Kolind-Trustrup (344).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Kolind-Trustrup, 29,4 km (344).
Fredag den 27. december 2019.

Kolind er en stationsby på Letbanens vej mod Grenå, centralt beliggende midt på Djursland. Det er koldt, lige over frysepunktet, da jeg står på perronen. Heldigvis er der ingen blæst. Et låg af skyer ligger over landskabet, med solstrejf langs horisonten og efterhånden nogle få flænger af blå himmel.
Jeg går et kort stræk ad landevejen mod nord, krydser jernbanen og åen, indtil jeg slår ind på de lange grusveje, der fører gennem Kolindsund, der engang var en sø, og før det et sund der nåede helt ind til Grund Fjord og gjorde det nordlige Djursland til en ø (vandredag 127). Således går jeg over tørlagt søbund, der afvandes gennem tre lange kanaler, Nord-, Midter- og Sydkanalen.
Her, i den vestlige ende, er der udstrakt rørsump. Mod nord ses ådalens høje skråninger, i syd ses stationsbyen, lige akkurat hævet den endeløse rørskov. De senere år har man i træksæsonen kunne se “sort sol”, store spurveflokke, der foretager fælles flyveøvelser, før de slår sig til ro for natten i rørene. Lokale kræfter har fået etableret et fugletårn i kanten af engene.
Et par mindre flokke overvintrer stadig, men ellers er det små svaneflokke, der stjæler billedet. Gulnæbbede sangsvaner og rødnæbbede knopsvaner græsser i fælleskab, de fleste i hvid dragt, men der er også nogle få ungfugle i mellem dem. Et par musvåger jager over markerne, og en enkelt gang letter en rød glente fra et af de sparsomme vejtræer. Jeg får et godt indtryk af dens kløftede hale, inden den søger bort.
Den nordlige bakkeside er dobbelt sø høj som den sydlige, øverst oppe ligger gravhøjene på række i fin silhuet mod himlen. De fleste af områdets gårde ligger for foden af skråninger, blot en håndfuld er flyttet ud på den tørlagte søbund, hvor de lange grusveje krydser hinanden i rette vinkler.
I øst når jeg frem til den lille flække Søby, hvorfra en smal landevej snor sig op på plateauet syd for Kolindsund og frem mod landsbyen Albøge. Landsbyens hvide kirke har et styltetårn, som det også kendes fra andre steder på Djursland (vandredag 311). Bykernen består grundlæggende af en klynge gårde, og der lugter af ensilage og kvæg. Et sted holder man en flok velnærede gæs, der skræpper vældigt op, da jeg passerer.
Fra Albøge går jeg mod sydøst, gennem et let kuperet landbrugsland, et par steder gennemskåret af lave ådale, hvor bække løber ud mod Kolindsunds kanaler. Et enkelt sted har man højlandskvæg på græs, men ellers er foldene tomme, markerne er sået til med grønne vinterafgrøder eller står med lange række af majsstubbe. På en bar mark står to store containere fyldt til randen med mudrede gulerødder, hvis fært breder sig i landskabet.
Ådalen krydses af landevejen mellem Grenå og Århus. På dette sted, på hver sin side af åen, ligger to af Djurslands godser. Højt på den sydlige skråning, med udsigt til enge med rastløst sort kvæg, ligger Høegholm. Røde mursten på en sokkel af kampesten, med takkede gavle og omgivet af en gammel park. Omkring godset ligger en bræmme af huse, formodentligt oprindeligt til de ansatte.
På plateauet nord for åen ligger Bjørnholm, der i sin tid blev udskilt fra Høegholm, og fik godsets oprindelige navn med. En lang allé fører derhen. Hovedbygningen er også i røde mursten, men med halvvalmtage i stedet for takkede gavle. I den lille fold foran stalden nipper et par heste til sække med hø, mens en håndfuld sorte får hviler i græsset nærved.
Dagens endemål, Trustrup er kun et par kilometer borte, men jeg gør imidlertid en lang omvej gennem ådalen langs Skodå, indtil jeg når landsbyen Balle og drejer mod nord. Den lille by har stadigvæk en stationsgade, et minde om den for længst nedlagte stikbane fra Trustrup til Ebeltoft. Længere mod syd lever 8 kilometer af det oprindelige tracé videre som banesti mellem Gravlev og Ebeltoft (vandredag 128).
Fra Balle går jeg op ad ådalen og de sidste kilometer mod Trustrup. Undervejs passerer jeg en tredje herregård, Lykkesholm. Ud mod landevejen er godset kantet af et massivt 300 meter langt stendige. Godset er tydeligvis et langt større foretagende end de to andre, med store avlsbygninger og et netværk af velholdte grusveje. Den store gårdsplads har endda plads til en lille allé af høje gamle træer, foran hovedbygningen i gule sten.
Snart efter kommer jeg til Trustrup, der er gennemskåret af den travle hovedvej mellem Grenå og Århus. Til sidst opstår der dog et hul i trafikken, så jeg kan slippe over hovedgaden og komme frem til Letbanens station.

Elia Barcelo: El color del silencio, 448-477.
Erika Fatland: Englebyen, 1-86.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s