Flynder Å og Klosterheden (365).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Flynder Å & Klosterheden, 31,4 km (365).
Torsdag den 28. maj 2020.

Busturen fra Struer til Nørre Nissum byder på mange lokkende blå glimt af Limfjorden. Jeg har imidlertid lagt andre planer for i dag, så da jeg står af på den lange hovedgade, der er identisk med landevejen, vender jeg som det første ryggen til fjorden og går ind i landet.
Ved bygrænsen falder landskabet i et langstrakt fald. Under den blå himmel kan jeg se frodig grøn græsning, gule rapsmarker og i det fjerne, længst mod syd, en lang mørk stribe, der løber i horisontens længde fra øst til vest. Det er Klosterheden Plantage: Dets nordvendte skovbryn er en ti kilometer lang linje, som trukket efter en snor. Som jeg begynder at gå mod syd, kan jeg se, at rapsmarkernes blomstring har toppet, den skarpe gule farve er afløst af en spættet blanding af gule kronblade og grønne stængler og blade. Det er en vindstille dag, færten af kvæg har alligevel bredt sig fra engene. Som jeg ser mig tilbage, kan jeg se den hvide kirke i Nørre Nissum ligge hævet over landskabet.
Jeg går i rask tempo ad små landeveje gennem det let kuperede landbrugsland. Umiddelbart før jeg krydser hovedvejen mellem Struer og Lemvig passerer jeg en uanselig bæk, der løber i en dyb grøft. Det er begyndelsen til Flynder Å, et forholdsvist kort vandløb, der dog alligevel når at opbygge en vis vandføring før udløbet i Nissum Fjord længere mod syd.
Efter at have passeret den lille landsby Fabjerg vandrer jeg i en ujævn bue mod sydøst, frem mod det lange skovbryn der forbliver synligt i horisonten. Rapsmarkerne er forsvundet fra landskabet, til gengæld er der masser af græsmarker, hvor græsset er slået til hø, og de lave stubbe står med en frisk lysegrøn farve. Lærkerne hænger på himlen eller flyver lavt over jorden. Et vibepar møder med mig med de karakteristiske skrig, og en af fuglene følger mig på vej, et stykke foran mig, som om den forsøgte at lokke mig væk fra en rede.
Otte gravhøje ligger på en lige linje foran mig, asfaltvejen skærer sig igen den østlige flanke i et ret vinkel, yderligere to-tre gravhøje ligger i forskudte positioner. Det er et kendt fænomen at finde gravhøje som flankerer oldtidens veje, måske er det også tilfældet her. Vestjylland har haft sin egen pendant til Hærvejen, der jo løber langs den Jyske Højderyg. Og ligesom Hærvejen er den også blevet rekonstrueret som en afmærket vandrerute – under navn af Drivvejen. Der står da også en mærkepæl i vejkanten, så jeg krydser mit eget spor fra år tilbage (vandredag 44).
Drivvejen har en gren fra Thyborøn og en gren fra Thy, de mødes vest for Struer og fortsætter til grænsen. Den gamle oldtidsvej har især tjent til at drive stude fra de frodige Limfjordsenge til slagtehusene i Holsten. Det samme gælder for øvrigt for Hærvejen, der også kendes som Oksevejen, et navn den endnu bærer i Tyskland. Syd for grænsen forenede Hærvejen og Drivvejen sig ved byen Schleswig, hvor rester af Dannevirke og Hedeby endnu findes (vandredag 143). Mellem Tønder og Schleswig findes ikke nogen afmærket vandrerute, men det er naturligvis muligt at gå ad veje og stier. Få kilometer syd for Tønder, ved Leck, findes et stykke oprindelig oldtidsvej som er blandt de længste og mest velbevarede overhovedet (vandredag 141).
Umiddelbart før jeg når frem til den store plantage krydser jeg endnu en gang Flynder Å, der løber gennem en lille lavning. Vandløbet er stadig blot en bæk, kantet af en smal bræmme enge og til dels overvokset med krat.
I det tidlige forår er der gjort adskillige observationer af ulv, formodentligt det samme individ, i Klosterheden. Det er en smule nord for den officielle ulvezone ved Ulfborg, men næppe en distance som en rask ulv ikke kan tilbagelægge på en times tid. For øjeblikket er der nu ikke fundet DNA, som kan knytte individet til det etablerede par i Stråsø Plantage. Jeg gør mig naturligvis ingen forhåbninger om at få dyret at se – hvis det stadigt er her: Det er midt på dagen, der er en del andre besøgende i området, og på den stille dag kan det knirkende grus under mine støvler høres langt væk.
Det er føleligt varmere inde i plantagen. Jeg har egentligt planlagt min rute gennem området ud fra Naturstyrelsens folder, der viser skovveje og flere separate, afmærkede vandrestier. Ikke desto mindre beslutter jeg mig straks for en afvigelse.
Klosterhedens landskabsmosaik er især præget af to elementer. Den etablerede plantage, især nåleskov, på den højere og tørre jord, dominerer. Den øvre del af Flynder Å-systemet får her tilløb af adskillige andre små vandløb. Åen og dens tilløb trækker lange fingre af åbent rum gennem plantagen. De løber i lavninger, ofte blot en meter eller to under plantageniveauet, men markant forskellige, med enge, kær og mose. Lavningerne er kilometerlange, men blot et par hundrede meter brede, ud mod deres åbne rum står plantagens træer som høje palisader på begge sider.
Det er sådan en åben korridor gennem plantagen, der møder mig lige inden for skovbrynet. En mountainbikerute, som ikke er markeret på mit kort, løber langs den nordlige kant af lavningen, og jeg beslutter mig spontant for at følge den mod sydvest. Mountainbikesporet er en fod bredt, men slidt igennem til sandet og øjensynligt flittigt brugt. Lavningen er dækket af tæt sammenstuvede tuer, som giver den et udseende af vaskebræt, mens bækken mest er ude af syne.
Mountainbikesporet slår en stor bue ind gennem lav nåleskov, hvor grenene skaber et uigennemtrængeligt krat. For enden af en smal brandvej ser jeg et par hjorte græsse i solen. Mit spor fører i samme retning, og jeg ser endnu et hjort rejse hovedet. Med et drejer det hovedet mod mig, stivner, og flygter så uden at sige en lyd. Et halvt dusin andre hjorte gør den følge. Jeg forstår ikke, hvordan dyret har kunnet få øje på mig inde i underskovens mørke, når den selv befinder sig i skarp sol. Så mærker jeg den svageste brise bagfra og forstår, at den har båret min fært med sig til de fintfølende næsebor.
Jeg krydser det brede brandbælte, hvor hjortene græssede, når tilbage til lavningen og skifter til en ridesti i den modsatte kant. Et vindskår har slidt sig ned til åbent sand, og der er flere små damme på lavningens bund. Over mit hoved flyver to ravne frem og tilbage over lavningens åbne rum. Den ene forsvinder, mens den anden slår sig ned i toppen af det højeste grantræ. Herfra skælder den ud på mig, som jeg kommer nærmere. Fuglen har sat sig tæt på trætoppens spinkle stamme, så den er svær at lokalisere. Til gengæld holder den stand, så jeg får mulighed for at tage et billede af den.
Længere fremme dækker en lille sø lavningen i hele dens bredde, og jeg følger stien op i skoven og videre frem til det punkt, hvor lavningen mødes med den tilsvarende, men bredere, lavning, der rummer Flynder Å. Her rammer jeg så min planlagte rute og følger dernæst etablerede skovveje mod sydvest. Blomstrende gyvelbuske trækker grusvejen op med gult. I et sjældent løvskovsparti er skovbunden dækket af en knæhøj bregneeng.
Jeg genfinder Flynder Å ved den lille opstemmede Møllesø. Flere biler holder på parkeringspladsen, og borde og bænke er besat med folk, der spiser frokost. I slyngninger flyder åen videre fra søen, nu omkring en meter bred. Jeg slår ind på en lokal vandrerute, der fører over en græsslette og videre gennem skoven. Et større område er blevet skovet, så lave, solblegede træstubbe står tilbage, og tillader et udsyn over engene langs åen, rødt kvæg græsser dernede.
Den vandrerute, jeg følger, krydser først Elbæk, endnu en lang finger af mose og kær gennem plantagen, og dernæst følger den Hestbæk opstrøms. Det åbne rum langs bækken fører frem til det tredje store landskabselement i Klosterheden: Den store rest af hede inderst i skoven. For fem år siden vandrede jeg over heden på et tur fra Struer til Lemvig (vandredag 104). I dag går jeg blot en kortere strækning langs den vestlige kant af heden. Heden er vidtstrakt, og alligevel altid hegnet ind af plantagens lange lige skovbryn, der begrænser heden til en polygon af det mere oprindelige landskab. Midt på heden, og langt ældre end plantagen, ligger Fladhøj. Højen har en stor omkreds, men er lav og flad som en pandekage. Nogle spekulationer går på, at den kan have være skabt som scene for rituelle handlinger, der kan have inkluderet dans.
Først følger jeg en grusvej mod vest, dernæst fortsætter jeg ind i plantagen af en skovvej, tilgroet, på trods af at den er markeret som mountainbikespor. En enkelt gravhøj har fået lov at bestå i en lille lysning. En bevægelse længere fremme får mig til at stivne: Et voksen odder, i selskab med tre eller fire unger, krydser skovvejen. Dyret er let genkendeligt på størrelsen, den hoppende gang og den strømlinede pels. Så godt jeg kan, følger jeg dyrenes gang over skovbunden, de er forbløffende svære at se på baggrund af underskovens uregelmæssige netværk af dybe slagskygger og lysere partier. Odderfamilien er på vej ud til Hestbækken, der kun er hundrede meter borte, skjult for øjet af granerne.
Jeg er også på vej til Hestbækken, dog et stykke længere fremme, hvor en næsten usynlig trampesti fører gennem krat ud til skrænten ned mod lavningen. Skrænten er fem meter høj og danner et skarp hjørne, hvor den smallere lavning omkring Hestbækken munder ud i den bredere lavning omkring Flynder Å, der her begynder at tage form af en egentlig ådal.
Det tager mig et par øjeblikke at lokalisere det, som jeg er kommet for at se: en bæverdæmning. Dæmningen er overraskende lille, en meter høj, tre meter lang. Den ligner mest en dynge kvas, men der er dannet en lille dam foran den. Jeg stiger ned på dalbunden for at få et bedre blik på den. Først her kan jeg se, hvordan den lille Hestbæk løber i en grøft, knap en meter dyb. Grøften er opdæmmet fra top til bund, nederst løber vandet ud gennem en åbning på størrelse med et lille drænrør.
Jeg træder igen op ad skråningen og går mod syd, kommer fra jordveje ud på grusveje, og forlader plantagen ved et isoleret beliggende dambrug. En cementbro fører over Flynder Å, der nu er oppe på et par meters bredde, har høje brinker og er omgivet af grønne enge og ikke mose.
To kilometer grusvej fører ud til hovedvejen mellem Holstebro og Lemvig. En kilometer bred korridor af åbent land skærer sig her ind i plantagen. I første omgang er det ådalen, der etablerer sig omkring Flynder Å, med bløde, lave dalsider og frodige enge, hvor kvæget græsser i store folde. Grusvejen trækker væk fra ådalen og går igennem et let kuperet hedeområde, som sikkert har overlevet, fordi det ikke var umage værd af beplante det.
Hovedvejen er ganske trafikeret. Der er ikke et hus i syne, et skilt bærer stednavnet Brødtrang. Hovedvejen er snorlige, og ganske som bækkene inde i plantagen er den kantet af høje nåletræer. Jeg følger asfaltvejen mod øst, passerer endnu engang Flynder Å, nu med blomstrende gyvelkrat på vejskråningen.
Et godt stykke øst for åen drejer jeg ind på en skovvej. Den fører dog hurtigt ud i åbent landskab, med bakker og enge, dernæst dyrket land på fladere terræn. Lange stræk af grusvejen er flankeret med lange stræk af blomstrende gyvel, ikke ulig den måde man kan se høje hække af forsytia, rododendron eller syren i parcelhuskvarterer. Vejen er tungt sand, jeg møder ikke et eneste menneske, der er end ikke tegn på mountainbikes, blot lange, ribbede aftryk fra traktordæk.
Til sidst når jeg dog asfalt igen, ved ådalen umiddelbart øst for den lille landsby Flynder, der har lagt navn til vandløbet. Kirken ligger som det første oven for dalsiden. skib og kor i kampesten, tårn og våbenhus med hvidkalkede mure. Kirkegården er omgivet af et højt stengærde, smukt overgroet med mos og bregner.
Dagens sidste kilometre går ad den lange grusvej, der tager sin begyndelse klods op ad kirkegårdsgærdet og rammer landevejen en kilometer øst for Bækmarksbro. Undervejs er der smukke udsigter over de stadigt bredere enge. I Bækmarksbro følger jeg landevejen i hele dens længde gennem stationsbyen. Trinbrættet ligger i byens udkant, med frit udsyn over åen, engene og den plantage, de støder op til. Med udgangspunkt her har jeg tidligere gået det sidste stræk frem til Flynder Å’s udløb i Nissum Fjord (vandredag 325). I dag er min vandretur imidlertid til ende. Ved trinbrættets glasskur læser jeg informationen om den klokke, man skal trykke på for at få toget til at stoppe, dernæst opslag om forholdsregler for corona, inden jeg til sidst sætter mig til rette på en bænk: Der er en halv time til toget kommer.

Cheryl Strayed: Wild, 151-315.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s