Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge andre vandreture).
Kongenshus & Dollerup Bakker, 33,0 km (116).
Onsdag den 2. september, 2015.
Frederiks v. landevejen er præcist det, et stoppested ved landevejen mellem Viborg og Herning, hvor den passerer landsbyen Frederiks, nordøst for Karup. Landskabet er fladt som en pandekage, den foretrukne afgrøde er majs, og det blæser tilstrækkeligt til at kræve vindjakke. Gårsdagens vejrudsigt lovede lidt eller ingen nedbør, og på grafikken løftede en æggeblommesol sig kækt over lavt hængende skyer. Øjensynligt er der sket ting og sager siden da, for denne dag byder på begrænset sol, i pauserne mellem tæt skydække og langvarige byger.
Den snorlige landevej fører mig frem til Grønhøj, hvor jeg drejer af og efter yderligere et par kilometer står jeg ved den sydligste del af Kongenshus Mindepark, det store fredede hedeområde. Det er et klassisk jysk udflugtsmål for både familier og skoler, men det er mange år siden, jeg var her sidst, så jeg glæder mig til at gense stedet, endda i lyngens blomstringstid.
Det flade landskab er gammel smeltevandsslette, vest for sidste istids hovedstilstandslinje. Hedeslette er et andet ord, der ofte benyttes om denne type landskab, og det er velvalgt for Kongenshus, der denne dag næsten er en flad plæne af velplejet lilla lyng, kun med få og spredte enebærbuske. Og så alligevel ikke, den flade slette er gennemfuret af lave ådale, de fleste af åerne for længst forsvundne. De smukke lyngklædte ådale er gennemgående i øst-vest retning og krydser ikke hinanden. Mod øst afgrænses hedens 1200 hektarer af en plantages lige linjer.
Som jeg følger en slynget grusvej gennem dale og over slette, falder den første byge med overraskende heftighed, og den tager først af, da jeg er kommet frem til det centrale sted på heden, hvor der er et informationscenter, et udsigtstårn, overdækkede borde og indgangen til Mindedalen.
En grusvej, lukket for biltrafik, fører gennem Mindedalens slugt. Bortset fra det generelle indtryk af flad hedeslette er det denne korte strækning, jeg husker bedst fra barndommens besøg på Kongenshus. Grusvejen er kantet med mindesten for hedens opdyrkere. Rebild Bakker, som jeg besøgte i sidste uge, handler om de, der rejste, emigrerede til USA. Kongenshus mindes de, der blev tilbage og opdyrkede heden under meget slidsomme forhold.
Mindestenene står i spredte klynger med et karakteristiske mønster, et stor opret sten, som en bautasten, og et antal flade sten, som en kirkegårds sten-i-plænen, der bærer de konkrete navne. De oprette sten bærer inskriptioner med indhuggede tekster og relieffer. Ordene fortæller på forskellig vis om livet på heden. Min favorit er dette lille visdomsord: Æ potthandel var li’saa ærlig som æ hæsthandel men heller ett mier. Nedenunder er der indhugget en jydepotte i relief.
Mindedalen fører frem til Mødepladsen, en oval plads indrammet af et stort antal mindesten. Herfra følger en smal sti skråningen langs Resen Bæk. Grønne enge nær bækken, lyng og tiltagende græshede på denne side af dalen. Et godt stykke fremme runder stien et skarpt hjørne og arbejder sig op på det flade plateau, nær en klynge gravhøje.
En afmærket rute fører nordpå, endnu en gang over hedeslette, lejlighedsvist gennemskåret af en lav ådal, men denne gang ud mod skråningen ned til Karup Å’s langt større smeltevandsdal. Der er frisk fåregødning alle steder; tidligere på dagen har jeg set uldtotter, og en skråning hvor dyrene har arbejdet sig dybt ned i sandet under lyngen, i bestræbelserne på at skaffe sig den bedste hvileplads. Men jeg har ikke set et eneste får, på trods af at min folder om mindeparken fortæller, at man har Nordens største fårehold, over tusinde dyr, til at passe heden, der unægtelig også er den mest velplejede hede, jeg husker at have set. Ikke et eneste dyr ser jeg på denne hede. Flokken kan naturligvis gemme sig i en af de flade ådale, ganske usynlige for vandreren på hedefladen.
Knapt har jeg drejet mod øst, før den næste intense byge melder sig. For enden af det slidte spor ligger Kongenshus Kro og Hotel. Det blev oprindeligt bygget for hundrede år siden i forbindelse med oprettelsen af en renpark på heden. Dyrene døde dog af sygdom efter en halv snes år.
Ved kroen kommer jeg ud på den grusvej, der løber igennem parken. Der har været en svag strøm af biler igennem hele dagen, nu kommer der også en stor turistbus fuld af pensionister. Tilbage ved udsigtstårnet finder jeg to plove udstillet. Et ydmyg lille plov fra et almindeligt hedebrug, og en kæmpestor rød specialfremstillet plov fra den sidste del af hedeopdyrkningen, ca. 1950.
Regnen et stilnet af, så mit regnslag ryger af. Der står pytter af gult vand på grusvejen, og sort vand i det slidte kørespor jeg følger over til landevejen mod Skive. I kanten af en plantage står en imponerende række bistader. Ved landevejen markeres indgangen til mindeparken af firkantede murstenssøjler pudsede i hvidt.
Jeg følger landevejen, ikke mod Skive, men den modsatte vej, tilbage til Grønhøj, der viser sig at have en gulmalet kro, et Morten Korch museum og et museum for kartoffeltyskerne, de stakkels bønder Frederik den Femte importerede for 250 år siden til at opdyrke heden.
Fra Grønhøj går jeg ad små landeveje mod øst, fladt land, indtil jeg står en kilometer fra Dollerup, landsbyen ved den sydlige ende af Hald Sø. Oppe på plateauet krydser jeg Alhedestien, en banesti på den nedlagte jernbane mellem Viborg og Herning, og så går det ellers nedad. Stedet fine lille kirke, uden tårn, har fået en flot placering på en bakkekam. På dalbunden går det straks opad igen. Denne gang er den modstående bakkeside prydet af en flok heste i et øjebliks solskin.
Øverst oppe står jeg på toppen af Dollerup Bakker, med en storslået udsigt over søen og landskabet omkring den. I dette hjørne af søen er der bevaret stejle hedebakker ud mod vandet, med smalle sandstier og lange slidte trætrapper. Stien øverst på bakkerne har ikke blot en gul rutemarkering, også hærvejen løber her på dens vej sydpå mod grænsen. Over en lille kilometer kan man nyde udsigten over heden, søen og bakkelandet på den anden side af vandet; lige indtil man når den skovklædte halvø, der rager ud i Hald Sø.
I dag skal jeg ikke i skoven, så jeg tager i stedet stien gennem den lyngbevoksede slugt op til landevejen, hvor en let kuperet hede breder sig på den anden side af vejen. En kilometer længere fremme, ved Gjelbro, forlader jeg landevejen og slår ind på den rute, der skal føre mig op til Stanghede. Vejen skruer sig op gennem en stejl skovslugt og møder dernæst hedebakken. Området afgræsses af kvæg. En flok køer har bredt sig over grusvejen. Først stirrer de nysgerrigt på mig, men som jeg kommer nærmere, styrter de væk på trods af min beroligende stemme.
Endeligt står jeg igen oppe på flad hedeslette. Der er også gravhøje her, en af dem med en lille kunstig stendysse, endnu et mindesmærke. Enebærbuskene står langt tættere og højere her end på Kongenshus. I horisonten trækker det sammen til mere regn. Min vandredag er næsten slut, så det bekymrer mig ikke. Stien er mærket af køernes klove og trådt til søle flere steder. Et par køer hviler ved et par enebuske. Længere fremme ser jeg et tårnfalk slå sig ned i toppen af en spids busk, jeg iagttager den i kikkerten et par minutter, indtil den flyver videre.
Fra Stanghede kommer jeg op til landevejen og går frem til stoppestedet ved Bækkelund. Lette regndråber begynder at falde. Heldigvis er der hyppige busser mellem Herning og Viborg.
David Potter: The Victor’s Crown, 40-122.