Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Jelling-Vejle (II), 27 km (298).
Mandag den 14. januar 2019.
Mit udgangspunkt og endemål for dagens vandring er det samme som i sidste uge: Jeg starter i Jelling og ender i Vejle – uden dog at krydse mit eget spor på noget tidspunkt. Det er en smuk vinterdag med høj sol. Solen får det bedste frem i de hvide betonpæle, der markerer udstrækningen af den gamle kongeby omkring vikingetidens Jelling – det første jeg støder på, da jeg går mod nord fra togstationen.
Inden for pælekredsen ligger de to kæmpehøje, kirkegården og Jelling Kirke. Akkurat uden for ligger det nye besøgscenter for Kongernes Jelling. Og lige nord for: den gamle kro.
Jelling er også et vigtigt punkt på Hærvejen (vandredag 158). Hærvejens endemål var kvægmarkederne og slagtehusene i Holsten; i Wedel – ved Elben vest for Hamburg – står en lille skulptur til erindring på stedet for det gamle kvægmarked (vandredag 287). Den forestiller to prangere, der giver håndslag på en handel.
Ved kroen i Jelling står to skulpturer i fuld størrelse. Ud mod landevejen ledsager en kvægdriver to kreaturer, få meter borte nipper tre køer til den visne bøgehæk, med den gule kro i mellemgrunden og den hvide kirke og kæmpehøjene længst tilbage.
Den første kilometer mod nord følger jeg Hærvejen, men snart bryder jeg af mod øst. I dag skal jeg følge en nyetableret sti, Grejsdalsstien, fra Jelling til Vejle. Trampestier og et par korte plankebroer binder små landeveje og grusveje sammen, mens jeg går over det flade agerland. Det er lidt over frysepunktet, men jorden og den mudrede sti er stadig fastfrosset, og gamle støvleaftryk står som støbt i cement. Jeg befinder mig stadigvæk på det flade plateau, godt 100 meter over havets overflade, men som jeg slår ind på en grusvej, nærmer jeg mig hurtigt de smalle kløfter, der fører ud til Vejle Fjord.
Grejs Å udspringer ved Fårup Sø, som jeg så i sidste uge (vandretur 297), hvor jeg mest gik på det flade, højere beliggende terræn. En god del af vandløbets sidste 15 kilometer løber det imidlertid med et stort højdefald gennem den snævre Grejsdal, som har stejle og skovklædte sider. Det samme har de mindre ådale omkring de bække og åer, der støder til hoveddalen.
Det er det terræn, som jeg vandrer ind i nu: En lang udløber af skov, der flankerer Hørup Å på dets sidste kilometre frem til udløbet i Grejs Å. Nogle steder er dalbunden knapt 50 meter bred. Alligevel er der blevet plads til, at den ensporede jernbane mellem Vejle og Herning kryber op gennem dalen, nede fra fjorden, op over Den Jyske Højderyg og ud på hedesletten i vest. Det kan meget vel være det stejleste stykke jernbane i Danmark.
Med lange mellemrum hører jeg den karakteristiske ringlen fra skinnerne, der varsler, at der er tog på vej. Et tog i timen, hver vej. I begyndelsen følger jeg grusvejen. Snart kommer jeg imidlertid ud på trampestier og skovstier. I forbindelsen med etableringen af den nye, afmærkede vandrerute er der lavet træbroer over vandløb og plankebroer over fugtigt terræn.
Inde i skoven finder jeg rådne grenstykker med håris, fine istråde, der står tæt som hårene på en børste. Der har været nattefrost, men frosten er gået af jorden, og i stedet er de mudrede skovstier sæbeglatte på de mange stejle stræk. Det er hårdest, men også det sikreste at gå opad. Nedad må jeg være forsigtig og bruge længere tid end opad.
Det er løvskov, meget af det, yngre og ældre bøgeskov. Jeg kan se tværs igennem den bladløse vinterskov, til den modsatte dalside, der er høj og tæt på. Stien veksler hele tiden niveau, snart er jeg nede ved den smalle strimmel grønsvær på dalbunden, snart er jeg oppe ved skovbrynet på kanten af dalen og har vidt udsyn over marker. Et større stykke af skoven er udlagt til såkaldt “uberørt skov”, fri for menneskelige indgreb. Det betyder også, at væltede stammer hen over stien ikke fjernes, i stedet skabes der små udposninger på stiforløbet.
Efterhånden har Hørup Å vokset sig et par meter bred. Jeg krydser den ad en træbro, går ad en slået sti tværs gennem et kær og videre ad et 100 meter langt forløb af plankebroer. Den smalle dalbund forhindrer ikke, at vandløbet snor sig i krappe slyngninger.
Jeg følger den afmærkede sti op ad bakkesiden og helt op på plateauet, går et længere stræk gennem skov på fladt terræn og når ud til landevejen mellem Vejle og Tørring. Endnu en nedstigning til dalbunden, men denne gang på mere skridsikkert underlag. En høj bro løfter landevejen over jernbanen, Grejs Å og et stort kær.
Umiddelbart før broen drejer jeg dog fra og går i stedet ad en skovvej mod syd. Kort efter når jeg frem til den første større sammenhængende bebyggelse omkring Grejs Mølle. I sin lå vandmøllerne tæt i Grejsdalen på grund af det fordelagtige fald i højden, og dalbunden er mere eller mindre bebygget i en smal stribe hele vejen ned til Vejle fra dette punkt.
Jeg gør her en afstikker fra den afmærkede rute for at gå omkring Grejs Klipper. Det bliver en tur op ad den skovklædte dalside, gennem landsbyen Grejs oppe på plateauets åbne land og ned i kløften igen. Klipperne ligger ved det øvre skovbryn. Det er ikke grundfjeld og granit som på Bornholm, men derimod kildekalk, kalksten, opstået som aflejring omkring kilder.
En takket klippekam, tre meter høj og ti meter lang, rager op fra skovbunden, formodentligt blot toppen af et langt større massiv. Nu om dage er det sjældent at se kildekalksformationer i landskabet, men tidligere var det langt mere almindeligt. Kildekalk kaldes også for frådsten. Omkring 100 danske middelalderkirker er opført med frådsten som byggemateriale, her i området gælder det Jelling Kirke og Skibet Kirke (vandredag 295). Formodentlig blev en stor del af landets ressourcer af frådsten opbrugt allerede i Middelalderen. Hvad, der var tilbage, blev i senere århundreder også brugt til gødskning og mergling.
Tilbage på dalbunden fortsætter jeg mod syd ad Grejsdalstien. Jeg har gået her tidligere, på en vandretur fra Vejle til Tørring og Gudenåens udspring (vandredag 73), i modsat retning – og altså opad. Det er fortrinsvist grusvej, med moderat fald, nær skovbryn og jernbane, så jeg kommer rask fremad. Den modstående bakkeside bliver hurtigt bebygget helt til toppen.
Stien ender ved Vejle Sygehus. Solen skinner ufortrødent, lavere på himlen, men stadigt med rigeligt dagslys tilbage, så i stedet for at gå direkte til banegården gør jeg en afstikker til Nørreskoven, nord for Vejle Havn. Jeg holder mig nær kysten, med en smuk udsigt over den blå fjord. På havnen dominerer Bølgen, et boligbyggeri formet som fem hvide bølgetoppe; længere ude fører Vejlefjordbroen motorvej E45 over vandet.
Der er en lille dyrehave her, ud mod jernbanen og under broen, med sikahjorte og dådyr. Hinderne holder sig på afstand, en lille flok dåhjorte med store skufler græsser derimod uanfægtet videre, selv om jeg passerer dem på få meters distance.
Efter min sløjfe gennem Nørreskoven går jeg gennem byens gader mod centrum og banegården. Undervejs passerer jeg det inderste af havnebassinerne. Det samme træskib ligger ved kaj, som jeg så den vinterdag for otte år siden, da jeg begav mig ud på den første af de vandreture, jeg har beskrevet i denne blog (vandredag 1).
Arto Paasilinna: Harens År, 19-170.
Jyske Vandreture 