Vemb-Ulfborg (over hederne)(329).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Vemb-Ulfborg (over hederne)(329).
Fredag den 9. august 2019.

Det er blot et par uger siden, jeg gik en vandretur med samme start- og endemål som i dag, fra Vemb til Ulfborg (vandredag 326). Den tur gik ud til Felsted Kog, den inderste del af Nissum Fjord. I dag går jeg den modsatte vej, ind til hederne og plantagerne sydøst for byen.
Ligesom sidst begynder jeg dog dagen med at gå ad landevejen mod syd og krydse Storåen med dens frodige enge. I dag er det knapt så varmt, skyerne kommer og går på himlen.
Efter at have fulgt landevejen op ad ådalens bakkeside kommer jeg op på plateauet og drejer i en stor bue mod sydøst, idet jeg følger små landeveje, som snart bliver til grusveje. En af de få ejendomme rummer en lokal maskinstation, hvor man er i gang med at klargøre mejetærskerne, så af og til må jeg langt ud i vejsiden for at lade de store maskiner passere. I sidste måned var der blomstrende kartoffelmarker overalt herude i Vestjylland. Nu er alle andre farver end grøn forsvundet fra de store agre, og kornet er høstmodent.
Jeg går oppe på plateauet, nær kanten til ådalen omkring Lilleå, der udmunder i Storåen øst for landevejsbroen. Kvæg og får græsser på engene, omkring de små bække der løber ned til åen strækker engene grønne udløbere op mod bakkesiden. Plantagerne bliver flere og tættere, som jeg vandrer mod syd.
En frit beliggende landsbykirke med hvidt tårn og skib af kampesten dukker op på den anden side af åen. Det er Råsted, ved den travle landevej mellem Holstebro og Ringkøbing. Fra broen er der en fin udsigt over åen, hvor et knopsvanepar med hele syv store svaneunger holder til. Jeg får adskillige andre muligheder for fine udblik over å og enge i løbet af dagen, og for hver gang bliver vandløbet smallere og smallere, eftersom jeg følger det opstrøms.
Markerne bliver færre og færre, enge, plantage og hede tager over. En fold er indhegnet med ulvesikret hegn, el-tråd øverst og nederst. Længere fremme bliver jeg mødt med vred snorten inde fra en fold med får. Et stort æsel nidstirrer mig med smalle øjnene og ørerne lagt tilbage. Der er ikke ulvesikret hegn omkring dén eng, æsler går for at være yderst aggressive over for ulve, og dyret gør tjeneste som livvagt. Lamaer hævdes at kunne gøre det samme, men medlemmer af den flok, jeg så ved Ebeltoft tidligere på året (vandredag 311), virker ærligt talt noget spinkle i sammenligning med det hærdebrede æsel.
Nord fra nærmer jeg mig Nørre Vosborg Hede, en stor hvælvet hedeflade, der lyser som et lilla bål på lang afstand, dækket som den er med blomstrende hedelyng. En sjælden kornmark skaber en dristigere kontrast til lyngen end plantagernes matte grønne. Et par gravhøje står i smuk profil øverst på bakkekammen. Heden er ikke hegnet ind, der er ingen stier, blot spredte dyreveksler og tilgroede hjulspor som ikke har været benyttet i årevis. Der er en lang, jævn stigning op mod gravhøjene, jorden er knudret, og lyngkostene knæhøje.
Fra toppen af gravhøjen er der et fantastisk syn over lilla hedeflader horisonten rundt. Nørre Vosborg Hede er godt et par kvadratkilometer stor. Den er så nogenlunde cirkelrund, næsten fri for bevoksning af ene og fyr, og fordi jeg står på det højeste punkt, tredive meter over dalbunden, kan jeg overskue det hele på én gang. Der er ingen indlandsklitter her, som jeg så det i sidste uge, få kilometer syd for dette punkt (vandredag 328), men vinden har slidt sig ned til sandet her og der. I de gamle vindbrud er laver så småt i gang med at kolonisere de rå sandflader. Blåbær med rigelig frugt blander sig med hedelyngen.
Jeg går en rundtur på heden og ender ved de små søer i det østlige hjørne. En smule siv og krat omgiver søerne, og et rådyr springer pludseligt op fra lejet og farer af sted. Dog ikke mere skræmt end det stopper op for at inspicere mig med et mistroisk blik.
Jeg omgår det fugtige terræn ved søerne og når tilbage til grusvejen mod syd. Her ser jeg det første af mange opslag, som gør opmærksom på overvågning med vildtkamera. Jeg husker de opslag fra tidligere besøg (vandredag 222 og 279). Senere på dagen, og længere inde i plantagerne, møder jeg en ny slags opslag: Topografiske kort, plasticlaminerede, som påbyder publikum at holde sig til bestemte større veje i en nærmere angivet del af plantagen. Normalt må man gå på og uden for stier i en statsskov. Her er der imidlertid “yngleområde for ulv”. Trafikken af folk som er nysgerrige efter at se ulv har ført til så meget trafik, at myndighederne har været nødt til at regulere adgangen. Jeg ser nu ikke ulv – og har heller ikke regnet med det – andre besøgende i området er der også langt imellem.
Jeg følger en grusvej langs skovbrynets plantage, på kanten til engene, og krydser Lilleå ved Gosmer, hvor engene blot er en spinkel korridor som adskiller to store plantager. På den østlige bred skyder jeg genvej ad en skovvej og kommer ud til Blåbjerg Hede.
Blåbjerg Hede er knap så stor som Nørre Vosborg Hede. Til gengæld ligger den lidt højere i terrænet, den har flere vindbrud og her og der små indlandsklitter. Her er der mere ene og fyr spredt over området, et par rådyr springer op fra det lave krat og forsvinder over heden med mange høje spark fra bagbenene. Jeg går ad et spor langs brandbæltet mellem hede og plantage. Over mit hoved skriger en ravn, og jeg løfter hovedet og ser den sorte fugl højt på himlen. Kort efter lyder der kort trompeteren, og to traner går på vingerne. Ravnen går straks i gang igen. Jeg følger de store fugle med øjnene, mens de fortrækker til den fjerneste del af heden.
Den østligste tredjedel af heden er hegnet ind med ulvesikret hegn. Det må så række for de to snese får i indhegningen, for de har ikke noget æsel til at tage sig af ubudne middagsgæster. En del af fårene hviler op mod en lav klint og ellers i det blotlagte sand foran, resten græsser fredeligt i lyngen.
Efter at have krydset heden, når jeg igen grusvej, og umiddelbart derefter asfalt. Jeg følger landevejen mod øst og når snart efter Vind Hede. Vind Hede er den største af områdets heder, dobbelt så stor som Nørre Vosborg Hede. De to heder var blandt urfuglens sidste tilholdssteder i Danmark.
Den vestlige del af heden er græshede. Op mod plantagen er der dog en stor bevoksning af brandbæger, der som en gul tunge rækker over mod plantagerne på den anden side af heden og åen. Et par steder er der sat skilt op, som gør opmærksom på muligheden for at se græssende kronvildt her – og opfordrer folk til ikke at stige ud af bilerne. Det er nu nok en aktivitet, der bedst dyrkes i skumringstimerne og ikke på en varm sommereftermiddag.
Jeg følger landevejen mod øst, indtil jeg når en indhegnet del af heden, ulvesikret naturligvis. Færdsel er tilladt i indhegningen, så jeg krydser ind over græsheden. I den fjerneste del af folden, ud mod den uindhegnede del af heden, kommer jeg til et lille aflukke, skabt af ekstra højt hegn, to elektriske tråde foroven, indtrængende advarsler om strøm. Der er høje gitterlåger derind og centralt en stor trækasse, placeret, så den udgør den eneste mulighed for passage. Jeg har ikke set noget lignende noget sted i Danmark på mine vandreture, alligevel er jeg ikke i tvivl om, hvad det er: en ulvefælde.
Overvågningen af ulve i Danmark varetages af Århus Universitet, og i august 2018 fik forskere herfra tilladelse til at fange og udstyre op til 10 ulve med GPS-sendere. Indtil videre er det dog ikke lykkedes at indfange en eneste ulv, så øjensynligt har dyrene heller ingen problemer med at se en ulvefælde for, hvad den er.
Jeg forlader indhegningen og går over heden mod øst, i retning mod den grusvej, jeg ved, løber ned til Fuglsang Bro i ådalen derovre. Jorden er karsk, der er langt mellem græsstråene og langsomt vinder hedelyng indpas. Øjensynligt som et resultat af vellykket hedepleje: I begyndelsen er lyngen spæd og blot få centimeter høj, men ud mod grusvejen er den mere end ankelhøj. Stadig et stykke fra de knæhøje lyngkoste på en veletableret hede, men dog et sikkert tegn på at hedelyngen er ved at genvinde overhånden over græsset. Mod øst, i forlængelse af den lilla flade, kan jeg se middelalderkirken i Vind Kirkeby, kullet, med hvide mure.
Jeg når ud til grusvejen og følger den ned i ådalen. Egekrat skærmer heden af ud mod vejen. For sidste gang i dag krydser jeg Lilleå og dens frodige enge og kær og kommer ind i Stråsø Plantage med dens mosaik af hede og plantage. I første omgang går jeg mod vest i kanten af engene, med en fin udsigt over til Vind Hede. På afstand står den lyngklædte del af den fjerne bakkeside i en støvet lilla farve. Også en stor bræmme af brandbæger er tydelig på lang afstand: Det er ikke samme klare gule farve som en blomstrende rapsmark, mere en changerende tone af gult brækket med grønt.
De hedestykker, jeg kommer forbi, er på stejlere bakkesider, her og der med klitter og flyvesand. Formodentlig jord der i første omgang blev sorteret fra som mindre egnet til plantage, og altså ikke jord der bevidst blev sat til side med henblik på hedebevarelse. Der er da også udbredt tilgroning af hedestykkerne.
Plantagerne er overvejende nåleskov, men dybest inde, ved en gammel skovridergård, er der pludselig en stor sektion med løvtræer, især bøg. Det er også her, jeg kommer ind på en næsten ti kilometer lang skovvej, som fører mod vest, næsten hele vejen til Ulfborg. Undervejs passerer jeg hjørnet af Sønder Vosborg Hede.
Den store hede er stærkere præget af klitter og flyvesand end de andre heder, jeg har set i dag. Umiddelbart nord for heden ligger en knæhøj, cirkelrund jordvold, som et informationsskilt forklarer er rester af et flere hundrede år gammelt aflukke til husdyr. Oprindeligt har volden formodentligt været dobbelt så høj. Jeg har set resterne af tilsvarende anlæg langs de gamle oldtidsveje, men med en indre diameter på 25 meter er denne her større end de fleste.
Snart efter kommer jeg ind i den private del af Stråsø Plantage. Som jeg når længere mod vest dukker små markstykker op, omgivet af plantage. Omsider når jeg frem til det nordvestlige hjørne af det store plantagekompleks, med udsigt til hovedvejen mellem Holstebro og Ringkøbing, hvor bilerne akkurat kan anes som små bevægelige farvepletter. Jeg følger asfaltvejen hen til hovedvejen, som umiddelbart efter løfter sig på en jordvold hen over jernbanen. Hen over det flade landskab kan jeg fra det højeste punkt skimte Felsted Kog i vest.
Efter en kort vandring langs den travle landevej står jeg igen midt i Ulfborg. I modsætning til de fine små middelalderkirker, jeg har nydt synet af ude i landskabet, er Ulfborgs kirke en bygning i røde mursten, åbnet så sent som i år 1900. Kirken, som hedder Ulfkær Kirke, er bygget til stationsbyen Ulfborg, hvis vækst er knyttet til etableringen af jernbane og station i 1875. Middelalderkirken, der bærer navnet Ulfborg Kirke, ligger i den lille flække Ulfborg Kirkeby, tre kilometer nord for Ulfborg. I sin tid var kirken knyttet til godserne Nørre Vosborg og Sønder Vosborg og adelsslægterne her. Den fremvoksende stationsbys indvånere var ikke meget for at gå de tre kilometer til kirke, derfor den ny kirke i røde mursten.
Jeg går den kortere vej til stationen og køber en billet til det næste tog til Århus, over Struer og Langå.

Philip Roth: The great American novel, 232-414.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s