Lisbjerg-Viby (220).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Lisbjerg-Viby, 28,9 km (220).
Mandag den 17. juli 2017.

Århus afgrænses mod nord af Egåen og dens ådal. På den nordlige bakkesides top ligger den lille landsby Lisbjerg med en fin lille hvid kirke. Forbrændingsanlæggets høje skorstene udgør imidlertid et langt mere kendt vartegn for alle, der kommer til Århus nordfra, de kan ses milevidt omkring. Lisbjergs dage som fredelig lille landsby er for længst talte, i ådalen ind mod Århus kommer der til at køre letbanetog i tæt drift, og landsbyen selv er udset som et byudviklingsområde, der skal medvirke til at løfte det boligbehov, den store tilflytning til Århus skaber.
Det kommer jeg hurtigt til at mærke. Mit kortmateriale er forældet, kortets enkle landevej er afløst af forgrenede veje, nogle steder med boligblokke under opførsel, andre steder stadig i byggemodning. Da jeg først har passeret den sidste aktive byggeplads, belønnes jeg med en flot udsigt over ådalen, og længst mod øst, bugten. Dalbunden er stadigt åbent land, men på den sydlige bakkeside rejser byen sig som en mur, supersygehuset ved Skejby, stadig under opførelse, boligblokke, den travle Randersvej og IKEAs bolighus i svenskergult; tværs gennem ådalen er der dynger af jord omkring letbanens elmaster, der som en ledelinje fører mod bugten, hvor Mols’ takkede ryg rejser sig på den anden side af vandet.
I det byggemodnede område går jeg ad en bred vej, der er skabt til fremtidig trafik, men stadig ligger ganske øde hen. Knapt et par hundrede meter åbent land bliver det til, før jeg kommer ind i Lisbjergs ekspanderende industriområde, klods op ad Djurslandmotorvejen. En viadukt fører under motorvejen og over til den gamle landevej. Her kommer jeg ind på en lille hyggelig sti, der fører ned ad den lange bakkeside, mod landsbyen Kasted, og så er jeg endelig fri af den altopslugende infrastrukturudvikling nord for Århus. Snart er jeg dog tilbage på asfalt, heldigvis små landeveje, der kort efter krydser den spæde Egå, som kommer oppe fra Geding-Kasted Mose. Jeg var her sidst på en lang, våd vandredag i november, hvor jeg gik fra Hadsten til Århus (vandredag 178). Få kilometer mod øst når Egåen frem til det reetablerede vådområde ved Egå Engsø (vandretur 190), som er blevet et paradis for vandfugle og spisekammer for et havørnepar. Egåen forlader søen med en langt mere imponerende vandføring, snor sig gennem forstæderne og munder ud i bugten mellem marinaen og Åkrogen (vandredag 93).
Jeg følger min gamle rute en kilometer frem til Kasted og drejer så fra. Først kigger jeg omkring den lille kirke, hvor køer græsser på en bakkeskråning, der er helt indesluttet i landsbyen, dernæst går jeg den korte vej gennem den lille hyggelige landsby. I vestkanten af landsbyen finder jeg så indgangen til stierne i Geding-Kasted Mose.
Mosen grænser op til både jernbane og motorvej, hvis støj er en fremtrædende del af naturoplevelsen, lige som udsigten til forbrændingsanlæggets skorstene. Alligevel udgør området et afsides og anderledes naturområde i Århus Kommune, hvor skov, strand og sø er de klassiske udflugtsmål. Kun to små landeveje, som giver adgang til området, der er fladt, vådt og uden bebyggelse i det centrale område. Der er trampestier, plankebroer og opsatte korttavler i terrænet. For at forhindre tilgroning afgræsses der med kvæg og vildheste. Senest er der – under en vis lokal mediebevågenhed – blevet udsat vandbøfler i mosen.
Området minder om en stegepande, en kreds af lave bakker omkring en flad, central moseflade, hvor bræmmer af høje græsser, siv og dunhammere veksler med sump og åbent vand. Hvor terrænet er blot få centimeter højere er der fastere jord og eng. Selv om det ikke er en varm dag, ligger kvæget alligevel i skyggen af et par store fritstående træer. En vid kreds af optrampet jord viser, at det er deres faste tilholdssted.
Bruset fra motorvejen fortsætter uden ophold, mens jeg går rundt på stierne, et grønt arrivatog kører forbi i udkanten af området, hvor gult, modent korn danner en drastisk kontrast til en mark overgroet med høj lyslilla gederams, naturligvis med forbrændingsanstaltens skorstene i baggrunden øverst på højdedraget ved Lisbjerg. En hare nipper af markvejens midterrabat. Ude på engene græsser en lille flok lysegrå heste, de er af den polske hesterace konik, som antages at ligge tæt på den oprindelige, nu uddøde vildhest. Vandbøflerne skjuler sig desværre et sted i de omfangsrige krat.
Rundturen i mosen bringer mig tilbage til Kasted, hvorfra jeg vandrer videre over dalbunden og op over bakkerne til Tilst, en Århus-forstad ved hovedvejen mod Viborg. På den anden side af den travle hovedvej kommer jeg ind i statsskoven ved True. True skov er en ret nyplantet skov, som ikke så meget er et økonomisk projekt, men derimod begrundet i et ønske om at beskytte Århus’ drikkevandsressourcer og skabe et grønt oplevelsesrum for byens borgere.
Som mosen nord for er området på en gang øde og tæt på motorvejen og Den Jyske Længdebane. Skoven fremtræder endnu med et vist planteskolepræg, lange linjer af unge stammer i ens højde. De anlagte stier og veje er kantet af høje brændenælder eller tidsler med lilla hoveder. Den sidste kilometer følger jeg samme rute, som da jeg passerede skoven i efteråret på en tur fra Hammel over Borum Eshøj til Århus (vandredag 176).
I dag drejer jeg nu hurtigt fra og går dernæst mod syd, krydser en øde bro over jernbanen, går gennem en viadukt under tilslutningsvejen til Herningmotorvejen, og så er jeg inde i Årslev Skov, endnu en stor sektion nyplantet skov. Snart hæver ældre skov sig dog i dobbelt højde over den unge skov, de ældre krogede træer med hver deres særpræg i kontrast til kornmarken af unge stammer foran dem.
Den ældre skov er blot en tynd stribe på hver side af Voldbæk, et hurtigt strømmende vandløb på bakkesiden ned mod Brabrand Sø. Som jeg følger åen ned til søen rykker parcelhuskvartererne tættere og tættere på, indtil der pludselig er vidt rum omkring søen og åen.
I vinters kom jeg her forbi, dengang langs nordsiden af søen (vandredag 188), så i dag krydser jeg ådalen og slår ind på den sydlige gren af Brabrandstien, der for en stor dels vedkommende er en banesti på den gamle Hammelbanes sporføring. Selv på en mådelig sommerdag som i dag er der en lind strøm af cyklister, fodgængere og hunde. Fra sydsiden har man en imponerende udsigt over søen og byen, Brabrand med den hvide landsbykirke nærmest, dernæst Gjellerup-planen og City Vest, længst inde højhusene nær Ringgaden.
Ude på engene skifter en hejre plads, nær stien hviler jerseykvæg sig. Sydvest for søen er der småskov, kolonihave og en smule almindelige beboelse. Længere fremme bredder engene sig med en korridor af våd eng omkring Døde Å. Jeg forlader Brabrandstien og går op ad den lave bakke ved de store kolonihaveområder her, et sidste blik tilbage, en flok hvide heste står i smuk profil mod Gjellerup-planen.
Dernæst går jeg gennem endnu en viadukt, kommer ind i Vibys parcelhuskvarter og står på en bybus ved den første større vej.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s