Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Jelling-Vejle, 26 km (297).
Lørdag den 5. januar 2019.
Jeg har ikke været i Jelling, siden min sidste tur på Hærvejen (vandretur 158). Mod nord ligger det lange, øde stræk op til Viborg. I dag skal jeg imidlertid gå en kortere tur, blot en smule af den på Hærvejen.
Fra stationen er der et langt blik gennem hovedgaden til Jelling Kirke, med Sydhøjen, Gorms Høj, foran. Jeg følger Hærvejen mod syd, ud af byen. En golfbane ligger foran skoven, med en serie gravhøje nær skovbrynet. En asfaltvej snor sig gennem skoven ned mod ådalen. Den er blevet spærret for gennemkørsel, og fra begge sider kryber grønsværen ind og efterlader blot en smal stribe asfalt til fodgængere og cyklister.
Skoven holder sig til det øverste af bakkesiden. Straks jeg når frem til det sydlige skovbryn ligge ådalen udbredt foran mit blik. Længst mod syd er der grønne bakkekamme uden skov, centralt ligger Fårup Sø, hvorfra Grejs Å løber mod øst, flankeret af enge og kær.
På himlen kæmper sol og skyer om herredømmet uden at finde nogen vinder på denne korte dag. Der er ingen vind og temperaturen er pænt over frysepunktet. Det er en fin dag til en vandretur.
Da jeg gik her, en sommerdag i 2016 (vandredag 157), lå der et vikingeskib, Jellingormen, ude på søen; i dag er det lagt op for vinteren. Campingpladsen og den lille stribe sommerhuse ved søbredden ligger forladte hen. Hærvejen fortsætter mod syd, jeg, derimod, slår ind på de afmærkede stier, der fører rundt om Fårup Sø.
Der er høj bøgeskov på skrænten ud mod søen. En stribe fladt land mellem skrænt og sø er dækket af krat og sump, vand presses ud fra skrænter og skaber slanger af bække med sort vand dernede. Her og der skærer grønne slugter sig vej gennem skoven, og engen spreder sig ud mod søen.
Undervejs passerer jeg Fårupgård, en herregård hvor jorden i sin tid blev til fordelt til husmandsbrug, og hovedbygningen nu huser en døgninstitution for unge. Længere fremme giver en sti mulighed for at stige ned ad den skovklædte strand og nå frem til en bådebro. Herfra er der en vid udsigt over søen og bakkerne. Bræmmer af høje rør løber langs søbredden. Et stykke borte ligger blishøns og lappedykkere på det stille vand.
Som jeg nærmer mig den vestlige ende af søen vinder eng frem på bekostning af skov, og skovstier afløses af trampestier og låger til folde. Enkelte steder krydser den afmærkede rute brede kvægveksler med ankeldybt mudder, andre steder skåner små plankebroer den vandrende for det værste. Alt i alt kommer jeg nogenlunde tørskoet over de fugtige enge og kan begynde opstigningen ad ådalens sydlige skrænt. Det sidste stykke går ad en hulvej, slidt dybt ned i terrænet, på grænsen mellem skov og overdrev.
Kort efter er jeg oppe på det flade plateau og tilbage på Hærvejen. Den følger asfaltvejen syd om søen, frem til det punkt, hvor jeg påbegyndte min vandring rundt om Fårup Sø. Over grønne bakker og slugter er der udsigt over søen til skoven på den nordlige side. Ude på søen ligger små flokke af troldænder.
Grejs Å har sit udspring ved den østlige ende af Fårup Sø. Dens slyngede løb er blevet reetableret, hvor det tidligere var rettet ud på de første kilometre. Over mit hoved flyver svaner i tæt formation. Jeg følger en afmærket vandresti mod øst, først i kanten af engene, så over Jellings golfbane, og til sidst ind i skovene højere op på bakken.
Umiddelbart øst for Fårup Sø er åen omgivet af brede enge, men snart er vandløbet klemt inde i en snæver ådal. Jeg genfinder Grejs Å ved Hopballe Mølle, en restaureret møllegård med en stor gårdbutik og en større restaurant. Restauranten har tilbygget pavillon ud mod den opstemmede mølledam – på denne lørdag kan etablissementet glæde sig over god søgning.
Jeg befinder mig stadig oppe på det flade plateau og søger ind på en skovvej, der et stykke vej følger åen opstrøms, tilbage mod vest. Grejs Å, derimod, løber mod sydøst, i en bue mod Vejle og Vejle Fjord. På sin vej gennem den stejle, smalle Grejs Dal har den et højdefald på 50 meter over ganske få kilometer, hvilket nærmest får den til at fremtræde som en bjergbæk (vandredag 73). I sin tid var der talrige vandmøller på denne strækning af vandløbet.
Skovvejen bærer talrige dækaftryk fra mountainbikere – jeg møder nu kun en enkelt af slagsen. Fra kronernes øverste lag kommer en ravns hæse kald. Jeg vender mig om for at prøve at lokalisere fuglen, men uden held. Ravnen tier omhyggeligt, indtil jeg går videre, så skriger den igen. Jeg vender mig endnu en gang om, blot for at blive mødt af tavshed. Det er en leg, jeg bliver træt af før den sorte fugl i det skjulte.
I den private skov er der ikke mange stier; i stedet går jeg videre ad skovvejen, mod syd, væk fra åen og ud på det højere beliggende, fladere landbrugsland mellem Grejs Ådal og Vejle Ådal.
Vejskiltet siger seks kilometer til Vejle, men jeg har ikke gået længe, før de første boligblokke kan anes i horisonten. Snart når jeg frem til et ekspanderende villakvarter med den karakteristisk kontrast mellem nybyggeri og urørt mark. En grøn bakkekam har fået lov at række en finger langt ind i forstæderne, et skilt reklamerer for det lokale kogræsserlaug.
Herefter er det en lang nedstigning til centrum af Vejle, langs en travl indfaldsvej, men heldigvis med mulighed for at gå i skovbrynet af et bevaret stykke skov på bakkesiden. I centrum af Vejle møder jeg på ny Grejs Å. Åen er blotlagt over en længere strækning med adskillige små fodgængerbroer. Med mindre end en halv times dagslys tilbage når jeg frem til banegården.
Ismael Kadaré: En middag for meget, 1-144.
Arto Paasilinna: Harens År, 1-18.
Jyske Vandreture 