovbrynet ud mod agerlandet og kan følge det mod vest. Der er marker med korn og majs helt op til skovene. Majsen virker længere fremme og mindst en fod højere end i Jylland. Nogle af markerne er flankeret af den slags lange stendiger, der karakteriserer Bornholm.
Efter få kilometer når jeg frem til Ølene, der er et fredet vådområde. Af hensyn til fuglelivet er der ikke adgang til området, men der står tre udsigtstårne i kanten af fredningen. Øle Å udspringer her i området. Et par små søer langs åen omgives af kær og enge, som afgræsses af kvæg. Fra det nordlige fugletårn kan jeg betragte en rørhøg jage over græsset. Der yngler traner her, og jeg kan se to af de store fugle stå, næsten som skildvagter, ved reden, langt ude på de grønne enge.
Jeg fortsætter ad skovveje mod Almindingen. Et par rådyr græsser i en lysning, og i en lille dam har en skarv slået sig ned. Undervejs krydser jeg igennem bisonindhegningen, uden at se bisoner, men der var dog to kokasser, ikke ganske friske, dog mindre end en uge gamle. Også en slags oplevelse, men trods alt ikke det dramatiske højdepunkt jeg kunne have ønsket mig.
Forude ligger den vestlige indgang til Ekkodalen, med en bindingsværkgård i rødt og hvidt som tilhører Naturstyrelsen. Lodrette klippevægge rejser sig langs nordsiden med en smal strimmel eng, hvor en flok køer hviler i græsset. Personbiler og turistbusser kører til og fra parkeringspladsen, og en lind strøm af gående søger mod ekkostederne over for klippevæggene.
Jeg følger stien ind i dalen, mens det tynder ud i mængden af besøgende, og til sidst har jeg en smal trampesti for mig selv. På de lodrette klippevægge vokser den blomstrende lyng i etager, lidt som altankasser, i store totter, på små afsatser og fremspringende punkter. Bækken snævrer ind til et par håndsbredder. På nordsiden af dalen fører stejle trapper op til det højere niveau, hvor skoven når helt ud til kanten af klipperne. Fra den anden side af dalen skriger en ravn.
Som jeg fortsætter mod vest passerer jeg klassiske udsigtspunkter, hvor lyngen straks bredder sig, når der bliver en smule lysåbent. Jeg har udsigt, ikke blot over dalen, men helt ud til havet. I mellemgrunden kan jeg se Åkirkeby, hvor det dobbelte kirketårn bliver overgået af foderstoffens tårn.
Dagens sidste kilometer går gennem Vestermarie Plantage, hvor der ikke er mange turister – og heller ikke mange udsigter, blot nåletræer i lange rækker. Nogle få ryttere benytter de rolige veje uden biltrafik. Nær vejen er der et lille fredet området med bronzealdergrave i form af skibssætninger med sten.
Vestermarie har en kirke i grå granitsten. Foran kirkens tårn er der en opstilling med fem runesten. Jeg fylder min vandflaske fra en vandhane og finder frem til byens busstoppested, ved den lokale brugs, hvor der også er et lille anlæg med et par bænke, som indbyder til et hvil, mens jeg venter på bussen.

Omar Cabezas, Cancíon de amor para los hombres, 1-170.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s