Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Alken-Hørning, 30 km (296).
Fredag den 28. december 2018.
Himlen er grå, da jeg står på trinbrættet i Alken, den lille landsby nordøst for Mossø. Der er en mild vinterdag. Snart kommer der blå sprækker i skydækket, og som dagen skrider frem, kommer der perioder med kold vintersol.
På dagens vandring benytter jeg kortere strækninger af afmærkede Spor i Landskabet stier. Den første begynder lige ved trinbrættet. Det er flere år siden, jeg sidst gik her (vandredag 86), men jeg husker fint turen parallelt med jernbanen, hvor den løber gennem den lave ådal, på kanten af engene. Ådalen er en forlængelse af Illerup Ådal nord for Skanderborg, hvis talløse våbenfund fra oldtiden er udstillet på Moesgård Museum.
Efter en kort tur på asfalt følger jeg en tynd strimmel grusvej op over ådalens nordlige bakkekam. Det er dyrket land uden læhegn, så fra bakketoppen er der vid udsigt hele horisonten rundt. Få meter væk ligger gravhøjen Sortehøj, 76 meter over havets overflade. I sydvest ser jeg Mossø (50 højdemetre lavere i terrænet) foran den bakkekam, der løber langs sydsiden af Jyllands største sø. Umiddelbart mod syd ser jeg ådalen omkring Illerup Å i tværprofil, enge, flankeret af bakkekamme. I nordvest løber bakkekammen over mod skovlandet nord for Silkeborgsøerne (vandredag 76).
Efter at have set mig mæt på udsigten, følger jeg en trampesti frem til den lille landsby Bjedstrup, hvor jeg forlader den afmærkede lokale vandrerute, for i stedet at gå ad små landeveje og grusveje mod nord: over det opdyrkede plateau og frem mod skovene omkring Ravnsø. Det er højt liggende land, 100 meter over havniveau eller mere. En flok drosler holder elegante flyveøvelser over en bar mark.
Jeg krydser en landevej og går videre ad en grusvej frem mod skovbrynet i nord. Et skilt gør opmærksom på, at der ikke sneryddes om vinteren. Ikke desto mindre fortsætter jeg tappert ud, hvor hverken Gud eller kommunen råder. Som så mange andre steder på dagens vandring holder en håndfuld heste til i en fold ved en gård.
Knapt har jeg nået skovbrynet, før grusvejen skruer sig stejlt ned gennem lysåben bøgeskov. På trods af terrænfaldet er jeg kun nået halvvejs nedad bakkesiden, da jeg igen kommer ud på åbent land. En stejl tunneldal er skåret ned i plateauet, i retning fra øst til vest. Nede på dalbunden ligger den lysende blå vandoverflade, der er Ravnsø (vandredag 132). Denne sø, og dens tvilling, Knudsø, er gamle dødishuller, de har samme størrelse, knapt to kvadratkilometer, og de er blandt landets dybeste søer. Med en vanddybde på 34 meter er Ravnsø Jyllands dybeste sø.
Mod vest afvandes de skovomkransede søer til Gudenåsystemet. Det er et af Østjyllands tyndest befolkede områder – hvad der næppe hjælpes af, at landsbyen Javngyde er en notorisk dødzone for mobiltelefoner.
Mens jeg går mod øst oppe på bakkesiden kommer snadren fra gæs og svaner op til mig. Jeg kan se de store hvide fugle ligge ned på den lille Veng Sø, midtvejs mellem Ravnsø og Sophiendal Gods. Veng er en ganske lille landsby, men den kan glæde sig over en stor hvid kirke. Hvis kirken virker alt for stor for de få huse omkring det, så skyldes det, at det er den eneste tilbageværende del af et stort kloster. Klostret husede en periode de munke, der senere endte i Øm (vandredag 79) og forblev også senere underlagt det store kloster her. Solen har efterhånden vundet så stor magt, at de kalkede mure fremstår gnistrende hvide.
Fra Veng drejer jeg mod øst og går gennem et agerland præget af mindre, bølgende bakker. Mange af bakkesidernes marker står grønne hen, de er bevoksede med en knæhøj vinterafgrøde, ræddike, en korsblomst hvis fire små kronblade er hvide med lilla årer.
Fra bakketoppene kan jeg mod nord se til Galten og Skovby, og længere mod vest Sorring Låddenhøj. I forhold til havniveau har den samme højde som Himmelbjerget (147 m). I praksis er det dog kun et lille muldvarpeskud på toppen af en bakkekam (vandredag 237). Et højt tv-tårn klods op ad gravhøjen, gør det til et genkendeligt landemærke i miles omkreds.
Knapt så højt er Bjørnebjerge (129 m). Til gengæld er der afmærkede vandreruter både for Spor i Landskabet og Bestig Bjerge. Vejen derop går ad en lang skovvej. Undervejs hører jeg puslen i løvet på skovbunden og når lige at se et rådyr i tyk vinterpels springe af sted mellem en sektion med bøgeskov. På trods af det flatterende medlemskab af klubben af danske “bjerge” står man på ingen måde på afgrundens rand, når man når toppen af Bjørnebjerge. Oplevelsen er ikke af at stå på toppen af en bakke, men derimod på toppen af et bakkemassiv, hvor dyrket land afløser skoven.
Jeg har nået det højeste punkt på dagens vandretur, og udsigten er da også derefter. I nordøst kan jeg se Brabrand Sø og Gjellerup Planens letgenkendelige silhuet. Som jeg fortsætter ad trampestier og grusveje på toppen af bakkekammen får jeg et dybere blik ind gennem ådalen og kan se højhusene i centrum af Århus og langt bag dem – Mols.
Som en gentagelse af denne vandredag første timer går jeg endnu en gang over plateauets landbrugsland blot for at nå frem til en ådals stejle skrænt, bevokset med gammel bøgeskov og partier af nåletræ. En ravn sætter i med et rallende kald, da jeg begiver mig ind i skoven.
Jeksendal er en lang smal dal, med enge og kær på bunden, og skov og overdrev på bakkesiderne. Fra sydvest løber Jeksen Bæk ind i dalen, fra sydøst Århus Å, der fortsætter herfra til Brabrand Sø. Vandreruten mellem Århus og Silkeborg går gennem dalen (vandredag 80), og her er også et netværk af lokale vandreruter. Solen står lavere på himlen, men jeg skulle have et par timers dagslys tilbage. Dagens endemål er Hørning, men jeg har tid til at gå en rundtur ad andre stier end dem, jeg oftest har gået i Jeksen.
Dalen danner en bue omkring landsbyen Adslev. Landsbyen ligger på fladt terræn, mens dalen er skåret dybt ned i terrænet med en bræmme af skov omkring sig. En trampesti og en plankebro gør det muligt at krydse Jeksen Bæk og gå mod Adslev. Mellem bæk og skov er der et stort kær med flotte tuer. Længere oppe er der enge med græssende heste.
Fra Adslev går der stier og veje i alle retninger, som egerne i et hjul. Jeg følger en grusvej mod nord og når hurtigt frem til skræntskoven og stierne ned mod dalbunden ved Fusvad, hvor Jeksen Bæk og Århus Å mødes. Århus Å fortsætter mod nord, men jeg går i stedet ad skovstier på sydsiden af åen. Der ligger flere gamle vandmøller her, Pinds Mølle, Bodil Mølle og Dørup Mølle.
Ved Bodil Mølle møder skovstien en lille landevej, der er flankeret af to vildtbanesten. Jeg følger landevejen op på plateauet. En vinterdag for et par år siden gik jeg her også, på en vandretur langs Århus Å fra Solbjerg Sø til DOKK1 (vandredag 188).
Hørning er kun et par kilometre borte, men jeg går den modsatte vej, tilbage til Adslev, og videre ad den gamle kirkesti tilbage til Jeksendal. En lokal vandrerute giver mulighed for at gå langs skovbrynet mod syd, høj bøgeskov på højre hånd, kær og enge på venstre hånd. Her er der stadigt kvæg på græs.
Til sidst er der blot tilbage at følge landevejen til Hørning og finde frem til den lokale station, der ligger i en banegrav syd for hovedgaden. Herfra er der 12 minutters kørsel til Århus H og to tog i timen,
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 446-469.
Jyske Vandreture 