Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Almindingen, 28,1 km (219).
Fredag den 7. juli 2017.
Det er min sidste vandredag på Bornholm, og jeg vil bruge den på Almindingen, den store skov midt på øen. Vejret er ikke det bedste, overskyet, med regn der kommer og går. Rutebilen mod Gudhjem sætter mig af ved Lilleborg, en grøn borgbanke med rester af murværk og halvvejs omgivet af søer. Den ligger i en lysning langt inde i skoven.
Der er et antal afmærkede vandreruter i Almindingen, og flere cykelruter gennemkrydser området, nogle af dem på banelegemet fra Bornholms nedlagte jernbaner. Jeg vil binde stræk af de mindre ruter sammen til en længere tur i den store skov. Gul Rute starter på den nordlige side af landevejen.
Turen går ad skovveje, som langsomt skruer sig opad. Høj nåleskov og løvskov veksler. Store vandreblokke ligger over alt, en af dem har status af rokkesten. En trampesti fører gennem fugtigere terræn, kær og mose, som her på øen ofte betegnes som myr. Snart træffer jeg på små søer og damme. Her og der står lodrette klippevægge frem, op til fire-fem meters højde.
Den afmærkede rute fører tilbage til ruinerne af Lilleborg. Borgen blev opført i tidlig middelalder til erstatning for Gammelborg. Den ligger på en klippeknold, det resterende murværk angiver borgens oprindelige omrids. Kongelys vokser med høje gule standere klods op ad stenene. Bregner og små buske dækker skråningens sider. To små søer med sort vand og åkander omgiver halvt borgbanken.
Jeg kaster et sidste blik på ruinen og går så gennem skoven mod syd. Snart kommer jeg frem til en lille asfaltvej, der med en minimal stigning fører frem til Kongemindet, som markerer Bornholms højeste punkt, Rytterknægten (162 m). Ganske som med Danmarks højeste naturlige punkt, Møllehøj (171 m) (vandredag 78), er der ikke tale om nogen dramatisk bakketop, blot om det højeste punkt på et større højdedrags flade plateau. I Ejer Bjerge, som området ved Møllehøj hedder nu, har man endda placeret et udsigtstårn på Bavnehøj, hundrede meter væk, i den tro, at den en halv meter lavere bakketop var landets højeste.
Kongemindet er et tårn, som er rejst i 1856 til minde om Frederik den Syvendes besøg på Bornholm. Tårnrejsning – når et par tørre småkager og et glas billig cava ikke er godt nok… Fra begyndelsen af attenhundredtallet tog man fat på at reetablere den forarmede og forhuggede skov ved Almindingen, og senere i århundredet var træerne vokset så meget, at det i 1899 blev nødvendigt at forhøje tårnet med et stålstillads, for at det fortsat var muligt at nyde udsigten.
Udsigten er da også ganske glimrende oppe fra tårnets forblæste top. Træerne breder sig som et grønt hav i alle retninger. Tæt ved står andre tårne, installationer på det militære område klods op ad Kongemindet. Mod syd ligger Åkirkeby, foderstoffens hvide siloer dominerer over kirketårnet i granit.
Efter at have fået benene på jorden igen, vandrer jeg gennem skoven mod sydvest. Mørke nåletræspartier veksler med åben løvskov, hvor lilla fingerbøl lyser op. Her og der er der rester af smuldrende jorddiger. Drosler og vipstjerter kommer og går. Sky solsorte gør den muligt at tro på, at den fugl engang havde hjemme i skovene, før den erobrede parcelhushaverne.
Jeg nærmer mig skovbrynet i syd og skal egentlig mod øst. Men først vil jeg gøre en afstikker i modsat retning. Derfor følger jeg skovbrynet mod vest, indtil jeg drejer af og går en kort strækning ad småveje og stier for at nå frem til fugletårnet ved Udkæret.
Udkæret er en lille sø, et genoprettet vådområde. Allerede på lang afstand har jeg kunnet høre højlydt snadren. Adskilligt hundrede gæs har slået sig ned ved engene eller søens overflade. Jeg stiger op i fugletårnet, der står godt skjult i kanten af plantagen. På den anden side af søen græsser en stor flok kvæg fredeligt. Jeg afsøger området med min kikkert. Nær søbredden står en tyk træstamme tilbage uden krone, en langt højere pæl end landmandens, en havørn har valgt den som udkigspost. Den store fugl sidder urørlig og virker faktisk forræderisk klodset og ufarlig. Jeg venter lidt i håb om, at se den gå på vingerne, men ørnen har mere tålmodighed end mig.
Jeg følger samme vej tilbage til Almindingen, gåsesnadren i ørene hele vejen og skræppen fra en ravn, der flyver lavt over hovedet på mig, og snart tager jeg hul på en ny Gul Rute. Vejen går mod Ekkodalen, i første omgang oven for dalen, hvor trædækket lejlighedsvist brydes af klippeoverstrøede lysninger, der breder sig langt ned over dalsiden og giver smukke udsigter. Jeg møder andre skovgæster med korte mellemrum, Ekkodalen er det klassiske udflugtsmål på Bornholm. En snørklet sti, fedtet og glat i den lette regn, fører ned til dalbunden. Jeg træder frem fra skovbrynet og står pludselig i den langstrakte sprækkedal.
Dalbunden er ganske flad, med en rislende bæk midt i. På dette sted er den godt hundrede meter bred, men bredden halveres snart. På den nordlige side rejser lodrette klippesider sig på det højeste sted mere end halvtreds meter over dalens niveau. Skoven deroppe øger indtrykket af højde. Jeg går i roligt tempo gennem dalen. Som geologisk formation strækker Ekkodalen sig tolv kilometer mod nordøst, indtil den møder kysten ved Saltuna, sydøst for Gudhjem, men dette er det mest dramatiske og berømte parti.
Der er ikke langt mellem de besøgende, mange forsøger at lokalisere det optimale ekko. Før jeg fortsætter jeg dagens vandring, spiser jeg frokost ved den travle café ved Ekkodalshuset. Deres specialitet er tarteletter i suppeskålsstørrelse. Den store parkeringsplads er fyldt, og der er rift om bordene under de store parasollers læ.
Efter frokost krydser jeg dalbunden og går ad en dyb og uendeligt lang hulvej op til Gamleborg. Borgruinen ligger under en kilometer fra Lilleborg og går mindst tilbage til den tidligste vikingetid. Fæstningsmure og volde beskyttede et areal ti gange større end Lilleborg, der ikke desto mindre – af ukendte årsager – afløste Gamleborg i Middelalderen.
Fra Gammelborg finder jeg ind på en cykelrute på en nedlagt banestrækning. Den fører mig det meste af vejen til Bastemosen, en stor mose med et fugletårn i det nordøstlige hjørne. Jeg afsøger omhyggeligt moseflade med min kikkert for at finde nogle af de traner, der yngler i dette område, men forgæves. En lang træbro gør det muligt at krydse mosen på et vanskeligt sted, hvor en slette af tagrør står plantet i dybt sort mosevand.
Fra Bastemosen går jeg gennem skoven til Svinemosen, der nu om dage er en del af det store indhegnede område, hvor der i 2012 blev udsat en lille flok europæisk bison, som trives her og er blevet til flere. Det indhegnede areal er en kompliceret mosaik af græsslette, gammel fyrreplantage, krat og mose med en stor åben vandflade. Naturligvis er det også et fugletårn, det bliver mit fjerde tårn i dag, men jeg kan hverken få øje på traner eller bisoner deroppe fra. Det er svært at gå rundt i den store indhegning uden hele tiden at vente at se bisonerne rejse sig fra krat eller højt græs, men rent faktisk ser jeg ikke noget mere eksotisk end to kokasser. Formodentlig ville jeg have bedre chancer for at lugte dyrene end for at få øje på dem. Flokken kunne hvile sig ti meter borte, uden at jeg ville opdage det.
Resigneret forlader jeg indhegningen, og dernæst skoven, går mod syd og slår ind på en cykelrute mod Åkirkeby. Øst for vejen er skoven afgrænset af et langt stengærde, i vest kan jeg se et af de militære tårne ved Rytterknægten rejse sig over en anden fløj af Almindingens skove. Snart er jeg ude i et landskab, hvor agerland blandes med store og små plantagestykker. Flere steder hører jeg ravn, ser fuglene på lang afstand, en enkelt gang overrasker jeg et par ravne i færd med at plyndre en majsmark tæt på vejen.
Jeg kommer ind i Åkirkeby ved den store foderstofsilo, der var så tydeligt at se fra Kongemindets høje platform, men jeg fortsætter til centrum af byen, hvor stoppestedet tilbyder en behageligere udsigt til byens smukke gamle granitkirke.
Mary Beard: SPQR, 208-440.
Jyske Vandreture 