Åkirkeby-Boderne-Rønne (218).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Åkirkeby-Boderne-Rønne, 33 km (218).
Torsdag den 6. juli 2017.

I dag skal ringen sluttes: Jeg skal færdiggøre min vandring ad Kyststien Bornholm Rundt. Egentlig mangler jeg mindre end tyve kilometer, fra Boderne til Rønne, men det rækker jo ikke til en fuld vandredag, så jeg har besluttet mig for at starte i Åkirkeby og gøre en passende omvej ud til kysten.
Bussen sætter mig af i centrum af byen, nær den gamle kirke i granit. Det er en smuk solskinsdag, noget blæsende, som de andre dage her på øen også har været. Jeg skal jo egentlig mod syd, men først vil jeg lige vende den gamle bykerne i Åkirkeby. Også denne by har de smukke gamle gader, velholdte og pyntede med blomster i bed, kasser og krukker. Et lille torv ligger øde hen, bortset fra et fint gammel møllehjul. Det centrale torv, omgivet af gule- og rødkalkede bygninger, er til gengæld væg-til-væg optaget af et loppemarked, selv den lille skulpturgruppe med fem gæs er tæt på at blive løbet over ende.
I luftlinje er der kun fem kilometer til kysten, og fra Åkirkeby er landskabet et svagt hældende plateau af dyrket land ud mod skrænterne ved havet, så fra bygrænsen ses Østersøen som en blåt bælte over grønne marker. Jeg går mod syd, men blot en enkelt kilometer, så drejer jeg mod vest og følger små landeveje frem til Vejrmøllegård, hvor en sti fører langs Læså til Vasegård.
Læså løber fra Almindingen til Boderne på Bornholms sydkyst. På dette stræk er der en to kilometer lang sti mere eller mindre langs åen. Åen er ikke bred, og vandføringen er så ringe, at den nogen somre helt tørrer ud. Her først i juli er der dog ankeldyb vandstand, åen løber i et leje fuldt af store sten, af og til overvokset med krat. Der er en tynd bræmme af skov langs vandløbet, hvad man andre steder i verden kalder for en galleriskov.
Selv om åen således ikke er imponerende af omfang, er den, og disse to kilometer sti, berømte blandt geologer og andre naturinteresserede – og også omfattet at fredning. På visse stræk har åen skåret sig dybt ned i terrænet, således at den vestlige bred står med fem-ti meter høje, næsten lodrette skrænter. Disse skrænter fremstår som geologiske profiler, lag-serier, der dækker næsten tohundrede millioner år.
Bornholm bærer jo tilnavnet Klippeøen. Det blottede eller overfladenære grundfjeld findes imidlertid fortrinsvis nord for en linje fra Rønne til Nexø. Denne klippe kan være mere end halvanden milliard år gammel. Syd for linjen er Bornholm opbygget af oplejret materiale, der i denne sammenligning er meget yngre, ved Læsåen fra Nedre Kambium til Øvre Ordovicium, dvs fra sekshundrede til firehundrede millioner år siden. Det er nu kun efter bornholmske forhold, at den slags gælder for ungdommeligt. Resten af landet fremstår stort set som et istidslandskab, selv dramatiske undtagelser som Stevns Klint (vandredag 196) og Sangstrup Klint (vandredag 126 og 171) rækker kun tres-femogtres millioner år tilbage, Salten Profilet blot tyve-femogtyve millioner år (vandredag 138).
På stiens korte stræk ses sandsten, kalksten, grøn skifer og alunskifer med gult skær. Skrænterne findes udelukkende på den vestlige bred, på den østlige bred er der krat, små damme med andemad og frøer og til sidst en stor åben lysning, en skoveng med heste. Den høje skrænt fungerer som en naturlig afspærring, og der er intet hegn på den østlige bred, så hestene har fri adgang til vandløbet. Fire smukke heste sopper i den lave stenede å, hvor vandet dårligt kan dække deres hove, men hvor træerne giver skygge for solen.
Ved broen kommer jeg op på asfalt og går ad små landeveje mod syd, idet jeg følger Læsåen på noget afstand. Åens passage gennem landskabet markeres af den tynde stribe træer, der omgiver den. Et par kilometer fremme, hvor landevejen krydser åen, er der mulighed for at følge en blind sti trehundrede meter langs åen. Stedet markeres med en parkeringsplads, tæt på en stor gravhøj i en fårefold. Den korte sti ender ved et gammelt, for længst nedlagt stenbrud nær åen. Det lille stenbrud er så at sige i to etager, der blev både brudt kalksten og alunskifer.
Tilbage på landevejene går jeg mod Boderne i et let kuperet landskab, overvældende grønt af umodent korn, der danner en smuk kontrast til gårdenes hvide kalk og røde træværk. Jeg går et stykke mod øst ad landevejen mellem Rønne og Nexø, krydser lavningen som Læså løber igennem, og slår derefter ind på den smalle vej ud til Boderne.
Boderne var oprindeligt et lille fiskerleje og havn for Åkirkeby. Nu er det et lille sommerhusområde med en populær badestrand, en lille havn og tilmed en lille havnefront bestående af en serie små rødmalede træhuse. Jeg genoptager min vandring Bornholm rundt fra det punkt, jeg nåede til i tirsdags (vandredag 216), følger den smalle sandstrand neden for skrænten mod vest, som det første krydser jeg Læsåens udløb i Østersøen, godt skjult mellem krat og bregner.
De mange sten i vandkanten er tæt besat med skarver, måger, ænder, skalleslugere og enkelte strandskader. Der er vipstjerter på stranden og digesvaler i skrænten. Nogle steder er skrænternes ler grønt eller rødt, det er tohundrede millioner år gamle aflejringer fra Trias. Mange steder er træer skredet ned på stranden. Ler og væltede træer gør stranden svært passabel på mange steder. I princippet er denne del af ruten skiltet som en del af Kyststien, men i praksis er den ofte uden vejledning (det er svært af få skilte til at blive stående i plastisk ler og udskridende skrænter).
Omsider får jeg dog en mulighed for at komme op på skrænten at gå. Der er en kantning af træer langs afgrunden, og ellers flade grønne marker ind i landet. Landevejen er overraskende tæt på, i trafikstrømmen genkender jeg de æggeblommegule busser, jeg har benyttet til at komme omkring på øen. Stien fører bag om Sose Odde og videre til Arnager Bugt. Arnager, på den anden side af bugten, er let genkendelig, en tohundrede meter lang træbro fører ud til byens havn. Skrænten er høj og stejl, med en ganske smal forstrand, der er ganske menneskeforladt. Skarver har vovet sig helt ind på stranden for at tørre vinger. Selv om jeg går på stien øverst på skrænten, får de vagtsomme fugle øjeblikkeligt øje på mig og går straks på vingerne.
I Arnager lader jeg mig friste til at gå planken ud, ad træbroen, til den lille havn længst ude. Der er en del sommerhuse ved byen. Øst for broen er der en smal badestrand for foden af den høje skrænt, røgeriskorstene øverst på skrænten.
Vest for Arnager består klinten af kalksten, og i stedet for sand er der en grusstrand med rullesten, som er tung og besværlig at gå. Heldigvis kommer jeg snart frem til en trappe, så jeg igen kan gå oven for skrænten. Denne gang med et højt sikkerhedshegn ind mod landet: Jeg er nået til lufthavnen i Rønne.
Set udefra er lufthavnen blot en stor græsslette foran en plantages grønne mur, et kontroltårn og lave røde bygninger i mellemgrunden. De mange svaler er glade for de tre rækker pigtråd, der er et godt rastested mellem flyveøvelser. Til sidst kommer der dog en ende på hegnet, og ruten snor sig videre gennem plantage, når kort ud til landevejen, præcist hvor en lille flok æsler går i en fold. Snart er jeg dog tilbage på en sti øverst på klinten, ind mod landet et smukt overdrev med vilde blomster i mange farver. Mod vest, ganske tæt på, kan jeg se Rønne Havn med høje skorstene, færger og industrianlæg.
Jeg er næsten fremme, men jeg fortsætter lidt længere, indtil jeg når til det høje stengærde omkring kirkegården og drejer til højre. Vejen fører mig forbi det gamle kastels runde hvide kanontårn med det røde tegltag. Allikerne flokkes i tagrenden. Tårnet var det første, jeg så, da jeg begyndte min tur Bornholm rundt (vandredag 214), så det virker passende også at lade det markere afslutningen på turen. Jeg går forbi den lille kanon, der skal minde om fortiden som garnisonsby, drejer til højre, og snart efter er jeg fremme ved de rødmalede træbarakker, der huser Rønnes hyggelige vandrehjem. De er også en militær arv – fra en yngre tid. Tyskerne opførte dem til brug som hovedkvarter under krigen.

Mary Beard: SPQR, 163-209.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s