Bur-Ørnhøj (279).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Bur-Ørnhøj, 27,8 km (279).
Fredag den 24. august 2018.

Regnen falder tungt over Holstebro Banegård, hvor jeg skifter tog, og tvinger de ventende ind under halvtagene. Da jeg kort efter står af toget ved trinbrættet i Bur, vest for Holstebro, er regnet stilnet af. Vejrudsigten har lovet byger og køligt vejr hele dagen. Heldigvis falder fordelingen af vind og vejr ud til min fordeling, og jeg kommer til at gå næsten hele dagen i tørvejr, endda lejlighedsvis sol, mens skyerne tårner sig op over det omliggende landskab.
Dagens vandring går overvejende mod syd. Knapt har jeg forladt den lille by, før agerlandet gennemskæres af en lav ådal. Det er Storåen. Det har sit udspring i Gludsted Plantage inde i Midtjylland og løber mod nordvest til Nissum Fjord, få kilometer vest for broen her. Undervejs løber den også gennem Holstebro. Under min tur på Drivvejen gik jeg et kort stykke vej langs Storåen. der rækker en grøn kile ind til hjertet af byen (vandredag 45).
Åen trækker en bred fure af eng gennem landskabet. Et stykke borte rejser sig høje brinker langs sydsiden af åen. På plateauet oven for brinkerne er der gravhøje, for hvis fod kvæget hviler sig. Gravhøje er en fremtrædende del af landskabsbilledet på disse kanter, de er overalt, på markerne, hederne, inde i plantagerne.
Det får jeg syn for, da jeg, efter at have krydset hovedvejen mellem Holstebro og Ringkøbing, når frem til Idom Hede. Her er der bevaret et stort stykke hede ud mod Idom Ådal, og gravhøjene ligger tæt. En grusvej giver mulighed for at gøre en afstikker op til det højeste punkt på heden – en gravhøj naturligvis. I nord kan jeg se det hvide kirketårn i Idom, mod syd og øst breder heden sig på lange bakkesider ned mod åen. Lyngen blomstrer i lilla buketter langs vejsiden, inde på heden drukner de små lilla farveprikker mod en bund af brune og grønne farver. Det er ikke nogen stort år for blomstrende lyng. Jeg har ingen steder set de store sammenhængende flader af lilla, som jeg kender fra andre år og steder.
Tilbage på den lille landevej fortsætter jeg min vandring. Fra hedens folde holder brunt kvæg og får øje med mig. Over et langt stræk er landskabet domineret af marker med mandshøj majs. Jeg er på vej over det høje flade land mellem to ådale. Hvor jeg begynder nedstigningen til Lilleådalen er der en pludselig udsigtsmulighed mod vest, og over granernes toppe kan jeg se den højest beliggende del af Nørre Vosborg Hede, naturligvis kronet af en gravhøj. Da jeg besøgte heden sidste år, fremstod den i langt større farvepragt, end jeg kommer til at se i år (vandredag 222).
Jeg krydser åen ved Nymølle og slår ind på en grusvej, der fører mig ind i det store statsejede kompleks af plantager, enge og heder, der kendes som Stråsø Plantage. Snart kommer jeg ud i det åbne terræn. På højre hånd har jeg den uendelige lange bakke, der er Nørre Vosborg Hede, med plantagernes skovbryn i det fjerne, gravhøje øverst og en lille sø på det laveste terræn. På venstre hånd har jeg en høj nåletræsplantage på den anden side af ådalen og en stribe eng og kær på dalbunden, hvor sort kvæg græsser.
Hvor heden møder plantage står et skilt ved et brandbælte. Det er blot et hvidt, plasticlamineret ark papir, med en oplysning om, at der er opsat vildtkameraer med henblik på “faunaundersøgelser” – hvilket på disse kanter betyder ulve. En kort stund følger jeg den samme vej, langs skovbrynet med udsigt til enge og ådal, som sidste år. I dag skal jeg dog ikke tilbage mod Ulfsborg, i stedet krydser jeg ådalen og nyder den smukke udsigt over engene og den hvælvede hedebakke i nord.
Jeg følger en velholdt statslig grusvej gennem høj plantage, og videre op ad en stejl bakkeside, der i nord er dækket af Blåbjerg Hede. Store dele af heden er dækket af brun lyng, uden megen blomstring. Der er et stort vindbrud på den skrå bakke og gravhøje på den flade top. Som jeg kommer frem på det flade plateau går lyngheden over i græshede med tæt bevoksning af gyvel.
Det er en spændende landskab, der indbyder til yderligere udforskning. I dag har jeg imidlertid planlagt en anden rute, så jeg drejer af ved første grusvej, der fører tilbage til ådalen. Her og der bærer små pæle skilte med forbud mod færdsel på de tilgroede sideveje. Det er fuglenes yngletid og -steder, der beskyttes.
Jeg kommer ud på åben bakkeside og hæfter mig ved usædvanlige flimrende gulbrune farver på en fjern bakketop. Jeg må have kikkerten frem for at kunne være sikker: Et stort rudel kronhjorte holder til på den øde bakkekam. Der må være 80-100 hinder, højbenede og langhalsede, hovederne vendt mod mig, de store ører klappet ud til begge sider: De har for længst opdaget mig. I begyndelsen ser jeg dyrene på en baggrund af grøn nåleskov, men som jeg følger grusvejen ned i dalen, kommer jeg til se, hjortene står helt klart i profil mod himlen.
På bunden af dalen følger jeg en grusvej langs den lyngklædte bakkeside. Det er Vind Hede, større end nogen af de heder, jeg har set hidtil denne dag. For første gang i år ser jeg store partier hede domineret af blomstrende lyng. Det er kun på den nederste del af bakkesiden, farvetonen er rødlilla, snarere end den klare lyslilla. En spredt fåreflok græsser på skråningerne.
Mens jeg betragter en hedemose i en fugtig lavning, lyder der høje skrig og to traner letter fra buskadset. De skruer sig op på himlen i en lang bue og under hyppig trompeteren. I lang tid kan jeg se dem og høre dem højt på himlen. Jeg lader kikkerten glide over heden og genfinder den store hjorteflok. Nu ser jeg dem på den modsatte side af bakkekammen. På et par hundrede meters afstand af hinderne ser jeg to hjorte med store gevirer, hanner, klods op ad hinanden. Det føles, som om jeg afbryder noget. Med et sætter de to hjorte i galop hen til hinderne, der er ved at trække bort til den fjerne side af bakkekammen.
Snart efter krydser jeg tilbage til den anden side af ådalen, og for et kort stræk går jeg et sted, hvor lyngklædte bakkesider når ud til kanten af engene på begge sider af dalen. Det er et sjældent syn, som regel er kanten af ådalene for længst forvandlet til dyrket land. Modsat står Vind Hede som en høj sort skygge, kvæg og heste græsser ude på dalbunde, nær åen.
Derefter fører min rute mig hurtigt bort fra å og hede, gennem plantagerne og ud til små asfaltveje, som jeg følger frem til Ørnhøj. Undervejs løber mit held ud, og jeg bliver ramt af en kort byge. Nogle få sekunder falder regnen heftigt, og gør så en kort pause, som en indånding, før en ordentlig skylle sættes fri. I stedet slår vejret om i støvregn, efterfulgt af opklaring, og længe før, jeg når frem til busstoppestedet i Ørnhøj, er mit tøj tørt igen.

Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer, 80-246.
Irvin D. Yalom, The Spinoza Problem, 1-55.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s