Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Laven-Silkeborg, 29,5 km (345).
Tirsdag den 31. december 2019.
Årets sidste dag, og årets sidste vandretur. Jeg står af toget ved trinbrættet i Laven, den lille by ved det nordøstlige hjørne af Julsø. Mellem jernbanen og søkanten ligger en lille fælled, der også giver adgang til turbådenes anløbsbro. På den modsatte side af søen kan jeg se Himmelbjerget med tårnet. Lyset er stadigt gråligt, men daggryet er hurtigt på vej. Det øverste af en gylden solskive stikker op over Bryggebjerg på den modsatte side af den lille vig. Som jeg går mod vest ad byens stejle hovedgade er jeg næsten i kapløb med solen, der stiger hurtigt på denne korte vinterdag. Jeg er på vej mod Gl. Laven, oppe i højderne, en langt mindre landsby end stationsbyen ved søen. Skumringslyset er snart forsvundet, og farverne kommer frem i landskabet, grønne bakkesider og den blå sø. Den nordvendte bakkeside på den anden side af søen ligger hen i dyb skygge, men vintersolen kan lige akkurat kaste sit gyldne lys over de røde mursten på tårnet derovre.
På den anden side af Gl. Laven ligger Linå Vesterskov, den breder sig både på skråningen ned mod søen og på plateauet 75 meter over søens overflade. Planen er at gå mod vest, igennem den højere, øvre beliggende del af skoven, men jeg bliver fristet til at gøre en afstikker ned over den stejle skråning. Jeg har ikke gået ret langt, før jeg møder de første af dagens mange hundeluftere og mountainbikere – på hver deres vis skal der gøres klar til Nytårsaften.
Fragmenteret sollys, der alligevel virker blændende, slår ind gennem nåleskovens stammer, der står i lange lige rækker uden megen underskov. En sti fører brat nedad, indtil jeg når frem til ældre løvskov nederst på bakkesiden. Ung bøgeskov uden løv står med stammerne badet i sollys. Langs jernbanen rækker krogede egetræer grådigt ud efter lyset i det åbne rum over skinnelegemet.
En næsten tilgroet skovvej fører op ad skråningen. Små bække løber ned over bakkesiden og fylder skoven med pludrende og klukkende lyde. Over lange stræk er skovvejens to gamle slidspor også overtaget af mudder og rislende vand, og kun midterrabatten er fremkommelig.
Jeg når tilbage til den smalle landevej, der skærer gennem skoven, men kun for at fortsætte mod vest ad små skovveje og spor. En ravn skriger over mit hoved, og jeg prøver at få øje på fuglen igennem trækronerne og den smalle sprække af himmel oven over skovvejen. Forgæves, jeg må nøjes med at høre det hæse kald komme nærmere og forsvinde igen.
Denne del af skoven er overvejende høj granskov, med kunstige lysninger skabt ved skovning. Engang var alt dette hedebakker, og lyngen holder stadig ved langs skovvejene og på åbne steder. Solen når ned til en ungkultur med ædelgran og fremhæver de få kogler, store og oprestående, ved de øverste grenkredse.
Her og der skærer vejen sig ned i terrænet som en hulvej, og man kan se, hvordan sandet ligger lige under et tyndt muldlag. Ud over hedelyng er der også store stræk med bregnekrat eller blåbær i underskoven, men for det meste er der et tæt dække af smaragdgrønt mos over nåleskovens bund.
En lang skovvej fører mod syd, ud af skoven og til kanten af de to sammenvoksede byer Sejs-Svejbæk. På det flade land neden for bakken er plantage blevet ryddet og et villakvarter er under opførsel. I dag ligger arbejdet naturligvis stille. En del af det braklagte, ryddede land har nået at udvikle sig til et lille midlertidigt overdrev, og en tårnfalk hænger i svirreflugt, i færd med at finkæmme arealet for føde.
Skovene fortsætter mod vest. Mellem skovbryn og by ligger det fredede hedeareal med Stoubjerg og Sindbjerg, to store hedebakker, begge omkring 100 meters højde. Før plantagernes tid så det meste af området omkring Søerne sådan ud. Det er mere end fire år siden, jeg sidst var her, dengang i lyngens blomstringstid (vandredag 112). I dag nøjes jeg med at bestige Sindbjerg. Jeg deler terrænet med mange andre besøgende.
Jeg kan se de mørke silhuetter af mennesker øverst på bakketoppene eller på vej derop, enkelte af dem i lysende gule eller lilla frakker, der kan ses på lang afstand. Cykler og klapvogne står parkeret i store klynger. Øverst på Sindbjerg lyder sang fra en forsamling på omkring 50 mennesker i alle aldre – dertil adskillige hunde. Der er gang i to medbragte griller og en hvid plasticdrone med fire rotorer står uvirksom hen i lyngen.
Jeg nyder det storslåede panorama over søerne, skovene og heden og kanter mig dernæst forsigtigt forbi menneskemængden. Jeg tog den stejle trappe op, nu følger jeg en lang slynget trampesti ned, som giver et fint udblik over tvillingebakken Stoubjerg. Stilheden brydes af en lyd som en arrig hvepsesværm, og jeg kan se dronen hæve sig over bakketoppen, der nu blokerer for synet af nytårssangerne.
Fra heden går jeg ad små veje ind i Silkeborg Nordskov og videre mod Hårup Sande. Den nye motorvej mellem Århus og Herning skærer igennem de to skovområder. Den løber på en jordvold og over et langt stræk på høje søjler, hvorunder åbent rum udgør en bred faunapassage.
Allerede på afstand kan jeg se en lang række biler på parkeringspladser, og mængden af motionister og hundeluftere stiger brat. Hårup Sande byder på fladt terræn, hvor den centrale attraktion er den lille Schoubyes Sø. Jeg var her for et par år siden (vandredag 237), på en vinterdag med streng frost, hvor der lå et tyndt lag sne over landskabet, og søen var frosset til. I dag er temperaturen pænt over frysepunktet, og der er ikke et snefnug i sigte.
Den firkantede sø er skabt ved sandgravning, og det har efterladt små sandstrande og bittesmå øer ude i søen. Ved den største strand står et skilt som forbyder hestebadning, et andet skilt forbyder fodring af ænder, så der er tænkt på stort og småt.
Efter at have rundet søen føjer jeg yderligere et par snørklede rundture til min rute. Øst for søen ligger et lille stykke hede, fuldstændigt omsluttet af skov. I skovbrynet overfor lyser hvide birkestammer, og den lille hedeflade er fri for tilgroning, så den må være plejet. Den karske jord skaber luft og lys mellem de høje graner, og der er et tæt dække af lyng i skovbunden. Terrænets relief bærer præg af at være et tilgroet indsande: der er lange “bakkekamme” og tilsvarende “dale”, uden at højdeforskellen bliver mere end en meter eller to. Alligevel helt anderledes end den plane flade i Nordskoven.
Efter en lang opstigning ad en grusvej forlader jeg skoven ved det østlige skovbryn. En stor flok råger har slået sig ned i de høje træer ud mod markerne Jeg følger den gamle hovedvej tilbage til faunapassagen under motorvejen, og giver mig i kast med de sidste kilometer gennem Nordskoven.
Den lange lige skovvej mod vest støder til det, der engang var banestien mellem Silkeborg og Laurbjerg (vandredag 88). I et omstridt lokalt tiltag etablerer man imidlertid en indfaldsvej til byens centrum i det gamle tracé. Vejen har fået navnet Nordskovsvej, og man er cirka halvvejs med konstruktionen. Det bliver jeg meddelt af de plakater, der også gør opmærksom på, at banestiens tilhørende bro over Gudenåen er lukket til ultimo 2020.
Til sidst når jeg dog frem til banegården, og et arrivatog mod Århus, fyldt med nytårsgæster.
Erika Fatland: Englebyen, 87-234.
Jyske Vandreture 