Gedsted-Farsø (364).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Gedsted-Farsø, 33,6 km (364).
Torsdag den 21. maj 2001.

Gedsted ligger på sydkanten af ådalen langs Lerkenfeld Å, hvor ådalen spredes ud i en bred tragt af grønne enge, et par kilometer før åen udmunder i det nordøstlige hjørne af Lovns Bredning. Der hænger en duft af syrener i luften, som jeg går ad byens fortove mod engene og fjorden. Så snart jeg kommer uden for bygrænsen afløses blomsterduften af den sødlige fært af kvæg, båret gennem luften fra de fjernere dele af de brede enge, hvor dyrene opholder sig. En landevejsbro fører over åen, de grønne enge langs vandløbet fremhævet af en gul stribe fra en enlig rapsmark.
Et par hundrede meter senere krydser jeg den travle hovedvej mellem Viborg og Løgstør og kommer ind på den grusvej, der fører ud til fjorden. I weekenden gik jeg her (vandredag 363); efter at have besøgt Ulbjerg Klint og vandret langs fjorden, drejede jeg den gang ind i landet og gik mod Farsø. I dag genoptager jeg kystvandringen, omkring Lovnshalvøen og dernæst endnu en gang ind i landet.
Det er ebbe ved Lovns Bredning, der er blandt de mest lavvandede partier af Limfjorden, så store stræk af havbund er blottet. Himlen er overvejende blå med fingre af hvide fjerskyer. Måger og svaner holder til ude på vandet. Som jeg kommer længere frem ser jeg små flokke af gravænder, en enkelt skarv flyver lavt og tungt over vandet, rødben og strandskader fylder luften med deres kald.
Jeg har gummistøvler med i min rygsæk, men lavvandet gør, at jeg ikke får brug for dem. Sandstranden er smal, med muslingeskaller arrangeret i lange opskylslinjer. Jeg passerer kadaveret af en lille sæl, der er så afpillet at brystkassens ribben står frem som en skulptur, rovdyrtænderne markante og hundeagtige ved kraniet. Det er tungt at gå i sandet, så i stedet trækker jeg ud på den blotlagte havbund, hvor en bred bræmme fremstår næsten brolagt med kartoffelstore sten, for tunge til at blive slynget på land eller båret væk af strømmen.
Jeg følger kysten i et skarpt sving mod sydvest, ud på Lovnshalvøen. Et centralt højdedrag er halvøens rygrad, med en lang, moderat skråning ud mod kysten. Omkring Alstrups hvide kirke er der gule rapsmarker. På det højere terræn er der små stykker skov, dernæst græsning og strandeng. Kvæget hviler få meter fra vandkanten, holdt inde af en spinkel elektrisk tråd.
Det er vindstille, vandoverfladen har kun den fineste antydning af bølger. Nærmest stranden er den gennemsigtigt, så jeg kan se havbunden, længere ude er det blankt med flotte refleksioner. I syd kan jeg se Ulbjerg Klints høje skrænter, de næsten lodrette sider af råt sand tydelige mod de grønne skråninger der indrammer klinten. Forude snævres bredningen ind til en port mellem Lovnshalvøen i nord og, fra syd, Lundø (vandredag 355). Længst i vest ses landet på den fjerne side af Skive Fjord.
Som jeg vandrer længere ud på halvøen flankeres stranden stadigt oftere af høj kystskrænt. En ensomt beliggende gård bærer navnet Liengård, som også er overtaget af det sommerhusområde, der nyere tid har etableret sig som nabo. Lien er navnet på stenalderhavets gamle havskrænt, og som stednavn er det især knyttet til området ved Tranum, ud mod Jammerbugten (vandredag 211).
Enkelte steder er træer væltet ned over stranden, og jeg kan lige akkurat kante mig omkring uden at få våde tæer. Skråningen er tæt bevokset med havtorn. Et par steder skærer små kløfter sig v-formet igennem bakkesiden og ud til kysten. Det giver mulighed for at få et blik på de overdrev, der gemmer sig bag krattet. Lovnshoved, det yderste af halvøen, er fredet, og der er et stort net af afmærkede stier. Således er der også mærkepæle opstillet ved de få opgange til baglandet.
Hvor jeg runder spidsen af halvøen er der klint, med de høje lodrette, mure af sand, for stejle til krat. Et par lystbåde ligger for anker, og en blandet flok af måger og skarver holder til på en sandrevle.
For et par kilometer forlader jeg stranden for at gå ad stien oven på klinten. For år tilbage var området skov som omgav et massiv enebærkrat. I dag er store dele af enebærkrattet ryddet til fordel for genopretning af overdrev på de bølgende bakker. En bestand af kodriver har etableret sig nær hegnet. Stien går i kanten af overdrevet, med enkelte udsigtspunkter over fjorden. Jelse Odde ved Lundø ligger lige over for, og i det fjerne kan jeg se de høje havnebygninger inderst i Skive Fjord.
Da jeg igen når ned til stranden, står jeg ved Hvalpsund, ikke havnebyen, men farvandet som forbinder Lovns Bredning og Skive Fjord med bredningerne nord på. Der er langt mere trafik på vandet her, et par fiskerbåde, kajakker, adskillige store speedbåde racer op og ned, en enkelt jetski, og længst mod nord kan jeg se færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre. Langt fra kysten står et par fiskere i waders.
Mens jeg går mod nord svinder de høje bakkesider bort til fordel for de lange, lave skråninger med overdrev og kvæg, herregården Hessel øverst på bakkekammen.
Da jeg når Hvalpsund, er det første gang i tre en halv time, jeg har asfalt under støvlerne. Færgen ligger fra land, som jeg runder havnen. Der er en lang kø – gjort længere af afstandshensyn for coronavirus – ved havnekioskens udsalg af isvafler. Der er også en lille industrihavn og en marina.
På en plæne står en togvogn på et par isolerede jernbaneskinner, et minde om den nedlagte jernbane mellem Nibe og Hvalpsund. Efter at have manøvreret gennem sommerhusområder, omkring campingpladsen mv. kommer jeg ind på et stræk af den gamle jernbane, der har fået lov at bestå som banesti. Det er et smalt asfaltbånd gennem lav plantage. Et par steder er der et åbent kig over fjorden, i midten sandrevler med lav bevoksning omgivet af blåt vand. Det er Store og Lille Rotholm, hvor man af og til skal kunne se sæler. Banestien er kantet af gyvel med flammende gule blomster. På en lille stykke hede står et par spinkle gyvelbuske i smuk kontrast til den blå fjord.
Blot halvanden kilometer er bevaret af det gamle tracé, så kommer jeg ud af plantagen og går ad små veje mod Farsø. Adskillige grupper af motorcyklister passerer mig, alle undervejs til Hvalpsund, enkelte cyklister kører mod Farsø. De første kilometre er landskabet præget af enge og vange, med græssende heste under solen, gravhøje på bakketoppene. Jeg krydser Løgstørvejen og går gennem Fovlum med dets lille kullede kirke i kampesten. Landskabet bliver fladere og stadigt mere præget af dyrket land, de sidste kilometer går ad en travl hovedvej, og så er jeg igen i Farsø, ved den nedlagte station, hvor rutebilerne nu holder.

Cheryl Strayed: Wild, 58-150.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s