Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rødkærsbro-Viborg, 33,6 km (388).
Søndag den 18. oktober 2020.
Det er min tredje vandredag i træk med udgangspunkt fra Rødkærsbro. Denne gang går jeg mod sydvest, ud over fladt, åbent agerland. Solen står højt på himlen, det er en kold dag, og den friske vind i det åbne terræn får mig til at finde hue og handsker frem.
Der er rovfugle i luften og små flokke af råger på markerne. I det fjerne kan jeg se godsskov med enge omkring. Hvor to veje møder hinanden i en spids vinkel er der et lille anlæg med en mindesten. Først tror jeg, at den er sat over en ejer af den nærliggende herregård, men det viser sig at være en prominent lokal politiker og fremtrædende person i den tidlige brugsforeningsbevægelse, der æres med en sten.
Godsskoven, en af flere, hører under Aunsbjerg Gods. I skovbrynene ligger der et par steder velholdte skovløberhuse, malet i en støvet rød nuance. Skovene er præget af bøg og eg. Ved de grusveje der leder ind i skovene er der opslag om videoovervågning, noget der synes at vinde frem i privatejede skove. Træerne i skovbrynet har fået blade i kulørte farver eller fremstår med ribbede grene, inde i skoven er grøn stadigt den dominerende farve.
Godset ligger omgivet af skov på tre sider. En stor hovedbygning i røde mursten er omgivet af et kompleks af park, gårdspladser og avlsbygninger. En fritstående portbygning, kamtakket, også i røde mursten, giver en mere præsentabel adgang. På trods af at det er søndag. kører der traktorer over gårdspladsen, på skovvejene og de små landeveje. Ud over sin travle nutid har stedet også en rolle i dansk litteraturhistorie, som den historiske scene for Blichers fortælling Skytten på Aunsbjerg.
Længere fremme ligger den mindre gård Liselund i skovbrynet, med stråtækkede længer, gulkalkede mure og store røde porte, en lang allé fører derned. Landevejen svinger mod nordvest og fører mig frem til Vium. Ved landsbyens kirke står en mindesten for Steen Steensen Blicher. Digteren blev født i præstegården, hans far var kirkens præst.
Også i den næste landsby, Lysgård, står der en mindesten for digteren ved byens kirke. Blicher var selv præst her. Foran kirkegården ligger en lille stråtækt bygning i sort og hvidt bindingsværk. Der er den gamle skolestue, der inspirerede en af forfatterens mest berømte historier E Bindstouw. På vinteraftener samledes folk til bindestue her, hvor man bandt (dvs strikkede) strømper (hoser), der blev solgt til en hosekræmmer. Det var lokal husflid, der gav en smule ekstra indtægt. I løbet af aftenen blev der, som i Blichers novelle, fortalt historier. Som titlen antyder benyttede Blicher som en af de første digtere dialekt i sin skildring. I dag huser bygningen et lille museum, der også hedder E Bindstouw.
Landsbyens kirke er en smuk og enkel kullet kirke (uden kirketårn), med et skib i kvadersten, bindingsværkgavl og rødt tegltag. Ved siden af mindestenen for Blicher står en udhugget træskulptur af digteren i den kendte figur som jæger. Fra hjørnet er der vid udsigt over markerne, hen over det velholdte stengærde, der omgiver kirkegården.
Umiddelbart nord for Lysgård ligger Lyshøj, på et af egnens højeste punkter (94 m.o.h). Øverst på gravhøjen står endnu en mindesten for Blicher, opstillet i anledning af 101-året for digterens fødsel. Der er en panoramisk udsigt hele horisonten rundt. Det er stadigvæk åbent landbrugsland. I nord kan jeg imidlertid se store skovområder. De løber sammen for øjet, men jeg ved, at de er adskilt af den dybe dal omkring Hald Sø.
Et par kilometer længere fremme står jeg da også på kanten af det dramatiske landskab med udsigt til Dollerup Bakker og den sydlige ende af søen. Det kuperede terræn ligger ved hovedstilstandslinjen for sidste istid. Få kilometer mod vest begynder de flade hedesletter, der er skabt ved afstrømning af smeltevand (vandredag 116). Dollerup Bakker med den formidable udsigt er den helt store attraktion, men der er også veludbyggede stisystemer andre steder ved søen (vandredag 122).
Således kan jeg slå ind på en afmærket sti, der går langs kanten af en lang kløft, der løber hele vejen fra plateauet ned til søen. Overdrev går over i lyng. Fåreflokken, der græsser på arealet, sætter øjensynligt også pris på udsigten, i hvert fald har de udsøgt sig de absolut bedste udsigtspunkt. Under mig ligger søen udbredt, lysende blå under solen, overfor ser jeg Dollerups hedebakker, skove breder sig mod nord på begge sider af søen, langt i nord kan jeg se de højeste bygninger i Viborg.
Den afmærkede sti deler sig her. I stedet for at gå ad de velkendte ruter ved søen, drejer jeg mod vest og vandrer over bakkesider, der er furet af flere store kløfter. Overdrevet rækker lange fingre op gennem kløfterne, og det åbne landskab byder på pragtfulde udsigter. Til sidst når jeg dog frem til små skove og grusvejene til de spredte gårde, der ligger tilbagetrukket fra søen. Jeg går mod Dollerup og følger et kort stykke Hærvejen (vandredag 161). I Dollerup fortsætter den op mod udsigtspunktet over søen og bakkerne, mens jeg finder ind på en afmærket sti i baglandet.
Stien er sat sammen af trampestier, markveje og skovspor. Det fører gennem enge og langs fugtige kær. Et par fiskehejre letter, uventet tæt på, fordi jeg var skjult af træer langs markvejen. De store fugle slår sig ned i kæret længere fremme, blot for at flytte sig, som jeg nærmer mig igen. Små trappetrin fører ned til bunden af en lav kløft, hvor en plankebro gør det muligt at passere Hald Bæk. Bøgeskov dækker den stejle bakkeside. Efter en anstrengende opstigning når jeg frem til en vandret sti midt på skråningen og kan følge den frem til Stanghede.
Stanghede er en forholdsvist plan hede, men lige her breder en tunge af lyngen sig femogtyve højdemetre ned ad bakkesiden, så jeg går gennem en lille dal med egekrat og overdrev op ad den anden bakkeside, hvor får står i dramatisk silhuet øverst.
Jeg forlader den afmærkede sti, går gennem en fløj af skoven og kommer op til kanten af den fladere del af Stanghede. Lyngen er brun og for længst afblomstret, men der sidder små hvide, visne blomster tilbage, og i den lave sol fra vest skaber de en smuk illusion af rimfrost over heden. Der ligger hugorme langs stien, ikke den rigtige slags, men træfigurer. En vedhæftet seddel forklarer, at det er en efterårsaktivitet fra biblioteket i Viborg. Jeg møder da også flere børnefamilier, da jeg krydser den nærliggende Troldeslugt, fuld af forkrøblede egetræer.
Små stier og markveje fører frem til Hald Hovedgård, der ligger smukt med udsigt over Hald Sø. Stedet har også en tilknytning til Blicher, der kom her som barn. Hans novelle Jøderne på Hald, handler om de Lima familien, en jødiske købmandsfamilie fra Hamburg, med hollandske og portugisiske rødder, som i sekstenhundredtallet fik godset overdraget som tilbagebetaling af lån til den danske konge.
Kovej er en markvej, konverteret til cykel- og gangsti, som højt på bakken fører fra Hald til egeskoven ved Hald Ege. Det meste af skråningen ud mod søen er græsmark, så der er en fin udsigt, borgruinen fra det gamle Hald kan et øjeblik ses mellem trækronerne fra træerne ved søbredden. Jeg krydser den travle landevej mod Herning og går gennem den smukke gamle egeskov, indtil jeg når forstaden Hald Ege, og slår ind på banestien mod Viborg (vandredag 145).
Der er mere end en times vandring ad den gamle Herningbane ind til Viborg, først gennem plantage, så gennem forstæder med hestepiger på ridestien langs asfalten, parcelhuskvarterer, og endelig mødet med den eksisterende tværbane mellem Struer og Langå. De høje træer langs banen huser en larmende rågekoloni, hvor også alliker ubesværet finder siddepladser. Fra den høje banevold er der fine glimt af Søndersø, mens jeg langsomt nærmere mig den høje byggeri ved hospitalet, klods op ad banegården.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 32-104.
Jyske Vandreture 