Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Sø og skov ved Vejle, 23 km (295).
Lørdag den 15. december.
Vejle Banegård på en mild vinterdag; i dag er det både udgangspunkt og endemål for min vandredag. Jeg begynder med at gå mod syd og krydser kort efter Vejle Å, få hundrede meter før dens udløb i fjorden. Jeg har planlagt en tur i Vejle Ådal, her nærmest ved byen og fjorden, hvor ådalen er bredest, men stadigt kantet af høje bakkekamme. Dette er ikke min første tur i år i ådalen. I sommers gik jeg Kyst-til-kyst-stien, fra Vejle til Blåvandshuk, første etape gik gennem Vejle Ådal (vandredag 260). I vinters krydsede jeg åen længere inde i landet, hvor dalen er smallere (vandredag 245).
I ådalens sydlige kant vokser byens bebyggelse op ad bakkesiden, men en grøn kile skærer sig igennem, næsten helt ud til fjorden. I begyndelse går jeg langs et skovbryn, ud mod en lysning og en sektion kolonihaver. Snart træder jeg imidlertid ind i Vejle Sønderskov. En lang trappe fører op til et udsigtspunkt, som, gennem årstidens bladløse grenværk, tillader et blik ud over byen og fjorden.
Dernæst følger jeg en skovvej langs Mølholm Å. Granskov afløser bøgeskoven. Å og skovvej løber gennem en lang kløft med en lang og moderat stigning, der fører op til det plateau, som Vejle Ådal og dens tilstødende ådale har skåret sig ned i. Skoven er på sit bredeste her, men afgrænset af byen både i øst og vest, og dagens skovgæster omfatter ikke blot spadserende, men også løbere, hundeluftere, mountainbikere og ryttere.
Jeg kommer ud i åbent terræn og følger en vej mellem to store kraterlignende huller, der bærer navnene Store og Lille Helvedeshul, det er gamle dødishuller. Der er kær på bunden af dem, og ellers er deres græsklædte sider pudret af sne. Den smule sne, der er faldet i nattens løb, er for længst væk – bortset fra de køligste steder i landskabet.
Fra Helvedeshullerne går jeg mod vest, krydser den gamle vej mod Kolding og bebyggelsen omkring den, indtil jeg når frem til endnu en skovklædt bakkeside og stiger ned i ådalen langs Højen Å.
Åen er to-tre meter bred. Den løber gennem en smal skovklædt kløft, hvis tværprofil er tæt på et perfekt V. Højdeforskellen i terrænet skaber et vandløb med hurtigt strømmende vand. Skovvejen er dækket af visne bøgeblade, med spredte hvide pletter af sne. Hvor ådalen munder ud i den større Vejle Ådal spiles dalbunden ud i en tragtformet udvidelse med grønne enge.
En landevej krydser ådalen, jeg går et kort stykke ad den, herfra er der et smukt udsyn over vidtstrakte rørskov i retning mod Vejle. I første omgang skal jeg dog ikke ind i Vejle Ådal. I stedet går jeg ad små landeveje over bakkemassivet syd for ådalen.
Efter en stejl stigning kommer jeg ud på åbent terræn på plateauet øverst. Det flade land er dyrket, så jeg kan se hen over skræntskoven til den tilsvarende bakkekam på den anden side af ådalen. På dalbunden lyser en søs blå vandoverflade. En brun rovfugl letter fra en gren i skovbrynet, flyver over marken til en ny plads længere henne. Så længe den bevæger sig, kan jeg se den sætte sig til rette på en tyk gren nær stammen, men i det øjeblik den holder op med at bevæge sig, forsvinder den som på magisk vis. Den brune fjerdragt er den perfekte camouflage, bestemt bedre end det grønne tøj som bæres af den gruppe jæger, jeg møder længere fremme. Det hjælper naturligvis heller ikke, at deres hatte af sikkerhedshensyn er prydet af orange hattebånd.
Landevejen slår et brat sving gennem en skov, og så kommer jeg ud på bakkesiden højt over Vejle Å, der slynger sig gennem grønne enge dybt under mig. På den anden side af åen ligger et gods med hvidt murværk og røde tage. Det er Haraldskær. Der holder en del biler på den store gårdsplads. Hovedbygningen er forpagtet af hotelkæden Sinatur, ejet at Dansk Lærerforening. Kæden driver også lærerforeningens ejendom Skarrildhus, nær Skjern Å, som konferencecenter (vandredag 96).
Efter en kort afstikker til landevejsbroen over åen – for at tage godsbygningen nærmere i øjesyn og nyde udsigten gennem ådalen – er jeg tilbage på bakketoppen. Vejle Kommune har etableret et system af afmærkede vandrestier i ådalen, og nu følger jeg en af dem mod øst. Det er en grusvej, hvorfra en trampesti fører ned til åen. Fra bakkekammen er der en storslået udsigt over ådalen. Det dominerende element er naturligvis Haraldkærs hvide hovedbygning og, umiddelbart vest for, den store røde avlsgård. Overfor mig ligger Skibet Kirke, en kullet kirke med et fritstående klokketårn i træ.
En fin træbro med rødmalet gelænder gør det muligt at krydse åen. I vest er der grønne enge, mod øst breder rørskove sig på dalbunden. På nordsiden af åen er der opstillet borde og bænke: Det er en rasteplads ved Bindeballestien. Bindeballestien er en lang banesti, der fører fra Vejle ind mod Billund. Et langt stræk af den indgår i Kyst-til-kyst-stien, og Hærvejen benytter den også (vandredag 157).
De næste par kilometer går jeg samme vej som i sommers, blot modsat retning. Den eng ved Skibet Kirke, hvor kvæget forsøgte at finde skygge på en af de hede sommerdage, ligger nu øde hen. Banestien løber klods op ad den travle indfaldsvej, men de høje træer på begge sider af det gamle tracé skaber en grøn tunnel omkring stien.
Efter et par kilometer kan jeg endelig komme ind på vandrestier langs søerne i ådalen. I årenes løb er der gennemført flere naturgenoprettelsesprojekter i Vejle Ådal. Åens flotte slyngninger ved Haraldskær skyldes en tyve år gammel reetablering af åens naturlige forløb. Før det var åen lagt i en snorlige kanal. Foran mig ligger to søer, Knabberup Sø og Kongens Kær, bevidst skabt ved ændret brug af dalen. Det er populære grønne områder for vejlenserne, som det ses af den linde strøm af motionister, jeg møder, da jeg går ad stierne langs sydsiden af søerne.
Vandreruten er stykket sammen af grusveje, gamle diger, trampestier, og på et enkelt sted er der etableret en lang træbro, i højde med det øverste af rørskoven vest for Kongens Kær. Spredte svaner og ænder har fundet ly på Knabberup Sø. På den smalle strækning mellem de to søer genfinder jeg Højen Å, der udmunder i Vejle Å på dette sted.
Kongens Kær er en større sø. Villaer kanter den sydlige bred. Mod øst ses en række høje boligblokke inde i Vejle. Vandfuglene har spredt sig ud nær søbredden. En større forsamling skarver og måger har slået sig ned på en lille ø ude i søen.
En asfalteret cykelsti fører mig ind til centrum, hvor jeg går det sidste stykke langs åen. De høje boligblokke, der dominerer Vejles silhuet, når man kommer ind fra vest, ligger som en klynge på fem cylinderformede højhuse ud til åen, og umiddelbart efter kommer det store shoppingcenter Bryggen. Snart efter er jeg tilbage på banegården.
Nadeschda Mandelstam: Das Jahrhundert der Wölfe, 396-446.
Jyske Vandreture 