Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Højslev-Lundø-Skive, 40 km (355).
Søndag den 22. marts 2020.
Endnu en dag med tomme regionaltog. Og en synlig forandring på landevejene, i landsbyerne og på gaderne. En vis, hastigt tillært, corona-pli som alle praktiserer. Uanset om det er på fortov, asfalt eller grusvej: på tyve meters afstand skifter folk til den anden side af vejen. De fleste andre fodgængere, jeg møder, færdes i eget selskab, cyklister svinger i en vid bue uden mig, et par gange er det små grupper på tre cyklister, oftere blot en enkelt cykelrytter, løber eller hundelufter ad gangen.
I dag står jeg af på trinbrættet i Højslev, øst for Skive, og går gennem byen mod nord. Så snart jeg er nået uden for bygrænsen, får jeg det første glimt af Limfjordens blå flade. Blæsten går ikke frisk over Limfjordens vande i dag, men der er dog en følelig brise, som sammen med den kolde dag og min udsatte position oppe på det højere liggende land, gør det nødvendigt at have hue og handsker på. Det er en smuk dag, med masser af sol, uden regn, og luften føles tør og klar.
Jeg er på vej til halvøen Lundø og dens strande. Vejen derud går ad et højdedrag, op til fyrre meter over havets overflade, et par steder gennembrudt af lave ådale omkring vandløb, der løber ud til fjorden. Fra landskabets højere punkter har jeg udsigt til landsbykirker, fjerne klinter og den hvide hovedbygning ved Stårup Hovedgård. Den del af Limfjorden, jeg ser udover, er Skive Fjord, de høje industrianlæg på havnen markerer tydeligt byens beliggenhed. På den fjerne side af fjorden ses Salling. Nede på dalbunden svinder fjorden ind til en tynd streg over de grønne enge.
På vej mod nord går jeg gennem det oprindelige Højslev, som er langt mindre end Højslev Stationsby, hvor trinbrættet ligger. Terrænet stiger op mod det højeste punkt, Trehøje, hvor heste græsser i folden omkring gravhøjene. Herfra er der en panoramisk udsigt over Bådsgård Vig og Lundø, med et hvidt kirketårn og en langt udtrukket odde.
En lang skrånende vej fører ned til det inddigede drag over til Lundø. Som navnet siger var Lundø i sin tid en ø i stenalderhavet. Et drag er en smal, lav, landtange, som forbinder et landområde med andet. Et smukt eksempel ses mellem Mols og Helgenæs (vandredag 167). Æbelø, nord for Bogense, forbindes med et smalt drag til den mindre ø Æbeløholm. Den dag, jeg var der (vandredag 109), var den smalle grusbanke stadig overskyllet. Det samme ville afgjort være sket her under vinterens højvande, hvis det ikke havde været for de små lave diger på hver side af draget. Inden for digerne er der drængrøfter og en gammel pumpestation.
Viber boltrer sig på de grønne enge, med deres karakteristiske kald og de flaksende vingeslag. Øst for draget kan jeg nu også Lovns Bredning, en anden del af den indre Limfjord. Et gammelt transformatortårn i røde mursten tager imod den besøgende, det er omdannet til et lille informationscentrum med oplysning om natur og oversigt over lokale vandreruter. Der er et stort sommerhusområde på halvøen, og placeringen af branddaskere er også angivet. Murstenstårnets tagryg er formodentlig det højeste punkt på halvøen, det meste af området er blot få meter over havniveau.
Jeg slår ind på vejen mod nord, gennem sommerhusområderne, men benytter mig af den første mulighed for at komme ud og vandre langs stranden, som jeg herefter følger halvøen rundt. En enkelt musvåge jager langs læhegn og småskove, dens skrig bliver overdøvet af måger. Svanepar ligger nær kysten, en flok små dykænder trækker over himlen. Mod øst, på den anden side af bredningen, kan jeg se de gule skrænter ved Ulbjerg Klint. I nord kan jeg se andre klinter ved Lovns Hoved.
I nord spidser halvøen til i en flad strandeng med små søer. En lang vegetationsløs odde snor sig som en tråd af grus og sand ud i fjorden. Klinterne ved Lovns Hoved rejser sig ganske tæt på, de mest markante geologiske lag tydelig at se med det blotte øje. Lundø har ikke blot et sommerhusområde, det er også et populært lokalt udflugtsmål, centreret her ved Jelse Odde, så der holder en snes biler ved parkeringspladsen.
Også på stranden er corona-plien i kraft. Folk går omhyggeligt uden om hinanden. Der er ingen større grupper, blot børnefamilier og enkelte par, der går hånd i hånd. Odden er lang, smal og siden den er ubevokset, er den klart overskueligt med et enkelt øjekast. Så enhver kan se, at den ender blindt, forsvinder under vandoverfladen; alligevel – eller måske netop derfor – er der en sær tiltrækning ved at gå derud, som en lille udgave af Skagens Odde.
Min vandredag er lang nok, som den er, så jeg drejer beslutsomt mod syd og følger den vestlige strand mod syd i retning af Lundø Hage. Det er et lavvandet området og tilmed er det lavvande nu, så store mudderflader er blotlagt til fuglene og børnefamiliernes fornøjelse. Tre ældre mennesker kommer mig i møde, de går på en linje, side om side, men med fire-fem meter imellem sig. Før corona-krisen ville jeg have troet, at de systematisk ledte efter noget glemt i sandet… Jeg passerer dem i en vid bue.
På trods af den ringe vanddybde er kysten præget af erosion. Flere steder er lerholdig jord ved at blive nedbrudt, og tidevand har ført tang og sand ind over engene. Store sten er vasket fri af leret og ligger tilbage i havstokken, mange af dem overgroet med muslinger eller med hvide striber fra fugleklatter.
Ved halvøens sydvestlige hjørne, hagen, er der et kort stræk med lav klint. Termø, en tro kopi af Jelse Odde, bortset fra at den peger mod vest, strækker sig ud i fjorden. Skive er igen synlig i syd, solen får vandet til at glitre på fjorden foran byen.
Jeg følger Bådstrup Vig tilbage mod draget. Der er bredere strandeng her, med en antydning af loer, der står vandfyldte i et grenet mønster over engene. Store mudderflader er åbenbarede af ebben, mågeflokke holder til derude, en enkelt lystfisker i waders er vadet ud, næsten til midten af vigen. Det lave dige, som jeg når frem til, bærer en grusvej, som jeg følger tilbage til landevejen og den lange stigning op til Trehøje.
Nogle få kilometer går jeg således tilbage ad samme vej, der førte mig herud. I udkanten af Højslev kan jeg imidlertid slå ind på en cykelrute mod Skive. Ruten fører mig forbi Stårup Hovedgård. Rester af voldgrave omgiver avlsbygningerne. Den fritliggende hovedbygning i to etager går tilbage til femtenhundredtallet. I dag præsenterer den sig smukt i forårssolen, med hvidkalkede mure og rødt tegltag.
Ad enge og bakker kommer jeg stadigt nærmere Skive Fjord og landevejen ind til byen. På mudderfladerne ud for den kystbefæstning, der sikrer hovedvejen mod fjordens vande, er der åben buffet for måger, strandskader, ænder, og nogle få svaner og fiskehejrer. Under navn af Skive Å munder Karup Å ud i Limfjorden ovre ved havnen. Jeg kan tydeligt se den lange træbro, der gør det muligt at krydse åens udmunding (278). Langs indfaldsvejen til byen og over mod broen er lave jordvolde under anlæggelse, øjensynligt skal nye stier kobles på stisystemet derovre.
Byens gader fører mig over stikbanen til havnen, dernæst over Karup Å og det sidste stræk frem til banegården. Vi står tre passagerer på perronen, med meters afstand, og i arrivatoget har jeg en hel togsektion for mig selv.
Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 258-316.
Jyske Vandreture 