Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Alken-Ry (nord), 31,1 km (389).
Lørdag 31. oktober 2020.
Tågen er forsvundet fra byens gader, da jeg står på toget mod Skjern. Så snart toget bevæger sig væk fra Århus og kysten, ligger disen dog stadig tæt over landet, især ved de lavt liggende dele af terrænet, så da jeg stiger ud på trinbrættet i Alken, er landskabets konturer stadigt slørede. Selv om det holder tørt det meste af dagen, virker græs, buskads og træer dryppende våde. Det er en varm dag for årstiden, næsten uden vind, selv da jeg går oppe på de åbne plateauer mellem ådalene.
Det er en stille dag. Spurvene holder sig nær krat og hegn, kragerne spankulerer rundt på engene, en og to ad gangen og pirker uden meget entusiasme i vegetationen. Den smalle landevej fører mod nord, op ad bakkesiden, frem mod landsbyen Svejstrup. Tågen bliver mindre tæt, som jeg kommer op i højere terræn, skovbryn i efterårsfarver kanter engene.
Oven landsbyen ligger Dover Kirke frit på plateauets flade agerland. Den hvide kirke kan ses på lang afstand. Den ligger på det højeste punkt på bakkemassivet mellem ådalen ved Mossø (vandredag 384), hvor jeg kommer fra og ådalen omkring Ravnsø og Knudsø (vandredag 132), hvor jeg er på vej hen. Begge ådale er sidegrene til den større gennemgående dal omkring Gudenåen, få kilometer borte.
Stejle bakkesider gør, at der er meget skov i området. Jeg følger en grusvej videre mod nord, der hurtigt når frem til skovbrynet og en stejl nedstigning gennem skoven syd for Ravnsø. Løvtræernes farvestrålende blade står i smuk kontrast til de mørke nåletræer. Skovvejen er spraglet af dette års faldne blade, der stadig har bevaret deres farve og farve, og lyser mod den ubestemmelige rustbrune bund, der udgøres af tidligere års blade. Her og der spreder vissent bregnekrat sig, og i lysningerne kan jeg se rækker af lige stammer, nu med lejlighedsvist sollys.
Der er en enkelt afmærket offentlig sti gennem den private skov, og ellers et netværk af skovveje og spor. Jeg vælger en rute, der fører mig nær Ravnsø, og hvor der et par steder er stikveje ud til udsigtspunkter ved søbredden. En skovskade flyver i underskoven, ellers er der stille. Snadren fra ænder og gæs kommer fra søen, fuglene ligger langt ude på vandet.
Der er moderate bræmmer af rørskov langs bredden, men ikke højere eller tættere, end jeg kan få et blik ud over landskabet. Søen er indrammet af skovklædte bakker, på det højere land i vest kan jeg se agerland, hvide svaner i den fjerne ende af søen. Der er sumpet terræn omkring lysningerne i skoven, men heldigvis fører min sti frem til en skovvej, tilgroet, men tør og fast, med en bro over åen, der udmunder i søen.
Skovene her hører under Sophiendal Gods, der ligger nær den gamle klosterkirke i Veng, ved den østlige ende af søen (vandredag 296). Jeg kommer ud til landevejen et stykke nord for godset, lige akkurat inden for syns afstand. Jeg skal imidlertid den modsatte vej, mod vest gennem skovene nord for søen.
Det var i hvert fald planen, og det begynder også godt, en flot hulvej fører ind i skoven. Snart opløse den dog i et net af overgroede og nedlagte skovveje og skovspor, nogen af dem næsten gjort usynlige af nedfaldne blade. Så i stedet ender jeg med at gå ad et markspor, der brat svinger mod nord, op over bakken, omkring et stutteri, og så ned til den næste ådal ved Nørre Vissing. Heldigvis er der flotte udsigter undervejs og solen er for alvor brudt igennem og gør det til en smuk dag.
Jeg har været i Nørre Vissing før (vandredag 249). I dag går jeg så den modsatte vej, til Javngyde, og derfra over plateauet, videre mod Laven. Ravnsø ligger skjult i den smalle ådal, men længere fremme kan jeg se et glimt af Knudsø, og bag den de store skove i højlandet bag Julsø.
Enkelte steder er der stadig en håndfuld kvæg eller heste på græs. Gravhøje, altid med en klynge træer, ligger højt på bakkesiderne. I nord kan jeg se Sorring Loddenhøj – eller rettere sagt, den store fjernsynsmast der står nær den – højen selv er ikke meget mere end et muldvarpeskud (vandredag 237). Langt i syd kan jeg se træerne øverst på højdedraget stå med bladløse kroner; mellem kronerne der en spids trekant, som jeg ved, er spiret på Himmelbjergets tårn (vandredag 118). Som jeg vandrer længere mod vest, og skoven på det højere terræn bag ved ikke længere danner baggrund, kommer det øverste af tårnet til at stå i skarpskåret sort profil mod himlen.
Oven for Laven møder jeg store marker med grønsager. Høje broccoli med knoldede grønne kupler løber i geledder mod horisontens vindmøller. Hvor der er høstet står tykke stængler underligt tomme tilbage. Længere fremme er der kålmarker, hvor store bånd med grønne og røde kål veksler. Oksevejen hedder den vej, jeg går ad, jeg ved ikke om, det blot er et lokalt navn, eller om der er en forbindelse til Hærvejen, der også var kendt som Oksevejen og var et system af veje, snarere end en enkelt, velafgrænset rute.
Fra Oksevejen her følger jeg en slynget asfaltvej ned over en skovklædt skovside, og frem til en fin udsigt over det nordøstlige hjørne af Julsø. Laven ligger på det lave terræn ud mod søen, et grønt arrivatog holder ved trinbrættet få skridt fra søen og afventer det krydsende tog, som ruller ind fra øst. Lige overfor, på flad mark, ligger hytte på hytte til frilandsgrise og som altid er der et stort leben af fugle omkring svinene. Skovklædte bakker rejser sig omkring søen og langt mod sydvest står tårnet i ren profil.
Der står spredte udskårne græskarhoveder ved trapper og døre i Laven. Et enkelt hus er fuldstændigt dækket af halloweendekoration. Jeg krydser jernbanen, over til det offentlige område med anløbsbroen for rutebådene. Adskillige lystbåde ligger stadigt forankrede ved bådebroer. Vandfugle ligger på vandet i Bomholt Vig. Herfra kommer jeg ind på stien rundt om vigen, tæt på frilandsgrisene. Måger sidder på lange rækker oven på svinehytterne, krager og en enkelt skade fouragerer mellem de store dyr, flokke af halvstore smågrise turer rundt på egen hånd.
Den sti, jeg følger, er en del af en afmærket rute, op over Bryggebjerg og videre mod Ry (vandredag 76). Jeg drejer imidlertid af, for i stedet at holde mig til stier og veje nær søbredden. En smal stribe huse ligger langs vigen, med bådebroer og udsigt til Laven og bakkerne bag byen. Snart går jeg dog gennem smuk efterårsskov, neden for skrænten, og på få meters afstand af vandet. Buskadset blokerer enhver udsigt, men af og til er der mulighed for at komme ud til åbne udsigtspunkter. Overfor ligger to gamle voldanlæg, Dynæs ved søbredden, Gl. Kol øverst på bakken bagved (vandredag 137). Mod sydvest kan jeg se hen over Rosvig og op til Himmelbjerget med tårnet, nu så tæt på, at jeg kan skelne nuancer i efterårsskovens farver.
Længere fremme kommer jeg tæt på Gudenåen i dens korte løb mellem Birksø og Julsø. Her er der adskillige tomme landingspladser for kanoer, korte stræk med sandbred, ikke mere end et par fod bred, af og til landgangsbroer. Tre store skraldespande står på rad og række, med sans for kanoroernes behov er den ene mærket flasker og den anden dåser. En stor lysning tjener som teltplads for sommertidens kanoroere.
Min sti munder ud i den grusvej, der betjener de få sommerhuse i området. Den løber oftest på afstand af vandet, i kanten af græsslette og skoveng, hvor små kvægflokke afgræsser lysningerne. Som jeg nærmer mig Ry, får jeg også et par blik ud over Birksø. En afmærket vandresti følger jernbanen frem mod byen, en træbro fører over åen mellem Knudsø og Birksø, og så er jeg fremme ved den store marina og den korte vej op til stationen.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 104-137.
Jyske Vandreture 