Præstbjerg, Tihøje & Trehøje Heder (280).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Præstbjerg, Tihøje & Trehøje heder, 27,7 km (280).
Søndag den 26. august 2018

Ørnhøj, hvor jeg sluttede min sidste vandretur – og skal starte dagens tur – er slet ikke lettilgængelig med offentlig transport på en søndag. Klokken er over tolv, før jeg er fremme, efter en tur med rutebilen mellem Holstebro og Skjern. Bussen kører gennem den lille landsby Vind. Det er landbrugsland, men i horisonten mod vest kan jeg se de mørke bakkekamme, der er Vind Hede, som jeg besøgte for et par dage siden (vandredag 279). Jeg sidder på det forreste sæde, og da chaufføren ser mig dreje hovedet, siger han til mig: “Det er Ulveland derovre”.
Jeg er i Vestjylland, men ikke det flade Vestjylland. I stedet er det et kuperet landskab med store, langstrakte bakkesider. Det er Skovbjerg Bakkeø, Danmarks største bakkeø. Den såkaldte hovedstilstandslinje fra sidste istid går cirka fra Padborg til Viborg og derfra mod vest ud til Vesterhavet. Nord og øst for denne linje er landskabet udformet af sidste istids gletsjere. Vest og syd herfor er det opbygget et fladt smeltevandslandskab bestående af såkaldte hedesletter. Undtagelsen er de steder, hvor det landskab der blev udformet af næstsidste istid rager op over det flade landskab. Det er netop de såkaldte bakkeøer, og her er landskabet omkring 100.000 år ældre end det øvrige Jylland. Skovbjerg Bakkeø er afgrænset af Storåen, Skjern Å og klitterne ved Vesterhavet. Hele dagens vandretur kommer til at foregå her.
Fra Ørnhøj følger jeg hovedvejen et par kilometer mod nord, indtil jeg når frem til Præstbjerg Hede. Det er en overskyet dag, og på afstand ser hedebakkerne mørke og utilnærmelige ud, som de hæver sig over den grønne ådal foran. Men det er et smukt kuperet landskab, hede og plantage, med en lille sø centralt. Herning Kommune har et naturcenter her, med et udvalg af faciliteter, og et netværk af afmærkede stier, inklusiv ridestier og handicapvenlige stier. Jeg har været her før, for Drivvejen går også igennem området (vandredag 46).
De kommunale faciliteter ligger i den nordlige del af området. Fra syd kommer jeg frem ad trampestier gennem de halvåbne egekrats blåbærris og ad sandede hjulspor på heden. Som jeg har set det så mange andre steder i denne august, er der kun en moderat mængde blomstrende lyng ude på de åbne hedeflader, hvor kuløren ofte drukner i vegetationens jordfarver. De smukkeste eksempler på blomstrende lyng med den klare lyslilla farve ser man faktisk langs skovvejene inde i krattet, eller på grænsen mellem plantage og hede. Måske har der været adgang til mere vand – eller mindre fordampning på skyggede steder – og det har gjort en forskel i forhold til den lange tørke de første måneder af sommeren.
Jeg runder omsider en bakketop og kommer frem til søen og de anlagte grusstier. To lystfiskere har gang i en radio. Fra naturcentret begiver ældre par og børnefamilier sig ud på stierne. Ivrige børn løber foran.
Fra heden kommer jeg ud på grusvejen nord for og drejer mod øst. Græsmarkerne her er tæt besat med geled efter geled af blikhytter til frilandsgrise. De små pattegrise holder sammen i kuld og viger ikke fra hinanden. Til en afveksling er det søer med mudrede flanker i positur foran gravhøjene og ikke køer eller får.
Jeg følger grusvejen frem til Tihøje Hede. Den vestlige del er græshede, men hovedparten er lyng, afgræsset af en stor fåreflok. Tre af dyrene har forceret elhegnet, men bevæger sig ikke langt væk fra flokken på den anden side. Tihøje Hede er det højeste punkt på Skovbjerg Bakkeø, 110 meter over havet, med vid udsigt over hede og plantage. Jeg bruger et gammelt hjulspor til at skrå over hede. En del af heden er brændt af. Det ligner en præcis, kontrolleret afbrænding, langt fra den omfattende hedebrand, hvis spor jeg så på Randbøl Hede tidligere i år (vandredag 272).
Ad små plantageveje og landeveje går jeg mod syd, indtil jeg når frem til Trehøje Hede. En afmærket trampesti fører over heden og op mod den centrale gravhøj (100 meter over havet). Nogle få køer er betroet afgræsningen af hele arealet, de fleste hviler sig nu bare i lyngen. Heden skæres igennem af en landevej, der er en parkeringsplads ved gravhøjen, og trappetrin fører op til toppen. Herfra er der vid udsigt hele horisonten rundt.
Engang plejede man at beskrive et udsigtspunkts kvaliteter ved at nævne, hvor mange kirketårne man kunne se. Jeg ser da også et par hvide kirketårne i øst, bag plantagen, som heden grænser op til. Eller er det mest høje vindmøller og enkelte industriskorstene der rager op over granerne. En langsom strøm af biler passerer på landevejen, og en tårnfalk hænger kort i luften, før den slår ned på et bytte.
Jeg krydser landevejen og følger en skovvej mod syd. Den løber langs kanten af heden, der hurtigt slår over i græshede, domineret af et tæppe af bølgende gyldent græs. En kile af majs tvinger sig ind til skovvejen og skærer heden over i to. Skovvejen bliver mere og mere tilgroet, men fører dog helt frem til det sydlige skovbryn. Herfra går jeg ud til landevejen. Stor kødfulde svampe vokser på jordvejen i nær kanten af plantagen.
Et par travle hovedveje, der møder hinanden i en ret vinkel fører frem til dagens endemål, Vildbjerg, men jeg har fundet en fredeligere rute af små grusveje mellem agerlandets gårde. I begyndelsen er der stadig rester af heder og kær, men snart er det græsmarker og dyrket jord.
I udkanten af Vildbjerg grænser nybyggede villaer op til en græsmark, hvor tungt kødkvæg hvilende tygger drøv. Byens gamle hovedgade er skånet for tung trafik, men den bærer stadig præg af at være kernen i en gammel stationsby. Byens kirke ligger over for stationen. Kirken har status som vejkirke. Stationen er for længst lukket og erstattet af et glasskur til behagelig afbenyttelse for den kræsne rejsende.

Irvin D. Yalom, The Spinoza Problem, 55-242.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s